Filosoffer har altid været mine store helte. Det med at forstå de overordnede perspektiver, og hvordan tingene hænger sammen på dybdeplanet og under overfladen, er noget kun mennesket som artsvæsen kan. Når det virkelig strenger sig an og står på tæer vel at mærke.
Jeg hører derfor også til dem, der kan blive kobberrød i hovedet af arrigskab og få lyst til slåskamp, hvis nogen siger noget nedsættende om et af mine filosofiske idoler. For eksempel husker jeg en lærer på universitetet, der på en studietur til Frankfurt i 1980’erne bare ikke kunne lade være med at drille mig med, at mit dengang uovertrufne filosofikon, Th. W. Adorno, på et tidspunkt var dejset omkuld, da en kvindelig studerende fra 68-generationen hev op i blusen midt i klasseværelset og blottede sine bovspyd lige ind i hovedet på ham. Jeg tror nok jeg stak fingrene i ørerne som et barn og sagde ’la-la-la-la’, så jeg ikke behøvede at høre på det.
Senere var jeg ikke så sart mere og kunne godt tåle at høre, at mine helte også havde haft et ganske almindeligt liv, med pinligheder og gebrækkeligheder og ømtåleligheder og løbende næser. Derfor blev jeg nærmest eksalteret, da en tysk nulevende filosof under et konferencebesøg i København fortalte om mit voksenlivs absolut største filosofihelt (ved siden af Kierkegaard), nemlig Immanuel Kant. Kant gik jo for at være den mest asketiske blandt de asketiske. Han rejste aldrig. Han var ikke gift. Og han havde de samme rutiner dag ud og dag ind i sin hjemby Königsberg fra han kunne sige ’Kritik der reinen Vernunft’ og til han blev båret derfra. Herunder havde han den vane at undgå at stoppe op og konversere med andre mennesker på sine daglige spadsereture. Fordi han da skulle åbne munden og trække vejret ind gennem den. Og det mente han var sundhedsskadeligt.
Med disse historier in mente var det selvfølgelig nærliggende at tro, at Kant også var seksuelt afholdende. Men det, fortalte den tyske filosof mig, var ingenlunde tilfældet. Tværtimod dyrkede han angiveligt jævnligt sex med en af sine bedste filosofvenners kone (det påstod den tyske berømthed, der dog selv på det tidspunkt havde fået godt med øl indenbords, i hvert fald). Med den, mere modne kan man sige, indstilling jeg på det tidspunkt havde fået til forholdet mellem ånd og krop, gjorde det mig helt glad på filosoffens vegne.
Denne lange indflyvning skulle gerne sige noget om, hvad det er den produktive og altid interessante og velskrivende Hans Hauges nyeste bog går ud på. Kvindernes indtog, hedder den. Med undertitlen: ’Filosofi-fortællinger fra det tyvende århundrede’. Modsat undertegnede har Hans Hauge aldrig været bleg for at vedstå, at selv de største ånder har haft et liv, med koner og kærester og mænd og elskere og nedgroede tånegle og mærkelige vaner. Jeg husker stadig, hvordan en af hans tidligere bøger, Post-Danmark, blev modtaget med et sus, da den udkom i 2003. For her excellerede Hauge, ud over i sin sædvanlige nærmest overmenneskelige viden om alle forhold, alle skæve detaljer og alle kringelkroge af den humanistiske, på det tidspunkt stærkt postmoderne, verden. Han fortalte samtidig rask væk muntre anekdoter om gud og hvermand, hvem der kørte på cykel hvor, og hvem der spiste til middag hvor. Den slags. I hans nye bog er denne forkærlighed for sladder – i ordets allerbedste forstand – ligefrem løftet op til hovedtema. Som der står i forordet:
”Jeg fremhæver ofte det, der filosofisk set er irrelevant, f.eks. hvem filosoffen var gift med, eller hvordan hun så ud, altså om alt det vi er optaget af i livet. Jeg giver filosofihistorien en biografisk drejning og medtager anekdoter, som er historiens modsætning (Walter Benjamin) – de rykker tingene ind i vort liv, som han mente.”
Når Hauge i denne bog – såvel som i mange andre af sine bøger – siger ’filosofi’ er det mere præcist den fænomenologiske tradition, han tænker på. Det gør det ekstra relevant med den ’human case’-orienterede tilgang. For fænomenologien, som grundlægges af Edmund Husserl i begyndelsen af 1900-tallet og videreføres af folk som Martin Heidegger og til dels Karl Jaspers, er særegen ved at medtage ikke bare subjektet i den filosofiske betragtning, men også den omverden uden hvilken bevidstheden ikke kan eksistere. Hvor filosofien frem til det 20. århundrede – med visse undtagelser så som eksistentialister som Schopenhauer, Kierkegaard og Nietzsche – helt havde set bort fra både det ene og det andet i en forestilling om, at der fandtes en art ’transcendental fornuft’, som det hed hos Kant, altså en upartisk, rent objektiv og fra verden afkoblet anskuelsesform, som videnskaben fordredes at indtage, forankrede fænomenologien bevidstheden – herunder den videnskabelige bevidsthed – i det, som Husserl kaldte ’førstepersonsperspektivet’. Det vil sige i det subjektive, konkret situerede perspektiv. Om end det først er med den franske fænomenolog Maurice Merleau-Ponty, kroppen kommer ind i billedet og for alvor forankrer subjektet i livsverdenen.
Det er dog uhyre vigtigt ikke at forveksle dette med et vilkårligt konstruktivistisk perspektiv af den type, der florerer inden for mange videnskaber i dag, hvor man fuldstændig har opgivet tanken om, at der findes en ’virkelighed derude’, som det er forskerens opgave at sige noget, om end nok så foreløbigt og tilnærmelsesvist, sandt om. (Selvom der, som det ironisk hedder et sted i Hauge-bogen, nu igen findes en verden uden for sproget, ”den er især ude i naturen og ses bedst på instagram”). Tværtimod hører fænomenologien hjemme inden for den strengt deskriptive tradition, hvor der kræves en pålidelig beskrivelse af ’sagen selv’. Forstået på den måde, at det fordres, at ethvert jeg eller subjekt i den samme position vil se det eksakt samme, uafhængigt af deres eventuelle individuelle forskelligheder og tilbøjeligheder og historikker. Thi her er det ikke fortolkningens mere eller mindre luftige vejrmøller, det gælder, men den præcise perception.
Hans Hauges bog lever, synes jeg, suverænt op til begge dele. Ganske vist lukker han i dén grad op for den privatanekdotiske godtepose, når det gælder de store tyske fænomenologer. For eksempel den flotte husserlianer, fænomenolog og karrierenazist Hans Lipps, som K.E. Løgstrup gik til forelæsninger hos, og som godt kunne lide at køre ’som død og helvede’, og om vinteren sad viklet ind i tæpper, fordi han havde en gummiplante, han mente ikke kunne tåle varme. Og den oversete halvdanske fænomenolog Gerda Walther, der under Første Verdenskrig bad sin far i Danmark om at sende kaffe til Tyskland, så Husserl kunne lave fænomenologi (jævnfør dennes udtalelse om, at ’hvis man giver ham kaffe, laver han fænomenologi’). Der er endog et par sjove historier om Teddie Wiesengrund, som her læses ind i en fænomenologisk kontekst, fordi han i starten af sin karriere interesserede sig for Husserl (der angiveligt selv lignede en ’vanvittig urmager’). Som Hauge kritisk skriver, foregår den kontekstløse tænkning nemlig ”på et ikke-sted ligesom et motorvejscafeterie eller en international lufthavn befolket af Apex-subjekter”. I stedet skal videnskaben, med Husserls ord, have forbindelse til ’Boden’, til grunden, til sansningen, til den konkrete perception. Ellers kommer den ”til at svæve i et lufttomt rum ligesom Zeppelinerne.”
Men Hauge har netop ikke, i det mindste ikke som jeg læser ham, nogen intention om at benægte, at der er et faktuelt genstandsområde derude, som hans filosofihistorier er forpligtet på. Det handler langt fra om at sige, at ’alt er følelser’, og at ’enhver har ret til selv at definere, hvad der er sandt’. På den måde kommer bogen til at gøre det, jeg selv mener god videnskab skal. Nemlig med afsæt i den viden, vi allerede har – i dette tilfælde om de store mestertænkeres store mestertanker – at udvide den med nye aspekter, nye detaljer, ny empiri. Det er noget radikalt andet end den fordrejede amerikanske afart af fænomenologien (ordet ’fordrejet’ er Hauges eget) med navnet ’socialkonstruktivisme’, der nævnes i bogens indledning og afslutning. For den forsøger at kuldkaste enhver tidligere erkendelse til fordel for et helt nyt paradigme – som videnskabsfilosoffen Thomas Kuhn kaldte det – hvor virkelighedens ontologiske beskaffenhed er totalt ligegyldig. Sagt anderledes: Hauge ønsker med sine krops- og livsbundne fortællinger om filosofferne ingenlunde at pege fingre ad dem og sige: ’Se de var bare nogle skiderikker, der førte sig frem som filosoffyrster, men ret beset var de ikke andet end skrøbelige, hvide patriarker med møl i skægget!’. Tværtimod er Hauge måske mere forelsket i sine filosofiske husguder end de fleste. Af samme grund vil han gerne have, de kan vedblive med at give inspiration og stimulere nye generationer af intellektuelle. For at det kan ske, bliver der imidlertid nødt til konstant at blive føjet nye lag til det velkendte.
Og det er i virkeligheden sådan en refleksiv udvidelse af vores hidtidige viden om filosofferne, Hauges bog i sine mest spændende passager går ud på. Snarere end den går ud på at afskaffe den kanoniske tradition og dens vurderinger. Ligesom det handler om at give de kvindelige fænomenologer, som der har været forholdsvis mange af målt med en filosofihistorisk målestok, en større plads i denne historie, end de hidtil har haft – hvad man også kun kan bifalde. Vi får med andre ord mere at vide om de kvindelige filosoffer i denne nyere filosofihistorie, end vi nok nogensinde før har fået. Fra Edith Stein, først frigjort kvinde og Husserl-assistent, så nonne og til sidst gasset ihjel i Auschwitz, førnævnte Gerda Walther, den næsten ukendte Afra Geiger, Heideggers ’special friend’, Hannah Arendt, der også var jøde, men modsat Stein slap afsted til Paris og senere USA – og som havde en kælemus på sit værelse og en forførende grøn regnfrakke, som hun luftede til forelæsningerne på universitetet – frem til Svenja Flaßpöhler, der, hvad Hauge ikke nævner, trekvart århundrede senere gentænker Merleau-Pontys kropsfænomenologi – samt mange, mange flere (også undertegnede er såmænd nævnt som en nutidig udgave af den havekyndige æsteticist og romantikekspert Marie Luise Gothein, hvad jeg bestemt ikke kan have noget imod, især portrættet af hende taget i betragtning!). Hauge beskriver præcist sin egen metode som ’arkæologisk’ inden for den nyere feministiske filosofihistorieskrivnings faseopdelinger.
Skulle jeg slå ned på et enkelt eksempel, som jeg selv ville have nydt var med i bogen, er det Ernest Cassirer, der kun nævnes sporadisk. Han ville have passet aldeles glimrende ind i selskabet som den fjerde store tyske fænomenolog efter Husserl (der fylder mest i Hauges bog), Heidegger (som han har skrevet fyldigt om tidligere, og hvis liv, tænkning og kvindelige efterfølgere derfor logisk nok fylder mindre her) og Jaspers (der måske godt kunne have fyldt lidt mere). Også i tilfældet Cassirer er der en kvindelig tænker, jeg selv synes trænger til at blive genintroduceret for et nutidigt filosofi- og kunstinteresseret publikum. Hun hedder Susanne K. Langer og har skrevet en af de mest interessante fænomenologiske studier i nyere tid: Philosophy in a New Key fra 1942 (på dansk Menneske og symbol). Hun er ganske vist født og opvokset i New York, men begge hendes forældre var tyske immigranter (jævnfør mellemnavnene Katherina Knauth) og hendes førstesprog var tysk. I øvrigt er Susanne K. Langer en af de første kvinder i USA til at gøre karriere som filosof. Og hun er den første professionelt anerkendte kvindelige filosof i Amerika overhovedet. Så hun ville have ville have passet fortrinligt ind i Kvindernes indtog.
Men i stedet for at være en mangel ved bogen er det et eksempel på, hvordan den metode Hans Hauge selv benytter, nemlig at tænke videre i forlængelse af det foregående, hele tiden med tilføjelse af nye interessante – herunder kritiske – perspektiver og facetter, også kan bruges på hans egen bog: Med andre ord: Bogen lægger op til at gå videre. Præcis ligesom en af vore store danske kvindelige fænomenologer – der dog primært udfoldede sin filosofi i poesiens form – Inger Christensen anbefaler det. Når denne i sit lyriske magnum opus, det fra 1969 – der i øvrigt vedkender sig gæld til de fleste af de tænkere, Hauge nævner, og flere til – siger: ”Min lidenskab: at gå videre”, så kunne ordene sagtens være sagt af Hans Hauge.
Også min lidenskab er at gå videre. Gerne med Hans Hauges nye bog i håndtasken. Til belæring og til munter underholdning. Der findes slet og ret ikke nogen herhjemme, der matcher ham, når det gælder viden om det største og det mindste inden for den humanistiske tradition. For ikke at tale om når det gælder evnen til at formidle denne viden på en levende, vedkommende og munter måde. Det er – eller rettere bliver – alt sammen interessant, fordi det er filtreret igennem Hans Hauges unikke hjerne og nervesystem. Det er ikke mindst hans særlige modus og rytme, der gør dette overflødighedshorn af viden interessant. Her kan man derfor sige, han selv måske går ud over den strenge fænomenologi og bliver til hermeneutiker – ja, endog eksistentialist!
Og så skriver han tilmed fuldstændig uden fraser og klicheer, hvad der er en sjældenhed i dag. Tværtimod er han selv ekspert i at gennemhulle andres fraser og klicheer og blåøjede påstande. En typisk sætning kan fx lyde: ”Cicovacki undrer sig også over, hvorfor [Nicolai] Hartmann er glemt, selvom denne undren også er en retorisk konvention.” Eller: ”Den kyniske fornuft er den kritiske teori, og den kritiske teori kan kun sige nej. Derfor er der på Aarhus universitetet en Adornobygning, der skal huse negativiteten. Der dyrkes den oplyste falske bevidsthed for statslige midler.” Eller: ”I dag anvender de såkaldte ’posthumanister’, der opfatter sig selv som lidt af en universitær avantgarde af professorer, flittigt ordet ’antropocæn’, mens de hygger sig.” Eller: ”Universiteterne bliver mere og mere enstænkende, og det kaldes diversitet.”
Ja, bogens overordnede koncept er som sådan antikliché. Det går bl.a. ud på at vise, at vores historiske skanderinger ofte er foretaget i bagklogskabens liderligt uklare lys, om man så må sige, fordi man har så svært ved at rumme kompleksiteter. For eksempel når nutidens påstand om, at Husserl hjalp Edith Stein utrolig meget, selvom han gjorde alt andet – og i det hele taget ikke mente, kvinder havde noget at gøre inden for akademia – lægges ned med basic facts. Uden at det vel at mærke gør Hussel til en gennemført skurk. For ikke at tale om når nutidens myte om, at der ikke fandtes filosofi i Tyskland mellem 1933 og 1945, pilles fra hinanden med ordene: ”Så sent som i 1944/45 blev der undervist i filosofi på universiteterne, mens bomberne faldt.” Med den anskueliggørende tilføjelse: ”I 1942 tabte Tyskland i Berlin til Sverige i fodbold. Og helt indtil 1942 blev der fremstillet Coca Cola i Tyskland.”
Livet kan, er det godt at have en mente, se helt normalt ud på overfladen. Mens der lige nedenunder lurer et rent helvede.
