Andrew Doyles The New Puritans er den seneste i en voksende række af bøger om identitetspolitik og blandt de bedste af disse, jeg har læst. Med henvisning til hekseprocesserne i 1690’ernes Salem, USA taler forfatteren om de nye puritanere, når han beskriver nutidens identitetspolitiske fortrop. Identitetspolitikken, eller hvad nogle kalder wokeisme, betegner Doyle i tråd hermed som Critical Social Justice-religionen.
Bogens styrke er dog ikke så meget Doyles navngivning af disse allerede kendte fænomener, som det er den grundighed og elegance, hvormed han forklarer deres grundlag og virkemåder. Som en ingeniør, der ikke udelader nogen del eller mekanisme, kommer Doyle hele vejen rundt om de nye puritanere, deres religion og dens konsekvenser. Det sker med løbende henvisninger til relevant litteratur og med en uendelighed af eksempler fra virkelighedens verden.
Doyle er tidligere standupkomiker, nuværende nyhedsvært på GB News og manden bag den satiriske Twitter-konto Titania McGrath, men hvis nogen tror, at han ikke også er vidende og belæst, får de en betydelig overraskelse, når de læser The New Puritans. Doyle, som har en ph.d. fra Oxford, bevæger sig ubesværet rundt i refleksioner over alt fra postmodernisme og Frankfurterskolen til et væld af historiske og nuværende figurer fra kulturen og kunstens verden.
Liberal kritik af illiberal ideologi
Doyle kritiserer identitetspolitikken fra et liberalt udgangspunkt, og det er derfor ikke overraskende, at hans største anke mod den er, at den er illiberal og totalitær. Med sproget som våben og centrale institutioner som bastioner presser de nye puritanere alle andre til at underkaste sig en forståelse af verden, som strider mod såvel sanselig som videnskabelig erfaring. Dissens tolereres ikke, og afvigere straffes prompte, både socialt og økonomisk.
Derved skabes en frygtkultur, hvor ingen tør sige, hvad de mener er sandt, præcis som det skete i Salem, hvor ingen turde drage de unge pigers beretninger om hekserier i tvivl. I Danmark ser vi konturer af det, når politikere tøver med at svare på, hvad en kvinde er, eller hvor mange køn der er. Vi ser det også i en begyndende flirten med implicit bias-træning. I Storbritannien, hvor udviklingen er mere fremskreden, er undertrykkelsen allerede mange steder institutionaliseret og implementeret.
Derfor begår man også en fejl, hvis man betragter de nye puritanere som en undertrykt gruppe. De er få i antal, men besidder stor magt, påpeger Doyle.
”De nye puritanere holder af at tænke på sig selv som underdogs, som modige formidlere af sandhed i en korrupt og ulige verden. Men hvis dine idéer understøttes af Hollywood, big tech, alle store organisationer, den akademiske verden, mainstreammedierne, den amerikanske regering og hertugen og hertuginden af Sussex, er det svært at gøre krav på at være radikal. De ’woke’ er langt fra at kæmpe mod etablissementet; de er etablissementet,” skriver han.
Vejen ud gennem skolerne
The New Puritans anbefales til alle, men i særlig grad til dem, der som landsformanden for Liberal Alliances Ungdom, Simon Fendinge Olsen, mener, at identitetspolitik er noget, man kan trække på skulderen ad. Bogens liberale udgangspunkt er i den forbindelse en særlig styrke. Det samme er Doyles insisteren på, at vi skal prøve at se det bedste i alle, selv i de nye puritanere. Formålet er ikke at erstatte et korstog med et andet, men at genskabe forudsætningerne for dialog.
Et af Doyles løsningsforslag er en styrkelse af kritisk tænkning i skolerne. Lærer man børn og unge, hvordan man diskuterer og argumenterer, og hvordan man ikke gør det, vil det styrke deres forsvar over for ideologer. Idéen er god og kan med fordel overvejes i Danmark. Mange af principperne er simple og kan sagtens læres allerede i de mindre klasser. For eksempel at man skal gå efter bolden, ikke manden. At den slags kaldes ad hominem på latin, kan man lægge på senere.
Bredere betragtet sætter Doyle sin lid til, at der før eller siden vil være nok, der holder op med underkaste sig de nye puritaneres krav. Det var sådan, hekseprocesserne i Salem sluttede, og det er sådan, Doyle forestiller sig, at vi på et tidspunkt kommer videre.
Det vil tage sin tid, og det bliver ikke rart, skriver Doyle, idet han sammenligner det med at hele et brækket ben, men kun ved have modet til at tænke selvstændigt, insistere på liberale værdier og forsvare ofrene for de nye puritaneres kampagner og trusler, kan udviklingen vendes.
I Salem holdt man mod slutningen af 1692 op med at lytte til de unge pigers anklager. Det samme skal vi gøre i forhold til de nye puritanere, mener Doyle:
”Ønsket om et stille liv er bestemt forståeligt, men vi må være nået til det punkt, hvor nøglerne til kongedømmet skal vristes ud af hænderne på de skøre børn.”
