"Vi har ikke brug for at vide. hvem Olavus Novegicus er. Han dukker op i en tid, hvor mennesket må være forklædt for at overleve".
Sådan åbner denne fortættede pamflet, skrevet under pseudonym, udgivet af Document Forlag på norsk. Den er nem at læse, men svær at glemme. Som en issyl borer den sig igennem tid og sted og hjælper dig med at forstå den kulturelle afgrund, vi stirrer ned i.
Dumhed er undervurderet, mener forfatteren. Særligt i demokratierne, hvor den offentlige mening ikke accepterer dumhed som en reel karakteristik af mennesker. Hos os er alle lige kloge. Muligvis i en modereret fortolkning, som jeg noterer for egen regning: Er man kvik, er man privilegeret. Er man mindre kvik, er det omgivelsernes skyld. Summa summarum: Hvis alle har de samme forudsætninger, er alle lige kloge.
Det er naturligvis socialkonstruktivistisk ønsketænkning. Den demokratiske kulturs egalitære ideologi gør det umuligt at en behandle dumhed som et offentligt anliggende. Netop derfor ser og forstår vi heller ikke den destruktive udvikling på mange samfundsplaner som konsekvenser af dumhed som social imitation.
Med dumhed hentyder forfatteren ikke til mangel på kognitive evner. Det er ikke denne simple form for dumhed, forfatteren beskriver. Den dumhed, som er vokset frem, særligt i løbet af de seneste generationer, sådan at den i dag udgør en regulær samfundsfaktor, stikker dybere. Den bunder ikke i uvidenhed - eller hvad grækerne kaldte agnoia - men i en mere alvorlig slags uvidenhed (amathia), motiveret af en aversion mod virkeligheden.
Dumhedens anatomi
Den selvvalgte dumhed genererer en masse meninger om tidens populære sager, ja, forekommer intelligent, men undervurderer hvor mange dumme mennesker, der findes, og er for øvrigt uafhængig af social status eller andre egenskaber. Selv nobelprismodtagere kan udvise en bemærkelsesværdig dumhed, så snart de bevæger sig uden for deres kompetenceområde.
Fælles for de intelligent dumme er, at de forårsager tab, vanskeligheder eller skade for andre uden at vide det, og at de ofte ikke forstår den destruktive magt hos dem, de byder velkommen eller samarbejder med. Den intelligent dumme skader således både sig selv, andre og samfundet.
Den intelligente dumhed er båret frem af akademikere, politikere, medietyper, kulturparnas og statsforvaltning. De dumsmarte kommer som oftest fra middelklassen med en akademisk baggrund. De er kloge nok til at få folk til at tro, de er det, men ikke nok til faktisk at være det. Og måske mere sigende: Deres gerning er ikke drevet af intellektuel nysgerrighed, men derimod af social status og økonomisk vinding. Tag et kig på Linked-In, så forstår du, hvad nordmanden mener.
De dumsmarte er ikke kloge nok til at vurdere ting selv og stoler derfor blindt på dem, de opfatter som autoriteter, ligesom de sjældent vedkender sig deres egne begrænsninger. Tit opfører de sig nedladende og moraliserende over for almindelige mennesker.
Fordi de dumsmarte inderst inde er usikre, er de taknemmelige ofre for intellektuelle og politiske modefænomener, som de dyrker med en sand ildhu. De hengiver sig til radikale synspunkter om klima, dekonstruktion og woke dit-og-dat. Rationelle argumenter preller af, ligesom de konstant higer efter omgivelsernes anerkendelse - og typisk får det.
Den dumsmarte er først og fremmest konformist, selv om vedkommende opfatter sig oprører eller modkulktur.
Efter kristendommen
Man forstår, at denne type af dumhed ikke først og fremmest er intellektuel, men snarere skyldes en karakterbrist, dvs. en menneskelig svaghed, som frister de dumsmarte til at se ned på mådehold, beskedenhed og kølig dømmekraft, som ellers virker som en modgift mod dumheden.
Dumheden er dybest set et selvbedrag, som kombinerer hæmningsløshed og forfængelighed og fører til handlinger begået i overmod, dvs. til grandiose tiårsplaner, selvros og megalomani.
Olavus Norvegicus kobler disse dumsmarte egenskaber historisk sammen med det 20. århundredes totalitarisme i form af nazisme og kommunisme. Disse samfundsformer blev først mulige efter den kristne kulturs opløsning.
De eliter, der skulle have forhindret barbariet, var allerede brudt sammen og valgte for nogles vedkommende ligefrem at samarbejde med ødelæggerne. Da Gud forsvandt, blev alting muligt, herunder den radikale dumhed, der ligger i benægte det transcendente.
Det materielle og umiddelbare blev altings målestok. Livshorisonten blev indsnævret til fysiske behov og tiltagende værdinihilisme. Sekularismen gjorde jorden flad, sådan at nazister og kommunister kunne marchere hen over den.
Det moderne samfunds problemer har med andre ord en religiøs årsag. I dag tror vi kun på os selv.
Forfatteren giver os ét valg: "Enten må europæerne opgive den kristne tradition og dermed også humanismen og troen på fremskridt eller også må vi vende tilbage til det religiøse fundament for disse ideer."
Vi bør vælge det sidste, mener forfatteren med den begrundelse, at kristendommen samlet set udgør det bedste grundlag for at erkende dybden og kompleksiteten i menneskenaturen og i verden, herunder vores dumhed og ondskab side om side med den ægte kærlighed og forsvaret for vores familier, byer og lande.
Situationen er alvorlig. I lighed med de totalitære stater foregår der i demokratierne en udvikling, hvor staten og samfundet smelter mere og mere sammen, sådan at individerne underlægges "fællesskabets bedste" og de nyeste ismer fra universiteternes overdrev, mens kristendommens lære om skyld og selvbegrænsning udskiftes med en dumsmart politisk ideologi som erstatningsreligion.
Risikoen er, at vi vil blive regeret af de intelligenteste, dummeste mennesker i verdenshistorien, og jeg skulle hilse og sige, at vi allerede er godt på vej.
Olavus Norvegicus: Dumhedens anatomi
60 sider, 129 norske kroner
Køb ebogen her.
