AkademikerPension har for nylig sendt et spørgeskema til sine medlemmer, hvor de løfter sløret for nye serviceydelser. Det er uklart, om de nye services er kønsopdelte, men man skulle angive, hvis man identificerede sig som nonbinær.
Ydelserne tæller blandt andet hjælp til udlejning af bolig, assistance med at finde kollegieværelser til børnene, opbygning af sociale netværk, hjemmeservice og økonomisk rådgivning.
Nuvel, et sympatisk initiativ, men ved nærmere eftersyn afsløres både en stereotyp forståelse af medlemmerne og et misforstået fokus – fjernt fra pensionskassens egentlige opgave: at sikre stabile afkast og økonomisk tryghed.
Akademisk boligportal
Blandt forslagene er, at AkademikerPension skal hjælpe medlemmerne med at udleje deres bolig.
Det er en opgave, som ellers allerede er glimrende dækket af etablerede platforme som Airbnb og BoligPortal. Hvorfor mener pensionskassen, at det er deres opgave at konkurrere med professionelle aktører?
Forestillingen om, at AkademikerPension skal bruge ressourcer på at udvikle et parallelt system for boligudlejning, virker både overflødig og ineffektiv. Ressourcerne kunne i stedet bruges på at optimere medlemmernes afkast, men måske er tanken, at akademikerne har så travlt med deres intellektuelle projekter, at de ikke selv kan finde “Udlejning for Dummies” på hylden.
Kollegieværelser til curlingbørn
Et andet forslag er hjælp til at finde kollegieværelser til medlemmernes børn. Det lyder som et efterladenskab fra curlinggenerationen, hvor selv den mindste modstand skal fjernes fra de unges vej. Men er det virkelig pensionskassens rolle at stå for boligjagten?
Spørgsmålet afslører også en grundlæggende antagelse: at akademikerbørn selvfølgelig vælger en universitetsuddannelse og dermed har brug for et kollegieværelse.
Men børn tager mange veje i livet, og ikke alle går den akademiske sti. Forestil dig pensionskassen for ufaglærte eller håndværkere, der tilbyder arbejderbørn at finde et kælderværelse nær skibsværftet. Det ville være fastlåsning af social mobilitet.
Akademisk parallelsamfund
Pensionskassen vil også hjælpe medlemmerne med at opbygge sociale netværk. Men hvilket netværk forestiller de sig, at akademikerne har brug for?
Sandsynligvis ikke det brede, folkelige netværk, der inkluderer alle samfundslag, men snarere et lukket parallelsamfund af ligesindede.
Tænk på et netværk kurateret af AkademikerPension: Informations læser i Ikast møder magisteren fra Mariager, og sammen kan de udveksle synspunkter uden at blive udfordret af en eneste habitklædt CBS-type eller håndværker i kakifarvet kedeldragt.
Det sociale netværk bliver dermed en klub for akademikere, der ikke blot søger ligesindede, men aktivt fravælger alle andre.
Hjemmeservice og håndværkere: En klasseskærm
Et af de mere konkrete forslag handler om at tilbyde hjælp til hjemmeservice og håndværkerarbejde. For i en verden, hvor pensionskassens sociale netværk, består af intellektuelle og humanister, kan det være praktisk at få hjælp til at finde en håndværker – så længe man ikke behøver have personlig kontakt med dem.
Man fornemmer en klasseforståelse, hvor det hårdtarbejdende Kansas-klædte segment holdes på afstand, mens magisterfamilien i ro og mag kan overlade det praktiske til nogen, der bliver formidlet gennem et digitalt filter.
Akademiker Pension ser ud til at påtage sig rollen som mellemmand mellem medlemmerne og dem med rigtigt arbejde.
Økonomisk rådgivning: Måske skulle de starte med sig selv
Den sidste foreslåede ydelse er økonomisk rådgivning. Måske virker dette som en naturlig opgave for en pensionskasse. Men i praksis klinger det hult, når det kommer fra en pensionskasse med middelmådige afkast og høje administrationsomkostninger. Skal Akademiker Pension virkelig være rollemodellen for økonomisk ansvarlighed?
Der findes allerede masser af uafhængige økonomiske rådgivere, der kan levere bedre og mere kvalificerede råd. Og alle har et pengeinstitut. Hvis AkademikerPension ønsker at hjælpe medlemmerne med deres økonomi, kunne de passende starte med at forbedre egne resultater.
Gratis? Nej, andre betaler
Ifølge spørgeskemaet kan ydelserne enten være gratis, delvist gratis eller betalbare. Men vi ved alle, at intet er gratis. Hvis noget er gratis for én gruppe, betyder det blot, at andre betaler regningen – enten gennem højere gebyrer eller lavere afkast.
Dette rejser et centralt spørgsmål: Hvorfor skal medlemmer betale for ydelser, som de ikke har bedt om, og som ligger langt fra pensionskassens kerneopgave?
Pensionskassen skal holde sig til sit mandat
AkademikerPension er ikke en digital serviceudbyder, en boligportal eller en formidlingsplatform for akademikere. Det er en pensionskasse, hvis opgave er at sikre medlemmernes økonomiske alderdom.
Når pensionskassen spreder sit fokus til områder som kollegieværelser, håndværkerhjælp og sociale netværk, underminerer den sin egen legitimitet.
Pensionskassens opgave er ikke at skærme sine medlemmer fra virkeligheden eller skabe parallelsamfund for den akademiske elite. Dens opgave er at levere stabile afkast og sikre økonomisk tryghed. Alt andet er spild af ressourcer og en unødvendig udvidelse af rollen som pensionskasse.
Hvis Akademiker Pension vil hjælpe sine medlemmer, burde de starte med det, de oprindeligt blev skabt til: at passe på medlemmernes penge. For alt andet kan akademikere – trods alt – klare selv.
Som medlem af AkademikerPension er man bundet af overenskomster og har ingen mulighed for at vælge en anden pensionskasse, hvis man er utilfreds. Netop derfor burde det være en selvfølge, at pensionskassen holder fokus på sin kerneopgave: at levere stabile afkast og forvalte medlemmernes opsparing ansvarligt.
Alt andet er spild af tid, penge – og en hån mod de medlemmer, der ikke kan undslippe.
Redaktionel kommentar: Det har tidligere fremgået af artiklen, at Per Clausen skulle sidde i AkademikerPensions bestyrelse. Det gør han ikke, så den sætning er fjernet