Den radikale altmuligmand Peter Turchin, der startede som økolog, har fået megen omtale i internationale medier i de seneste måneder. Årsagen er, at han i 2010 forudsagde, at 2020 ville blive et voldens år, og 2020’erne et voldens årti.
”Vi er essentielt sikre på at få masseprotester næste onsdag,” sagde Turchin, da jeg talte med ham i slutningen af oktober. Men trods hans dramatiske prognoser er Turchin i modsætning til de vestlige mediers skildring af ham ikke en dommedagsprofet.
Mere retvisende er han en ydmyg matematiker, der ser værdi i at teste, om vores samfund kan forstås som et dynamisk system, hvis dynamikker kan beskrives af nogle simple tal og formler. Turchin jagter alle data, der enten kan styrke eller svække hans teori. Han var derfor opsat på at bruge interviewet til at rekruttere mig som indsamler af data om Danmark.
Grunden til, jeg ville tale med ham, var dog ikke hans okkupation med at forudsige historien eller vores civilisations kollaps, og ej heller havde jeg tid eller ressourcer til at agere privat lejesvend for hans projekt, forsikrede jeg ham om. Jeg var mere interesseret i at bruge mine 30 minutter på at udspørge ham om, hvilke implikationer hans teori har for vores forståelse af borgerlighed.
Turchins teori har nemlig meget at sige om borgerlighed, selvom den ikke direkte beskæftiger sig med det. Teorien i en nøddeskal, kun lidt forsimplet, er som følger: Samfundskollaps følger uvægerligt en overproduktion af eliter. Det er nærliggende at slutte, at én af teoriens implikationer er, at vi må skille os af med eliten, hvis stabilitet ønskes, men intet sådan kan udledes af Turchins teori. Blandt andet fordi eliten slet ikke eksisterer. Som Turchin sagde til mig:
”Der er ikke sådan noget som eliten. Der er mange strata, mange lag, og mange elitepersonligheder.”
Derudover er eliternes ansigter – undertiden selviske og parasitiske, undertiden barmhjertige og produktive – i Turchins fortælling ikke primært bestemt af eliten selv, men af strukturelle og demografiske faktorer. Hvis vi accepterer dette, bryder hele idéen om de 1 pct. som en samlet fortælling sammen. Eliten kan det hele, fordi den er en paraplybetegnelse for en bred og omskiftelig portefølje af fantastiske og grimme skabninger – ligesom ethvert forsøg på at kategorisere mennesker er det.
En kurve mellem orden og kaos
Turchin er født i Obninsk i Rusland, men er nu bosat i Amerika. Han arbejder stadig primært med russiske kollegaer, ganske givet fordi deres ånd passer bedre til den type af arbejde, han laver. Tro mod sin megalomaniske, russiske natur kæmper Tuchin med at gøre historie til en videnskab. Men ikke på en Marx- eller Hegel-agtig måde, hvor historien bevæger sig i en bestemt retning og har et bestemt endemål.
”Mit primære job er at slagte teorier, ikke at få dem til at fordoble,” siger Turchin i et forsøg på at distancere sig fra historiske profetier og profeter. Turchins storhedsvanvid er forenet med en matematikers og videnskabsmands ydmyghed og forsigtighed. Krig og Fred, som Turchin gerne citerer fra, er på sin vis er en fiktionsudgave af Turchins arbejde. Denne bog er også megalomanisk i en vis forstand, men pointen er ganske ydmyg: Samfundet kan nok beskrives og katalogiseres, men det har ikke nogen bestemt retning. Det bølger og bruser og er meget lig den turbulens, differentialligningsvæbnede videnskabsmænd forsøger at beskrive. Bølgerne på havet er ikke perfekte oscillationer, men af den årsag konkluderer vi ikke, at de ikke trods alt har en synlig struktur og er regeret af bestemte love.
Turchin er derfor også den første til at erkende, at hans beskrivelse ikke er perfekt. Men den er et forsøg. Mere præcist har Turchin skabt en matematisk model, som med uncanny præcision kan forklare og forudsige, når samfund kollapser og mere generelt svinger mellem stabilitet og uro. Modellen beregner ét enkelt tal – det, han kalder Political Stress Index eller blot PSI. Jo højere tallet er, des større sandsynlighed for revolution, uro og optøjer.
Samfund svinger som en sinuslignende kurve mellem orden og kaos, parallelt med fald og stigninger i det politiske stress-indeks. Turchin noterede i 2010, at PSI så ud til at peake for USA i 2020. Turchin fik ret, og med 1910’erne og 1960’erne som seneste voldsårtier styrkede 2020’s begivenheder teorien om de såkaldte far-og-søn-cyklusser, som beskriver svingninger mellem minimal og maksimal vold som varende typisk 50-60 år. PSI-tallet var unikt højt i disse tre perioder, ligesom det er det nu.
George Floyd
Set fra Turchins synspunkt er mordet på George Floyd et arbitrært udtryk for de kendte kanariefugle i kulminen.
”Hvis du har en bunke træ og en tændstik, så brænder bunken og går derefter ud. Hvis du derimod har en masse brændbart materiale, så har du lige pludselig en ild, der spreder sig,” siger Turchin. Turchin kalder George Floyd for James Floyd. Det er ikke så vigtigt, om det er en kæk demonstration af hans teori eller en talefejl. For faktum er, at Turchin fokuserer på det brændbare materiale nærmere end tændstikken, og Floyd var en tændstik i en bunke halm på størrelse med USA. I et miljø med en bugnende PSI kunne tændstikken have været George Floyd eller en hvilken som helst anden. Det vigtige er, at én eller anden tændstik eventuelt ville falde på den brændbare jord og igangsætte en steppebrand.
I Turchins optik var Floyd særligt antændende, fordi han blev slået ihjel i et miljø, hvor PSI-tallets tre komponenter – eliter, stat, og masser – alle tre var unikt skrøbelige. Overproduktion af eliter, en svag, forgældet stat og forarmede masser var den fulde opskrift på ild, men 80% af modellens forudsigelseskraft – PSI-tallet – stammer udelukkende fra elitekomponenten. Dette er ikke Turchins eget tal, men det kan udledes af hans model.
Byen Portland, i staten Oregon – måske den mest voldsramte post-Floyd by i USA – får en anden aroma i lyset af Turchins teori. USA's vestkyst, hvor Portland har til huse, er ikke blot uhørt ulighedsramt – den er fyldt med en wanna-be-overklasse, hvis forventninger til deres liv og karriere ikke er blevet mødt af et hastigt skiftende arbejdsmarked og et ødelagt uddannelsessystem. Ikke desto mindre har disse aspiranter øjensynligt ressourcer nok til at bruge deres aftener på hærværk og guillotinebyggeri.
Eliter er et gode
Rent anekdotisk er Turchins teori ny vin på gamle flasker. Det er ofte bemærket, at de russiske, franske, engelske og amerikanske revolutioner ikke brændte fra bunden af bygningen, men fra de øverste etager og ned. Blandt andet udtalte Thomas Gage allerede i 1765, at ”advokaterne er den evige kilde til højtråbende krav i enhver provins”, mens Jean Ceau beskrev optøjerne i Paris 1968 som “den mærkelige revolution, hvor sønner af bourgeoisen kaster brosten på sønnerne af proletariatet.”
Alexis de Tocqueville møntede desuden termen ”the revolution of rising expectations,” efter han observerede, at det primært var franske regioner med stigende levestandarder, der kastede brænde på den franske revolutions bål. Tendensen gælder også i dag. I en stikprøve er det vist, at aktivistiske demonstranter på gaderne i USA i 2020 er dobbelt så tilbøjelige til at tjene over 100.000 dollars om året som den gennemsnitlige amerikaner.
Michael Lind, aktuel med bogen The New Class War (2019), beskriver i Tablet Mag gadeglade aktivister i USA som folk, der et årti fra nu vil ”have højt betalte jobs, mange af dem i progressive sektorer såsom universiteter og NGO’er, [mens] de mindre heldige stadig arbejder ved Starbucks – måske i den butik, hvis ruder de selv spraymalede og knuste.”
Det er denne fortælling, de vestlige, liberale medier er løbet med. I denne fortælling portrætteres Turchin glædeligt som fortaler for en afskaffelse eller reduktion af eliten. Måske står en del af dette portræt for Turchins egen regning, hvis man tager med i ligningen, at han af og til griber til pennen og skriver tekster til dagspressen med titler såsom ”Blame rich, overeducated elites as our society frays.”
Men den største del af forklaringen på det typiske Turchin-portræt skal nok findes i en vis journalistisk bias. Den anden side af Turchins model fortæller, at en forenet elite kan lede til konkurrence af den produktive art og være med til at opbygge hele samfund og civilisationer. Den fortæller også, at så længe eliten er forenet, som den er det i Danmark, kan masserne være så forarmede, som eliten har lyst til, uden at nævneværdige ændringer kan forventes. Det, der kan afskibe en eventuel parasitisk elite på et samfund, er ikke færre eliter, men flere eliter – eller som minimum en anden elite. Man kan sagtens argumentere for, at denne anden halvdel af hans teori er ligeså væsentlig som den første, mere overskriftsværdige og progressivt lydende del.
Turchin har noget at sige om borgerlighed. For hans teori forklarer, hvornår eliter – ofte talt om som de 1 pct., men som i Turchins teori mere kan beskrives som kampen mellem fraktioner blandt de øverste 40 pct. – er gode for den almene borger, og hvornår de ikke er. Spørgsmålet er ikke, om vi skal mindske eliten eller ej. Spørgsmålet er, hvordan én elite kan give stafetten videre til en anden elite uden alt for megen overskydende blodsudgydelse.
Danmark og eliterne
Sådanne stafetoverdragelser er i Turchins teori drevet af sammenspillet mellem to eller flere elitegrupper og de herskende strukturelle og demografiske omstændigheder. Tænk på et fragmenteret, post-Rom Europa før den industrielle revolution. Dødeligheden var abnorm. Konstant krig var en væsentlig faktor i den høje mortalitet, men massiv urbanisering og immigration, sammenkoblet med øget handel med andre nationer, bidrog ligeledes til den høje dødelighed. Fertiliteten var samtidigt lav relativt til resten af verden på grund af fænomenet kunstig fertilitetsrestriktion.
Efter Den sorte død fulgte øget velstand og et skift i efterspørgsel mod luksusvarer såsom smør og ost. Dette arbejde var primært udført af kvinder. Konsekvensen var, at kvinder giftede sig senere og i gennemsnit fik færre børn end i lande uden for Europa. Europa under og før den industrielle revolution og oplysningstiden var et miljø med konstant udfordrede befolkningstal, høj velstand, og en stor grad af fragmentation samt konkurrence og handel mellem stater. Dette skabte en elitedynamik, hvor eliter med en entreprenørånd havde gode muligheder, mens eliter, der ville dæmpe disse entreprenører og innovatører, havde dårlige muligheder grundet lav mobiliseringskraft, en generelt velhavende befolkning samt et fragmenteret miljø, hvor det var let at rejse udenlands, hvis elitekampe blev for stærke eller inkvisitionen bankede på døren.
Det var under disse omstændigheder, at Danmark blev til Danmark. Historikeren Paul Sharp, som forsker ved SDU, har vist, at denne historie typisk er misportrætteret.
”Hvis man ser på historiebøgerne er det, som om andelsmejerierne kom ud af ingenting,” siger Paul Sharp. På otte år, fra 1882 til 1890, er Danmark pludselig fyldt med andelsmejerier. Men andelsbevægelsen skabte ikke sig selv. Nærmere var det ovenstående strukturel-demografiske miljø, der banede vejen for et eliteskifte, som efterfølgende banede vejen for andelsbevægelsen. Eliter fra Slesvig opkøbte jord, som kongen havde privatiseret af nødvendighed. De slesvigske eliter indførte ny teknologi og etablerede landbrugsskoler. Da stavnsbåndet blev ophævet, var det teknologiske og videnskabelige fundament lagt til, at andelsbevægelsen kunne etablere sig med revolutionerende hast. Men det var demografiske og strukturelle faktorer der gjorde, at én elite – kongen – gav stafetten videre til en anden elite – slesvigske handelsmænd og innovatører.
Upper Tail Knowledge
Mange lignende, skelsættende sider i historiebøgerne, der hidtil har været skrevet som drevne af proletarernes og arbejdernes hænder, er ved at få nyt blæk. Særligt i den industrielle revolution er elitens rolle i stigende grad blevet noteret. Den typiske historie, populært fremlagt af eksempelvis David Mitch (1993), er, at menneskelig kapital og eliter spillede en ubetydelig rolle i den industrielle revolutions fødselsland, England. Men denne historie er, ligesom den danske, efterhånden ved at blive udvidet. Især historikerne Nico Voigtländer og Hans Voths arbejde har tegnet et nyt billede af det skelsættende moment, hvor Europas økonomi ført an af England pludseligt fløj forbi alle andre. Fejlen, som tidligere forskere har begået, mener Voigtländer og Voth, er at se på gennemsnit af menneskelig kapital, nærmere end koncentrationen af øvre menneskelig kapital.
Hvis man ser på det, de kalder Upper Tail Knowledge, er historien en ganske anden end den traditionelle. Her er sammenhængen mellem koncentration af øvre menneskelig kapital og graden af industrialisering signifikant. Thomas Newcomen, opfinderen af dampmaskinen og den måske mest væsentlige figur i den industrielle revolution, er ofte portrætteret som en menigmand, men som mange forskere efterhånden har påpeget, var dette langt fra tilfældet. Newcomen var en del af den såkaldte Hartlib-cirkel, opkaldt efter Samuel Hartlib, der som en central node i et netværk organiserede information blandt intellektuelle i Europa. Newcomen og andre intellektuelle eliter nød godt af den såkaldte Bill og Rights fra 1689, som begrænsede kongens magt og myndighed og sikrede et fordelagtigt miljø for innovation. Newcomens opfindelse kom hele samfundet, og senere hele verden, til gavn. Men hvorfor blev Bill og Rights underskrevet? Bag om tæppet er en række demografiske og strukturelle faktorer.
Kampen for plads i hierarkiet
Turchins konklusion er, at et skift i elitedynamikker – hvilket Bill og Rights i realiteten var – er et resultat af et generelt, demografisk og strukturelt pres, nærmere end et resultat af specifikke historiske personer, institutioner og idéer. Denne idé har altidværet lige så kontroversiel for én fløj, som den har været åbenlys for en anden. Teorien er inspireret af historikeren Jack Goldstone strukturel-demografiske teori, som han udarbejdede i bogen Revolution and Rebellion in the Early Modern World (1991). Den lagde heftig vægt på befolkningstal og demografi i dens forklaringer, var yderst kontroversiel og derfor svær at publicere.
Så snart den fik dagens lys at se, tog Turchin dog teorien til sig og videreudviklede den. Dynamikken, som teorien beskriver, er relativt simpel. Øget velstand som følge af eksempelvis ny teknologi leder til øget populationstal. Sådanne ændringer kan også indfindes via fluktuationer i mortalitet-, fertilitet- og immigrationsrater. Dette hæver priser og sænker lønninger. Renterne stiger, eliternes (fx landejeres) indkomst stiger, og bunden på eliteloftet skyder i vejret. Eliter mærker, at der er flere eliteaspiranter om det samme antal elitepositioner og kæmper hårdere for at holde deres plads i hierarkiet.
”Ledere finder det svært at holde trit med stigende priser, lave lønninger leder til lave skatteindkomster, og eliterne gør, hvad de kan for at holde på det, de har,” siger Goldstone.
For én elite stiger indkomsten – men for en anden falder den. Elitekamp opstår. Hvis staten samtidigt er svag, sælger aktiver, påtager sig gæld, søger at taksere eliten og skærer ned på offentlige udgifter, er bunden lagt for optøjer. Den utilfredse del af eliten vil nu mobilisere den lavere klasse i sin aspiration for at stige i hierarkiet. Borgerkrig opstår. I denne nedadgående fase vil populationen falde, antallet af eliter gøre det samme, stabilitet genoprettes og bunden for starten på en ny cyklus bygges. Det er på et sådant bagtæppe, at Turchin analyserer specifikke begivenheder og elitestafetter såsom Englands betydningsfulde Bill of Rights eller den danske konges privatisering af jorden.
I bøgerne Historical Dynamics (2003) og Secular Cycles (2009) viste Turchin, at alle historiske samfund har gennemgået såkaldte ”sekulære”, altså langvarige, cyklusser, som beskrevet ovenfor. Turchin viste senere, i Ages of Discord (2016), som retter sit fokus specifikt mod USA’s historie, at teorien også holder for postindustrielle samfund. En af Turchins centrale opdagelser er, at overproduktion af eliter står i omvendt forhold til generelt velvære i samfundet målt på en række specifikke parametre såsom levetid, løn og gennemsnitshøjde. Overproduktion af eliter står også i direkte forhold til mængden af voldelige optøjer. Grafen nedenunder er fra Turchins model over USA:
Det er denne dynamik og graf, der i 2010 fik Turchin til at forudsige, at 2020’erne ville blive et voldens årti i USA. Men USA er ikke et unikt samfund. Nærmere er det en tro kopi af de dynamikker, tidligere samfund har gennemgået.
“Parallellerne mellem det tidlige Rom og den tidlige Amerikanske Republik er bemærkelsesværdige,” siger Turchin. Og det er parallellerne mellem den sene romerske republik, og det sene romerske imperium, og det nuværende Amerika også. Ifølge Turchin blev både Roms republik og det romerske imperium skabt af forenede eliter og kollapsede under en århundrede lang elitekamp som følge af eliteoverproduktion.
Store samfund kan ikke fungere uden eliter
I sin bog War and Peace and War (2005) har Turchin beskrevet, hvorledes det romerske aristokrati under den tidlige republik gennemsnitligt var mere villige til at blive dræbt i krige end den gennemsnitlige borger.
”Det var ikke noget tilfælde, at det oprindelige latinske ord for ”folk” – populus – var ”hær,” siger Turchin. Roms krigeriske ekspansion fandt sted i et miljø med forende eliter, en reduceret befolkning og generel velstand, som forudsagt af den strukturel-demografiske model. Aspirationen om de øvre stillinger var dalende under krigene.
”Konsuler med konsulære fædre faldt til 30 pct., mens antallet af konsuler med konsulære sønner forblev på 38 pct.,” skriver Turchin. Hannibal blev besejret med hiv og slæb, selvforsynende landbrug blev erstattet af et salgsafgrødesystem, og en kreditorøkonomi tog over fra en debitorøknomi. Befolkningen var træl.
Men tro mod Turchins model ledte selv ekstrem ulighed i et halvt århundrede efter sejren over Hannibal ikke til store samfundsændringer. For mændene, som ledte Rom efter Hannibals nederlag, kultiverede ikke den form for elitepopulisme, som senere skulle vise sig at nedbryde republikken. Republikken forblev nogenlunde stabil ,indtil det stigende skel mellem det hereditære aristokrati og folk, som var begyndt at blive rige som følge af det nye jordejersystem, blev for stort. Politikeren Tiberus Gracchus, født ind i en eliteposition, men ude af stand til at få sin elitesult opfyldt, var den første elitepopulist, der skulle ændre republikkens retning mod dens fald. Gracchus ville redistribuere landet til bønderne, men blev myrdet af en elite, der så deres egen position svækket som følge af Gracchus’ ambitioner. Elitekampen mellem Gracchus og senatet ledte til det første blodblad i hundrede år. Gracchus blev myrdet i 139 f.kr. af en frygtsom elite. 100 års borgerkrig fulgte.
På bundlinjen i Turchins fortælling står, at Rom blev bygget af krig og nedlagt af borgerkrig. Dette er ikke nogen overraskelse. I bogen Ultrasociety – How 10,000 Years of War Made Humans the Greatest Cooperators on Earth (2015) har Turchin vist, hvordan krig mellem stater historisk set har fostret innovation, vækst og holdt population nede, mens krig inde i stater, såsom borgerkrig, typisk har modsatte effekt. Når én konservativ elite kæmper mod andre stater, og en anden intellektuel elite samarbejder på tværs af grænser, kan det have en overordnet eksplosiv og positiv effekt på et samfund – som vi så det omkring den industrielle revolution. Men når eliten ikke kan flygte – som det er tilfældet i et imperium – og der er for mange eliter til antallet af elitepositioner, er bunden lagt for borgerkrig og kollaps. Tiberius Gracchus, hans lejemordere, eller de følgende elitepopulister frem mod republikkens fald, var fanget i omstændighedernes favn. Republikken faldt, og et monarki blev etableret i 40 f.kr, hvor Augustus blev kejser, og elitedynamikken nåede et nyt ligevægtssystem.
Hvad kan vi sige om eliten, hvis den både skabte og nedlagde republikken? Pointen er, at der altid er flere eliter i spil. Eliten eksisterer ikke i singulær, men den er altid til stede, når samfund bevæger sig. Dette er et fint standpunkt at tage som borgerlig. Vi er i dag i en renteøkonomi, hvor eliter er mere selviske, end de har været i tidligere årtier. Hvad vi kan sige er, at dem, der ønsker den nedlagt, ikke er lejere, men udlejere, der ikke udlejer så meget, som de ønsker. Det er dem, bunden kan og skal sætte sin lid til. For ”store samfund kan ikke fungere uden eliter,” formaner Turchin. Det er dette, Turchins teori i sin helhed viser, og som de fleste progressive mediers portrætter af ham har bagatelliseret.
