Artikel

21.02.24

En hemmelig Kurt Westergaard original kommer ikke på auktion

Der eksisterer mindst én tegning af Kurt Westergaard, hvor Muhammed har en bombe i turbanen - tegnet med tusch direkte på håndtørre-papiret fra toilettet på Jyllands-Posten. Den er i privat eje i Danmark og er ikke til salg på den auktion, som gallerist Erik Guldager har annonceret. Kurt Westergaard tegnede den og forærede den til den nuværende ejermand for mange år siden.
Billedet er ophavsretligt beskyttet. Hvis du vil bruge billedet, så kontakt KONTRAST på mail til: redaktionen@kontrast.dk
Billedet er ophavsretligt beskyttet. Hvis du vil bruge billedet, så kontakt KONTRAST på mail til: redaktionen@kontrast.dk

Et sted i Danmark hænger på væggen en original Kurt Westergaard tegning af Muhammed med en bombe i turbanen. En original tegnet på én af de håndtørre-servietter fra Jyllands-Postens toilet, som Kurt Westergaard yndede at bruge til sine tegninger til avisen.

Historien om Kurt Westergaards muhammedtegning er ellers, at originalen på serviet blev smidt i skraldespanden og forsvandt, da den var blevet kopieret over på almindeligt A4-papir.

Men Kurt Westergaard gjorde det igen. Han tegnede Muhammed mindst én gang til på en serviet, og denne gang blev den ikke smidt ud, men blev foræret til den nuværende ejermand, der har holdt den privat og anonymt i alle årene.

Gallerist Erik Guldager, som i disse dage har lanceret en storstilet auktion over ’originalerne’, erkender da også, at det er A4-kopier, som er udnævnt til originaler i mangel af den rigtige original, som Kurt Westergaard dumpede i papirkurven.

Men for samlere, der vil erhverve et værk, der er ét trin tættere på kunstnerens tuschpensel end en A4-kopi, eksisterer der altså mindst én original, som er tegnet ret præcist som den version, der blev trykt i Jyllands-Posten i 2005. Tegnet på papir fra toilettets papirautomat.

Den er ikke til salg, men mit håb om, at Kurt Westergaards muhammedtegning kan komme op at hænge på Christiansborg ovenover mindetavlerne for Finn Nørgaard og Dan Uzan, er blevet stærkere.

Jeg ved, hvem ejeren er, men han vil gerne være anonym, så det respekterer jeg.

Visheden om, at der er en original-original derude, som ikke skal sælges til højestbydende, vil gøre det lettere for Folketingets partier at forhandle med ejeren om et udlån eller en donation til folkestyret.

Jeg vil arbejde videre i det spor, for jeg mener seriøst, at netop den tegning er enormt vigtig til at illustrere, hvad ytringsfrihed handler om. Ikke fordi den skal fortsætte med at provokere, men fordi den skal minde os om, at friheden har en pris.

Det havde den for Jyllands-Posten, for Kurt Westergaard, for Finn Nørgaard og Dan Uzan og utallige flere blandt andre for tegnerne på Charlie Hebdo og for skolelæreren Samuel Paty. Så mange har betalt med deres liv for at ytre sig.

Vi skal som folk lære at acceptere, at friheden ikke er naturlig. Den er tilkæmpet, og den kommer med en pris, som vi skal være villige til at betale.

Genindførsel af blasfemiforbuddet, som regeringen gennemførte med støtte fra Det Radikale Venstre, kunne kun ske, fordi danskerne tror, at frihed skal være gratis.

Der skulle kun et lille kvæk til om stigende terrortrussel og tab af eksport, så lod Folketingets flertal sig kue – og et flertal af danskerne bakker op.

Det er en ynkelig og skamfuld måde at behandle den frihed på, som så mange har ladet livet for.

Derfor skal Muhammed med bomben i turbanen op at hænge i folkestyrets centrum – i Vandrehallen på Christiansborg.

 

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter