Artikel

11.06.24

Er du mand, så bid det i dig

En ny undersøgelse afslører store forskelle i danskernes holdninger til psykisk vold i parforhold, afhængig af om volden er rettet mod mænd eller kvinder. Resultaterne viser, at når mænd er ofre for psykisk vold, er der færre, der mener, at mandlige ofre bør dele deres oplevelser med venner og familie eller anmelde volden til politiet.

Mænd forventes i større omfang selv at håndtere deres kvindelige partnere, når de udsættes for psykisk vold. Det er ikke noget, man behøver at snakke om og slet ikke at melde til politet, selv om det strafbart og har været det i nogle år.

Det kan man læse i undersøgelsen HOLDNINGER TIL PSYKISK VOLD MOD MÆND OG KVINDER I DANMARK. Undersøgelsen, som er lavet af ALS-research og Voxmeter med støtte fra Paul Lyngbye viser også, at yngre voksne (18-34 år) har sværere end ældre voksne ved at genkende tegn på psykisk vold og forstå dens negative følger. Selvom de fleste voksne kan identificere psykisk partnervold og anerkender dens skadelige virkninger, er yngre voksne i mindre grad bevidste om disse problemstillinger.

Selvom psykisk vold har været ulovligt i Danmark siden 2019, er antallet af anmeldelser og sigtelser lavt. Mange danskere mangler tillid til, at politiet vil tage anmeldelser om psykisk vold seriøst, især når volden ikke er åbenlys. Dette kan være en forklaring på det lave antal anmeldelser, da der er en udbredt opfattelse af, at politiet måske ikke vil anerkende den beskrevne adfærd som ulovlig.

Kvinder er generelt bedre til at identificere psykisk partnervold end mænd, uanset hvem der er gerningsmand eller offer. Især er kvinder mere tilbøjelige til at se de negative psykiske konsekvenser af vold mod mænd og mindre åbenlyse former for vold mod kvinder. Derimod er mænd og kvinder mere enige, når det drejer sig om meget åbenlys vold mod kvinder.

Uddannelsesniveau spiller også en rolle i holdningerne til psykisk vold. Højere uddannede danskere er mere tilbøjelige til at mene, at åbenlys psykisk vold mod kvinder har alvorlige konsekvenser, og at ofrene bør søge støtte hos venner og familie. Denne tendens er dog ikke lige så markant, når det handler om vold begået af kvinder mod mænd.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter