De musikere, der for tiden skingert støtter Palæstinas befrielse og i samme selvhøjtidelige primalskrig skråler på Israels udslettelse, begår ikke bare klare lovbrud med hadtale og opfordring til drab, de underminerer også elementært deres egen scene.
Israel er ubetinget det eneste land i Mellemøsten, der sikrer kunstens frie mulighed og ikke mindst kunstens frie ytring. Bob Vylan eller Fontaines D.C skal ikke ønske sig en klode regeret af de regimer, de så højhelligt hylder fra Glastonbury eller Roskilde Festivalen. Her ville de ikke være så meget som i nærheden af de samme chancer for opråb.
Det er et paradoks, ingen af de galpende artister synes at forstå. De nylige underskriftindsamlinger fra dansk kunst imod regeringens opbakning til Israel lider under samme tragiske blindhed.
Vi kryber for mørkemænd
SVM-regeringen indførte for ikke så længe siden en Koranlov. Et misfoster af en paragraf. Vi kryber for mørkemænd i den muslimske verdensorganisation OIC. Det kan koste to år i fængsel at udæske Koranen. Men det har åbenbart ingen retslige konsekvenser, når artister her til lands så savlende kræver Zions endeligt.
”Israel begår krigsforbrydelser!” brøler de over rampen. Må jeg lige indvende, at Israel ikke dømt for den anklage? Hvis de havde sagt noget tilsvarende om et menneske, havde det været strafbart.
Konflikten angår mig åndeligt
Krigen imellem Rusland og Ukraine rammer mig som samfundsborger i et samlet Europa. Den drejer sig om to ideologier i kollision. Det russiske autokrati overfor den ukrainske liberalisme. Krigen i Gaza omfatter et sjæleligt perspektiv. Krigen angår mig eksistentielt.
Israel er det eneste demokrati i regionen. Det er et land med legitime valg, med menneskerettigheder og plads til ytring. Deres modpart rummer ingen af disse søjler. Israel har overskud til tanke og diskussion. Det er der ikke i islamisk politik. Her er samtalen kvalt. Konflikten angår mig åndeligt.
Det er blandt meget andet derfor, at det er mig så inderligt imod, at flere hundrede forfattere, skuespillere og filmfolk har i de forgangne uger sendt harmdirrende epistler med underskrifter til regeringen med krav på at svække Israel.
En klar kulturel konsekvens
Når den kreative klasse så enstonet støtter den uforbeholdne fordømmelse af IDF (Israels væbnede styrker, red.), har det en klar kulturel konsekvens. Det tegner et billede af de hjørnesten fremtidens kunst og underholdning er bygget på.
Signaturerne er derfor ikke uvæsentlige. Skuespillere og filmfolk arbejder oftest baseret på statsstøtte. Det er skatteydere, der betaler de skrå brædder. Så kunstens beslutning om værdigrundlag griber ind i os alle.
Elitens erklæringer tilgodeser den palæstinensiske sag, så vi må altså imødese, at dansk litteratur, teater og film tilsyneladende fremover vil være domineret af had til Israel. Det risikerer at forstærke den i forvejen omsiggribende antisemitisme overalt.
De mangfoldige insisterer på ensporethed
Kulturen pulveriserer i den monotone favorisering af den propalæstinensiske sag. Den har gjort ubodelig skade på Pridefestivalen. Sidste år forlangte ledelsen, at sponsorerne tog stilling i forhold til Gaza. Var man ikke med PLO, så blev man resolut sat på porten.
De store sponsorer trak sig, og Pride er i dag en skygge af sig selv. Hvordan kan en festival, der ser sig selv som et ikon på mangfoldighed insistere på ensporethed? Ved administrationen ikke, at transkønnede flygter fra Vestbredden og ind i Israel for at få mulighed for at praktisere deres seksualitet?
Hamas har tabt militært - kulturlivet har tabt til propagandaen
PLO har selv smadret deres råderum. De har siden 1948 med ildhu blokeret for forsoning. Ingen ønsker at modtage palæstinenserne. Egypten åbner ikke bommen ved Rafah. Palæstinenserne er en paria i samtlige muslimske nationer, der grænser op til Gaza. Hvor er protesterne fra dansk kulturliv i den forbindelse?
Kalifatet i Iran begår rovmord på minoriteter, på muslimer i deres eget land. Hvor er underskriftsindsamlingerne fra poeterne imod den udrensning?
Hvad Hamas har tabt militært, har de vundet med propaganda. Når kulturen begynder at modsætte sig regeringens støtte til Israel uden at stille krav til Israels fjender, skaber det præcis den splittelse, Hamas gik efter. Det vil jeg gerne skrive under på.
