Den 10. november 1975 vedtog FN, at zionisme er racisme. Den israelske FN-ambassadør Chaim Herzog bemærkede bittert fra talerstolen, at vedtagelsen skete præcis på 37-årsdagen for Krystalnatten, den brutale nazistiske optakt til Holocaust.

16 år senere, i december 1991, vedtog Generalforsamlingen at annullere den berygtede ‘zionisme er racisme’-resolution. Adskillige af de lande, der 16 år tidligere stemte for resolutionen, undskyldte endda overfor Israel.

I de 16 år mellem de to afstemninger ligger naturligvis en god del historie, både i Mellemøsten og globalt: Sovjet var brudt sammen, den første Irak-krig havde fundet sted, PLO-terror over det meste af kloden havde paradoksalt nok ført til Israels anerkendelse af PLO som repræsentant for et ‘palæstinensisk folk’ og til terrororganisationens observatørstatus i FN.

Det var USA og Israel, som forlangte ”zionisme er racisme-resolutionen” fjernet som betingelse for forhandlinger med PLO. Det var et storpolitisk pres og ikke noget pludseligt klarsyn, der sikrede, at den berygtede resolution blev erklæret null and void.

World Zionist Organization
WZO blev grundlagt i 1897 i Wien under den første jødiske verdenskongres. Theodor Herzl, forfatteren til Der Judenstaat, skabte WZO som et middel til at fremme ideen om en jødisk hjemstat, helst i det oprindelige Israel, men gerne andre steder, fx Madagascar eller hvor som helst, det kunne lade sig gøre.

Et jødisk hjemland var nødvendigt for at beskytte jøderne mod århundreders pogromer. Zionisme betød frem til Israels uafhængighed i 1948 den politiske bevægelse for et jødisk hjemland, en jødisk nation.

Et dygtigt lobbyarbejde fik allerede i 1917 den engelske udenrigsminister Balfour til at udstede den berømte deklaration, hvor det engelske imperium støtter oprettelsen af et jødisk hjemland i det daværende Palæstina. Deklarationen blev en del af både Folkeforbundets og senere FN’s formelle vedtægter og en del af international ret. Efter 1948 og grundlæggelsen af det moderne Israel betyder zionisme helt enkelt, at man støtter Israels ret til at eksistere.

Dansk Zionistforbund, som er medlem af WZO, beskriver sit formål således: “Zionisme er det jødiske folks frihedsbevægelse. En bevægelse, der siger, at jøder på lige fod med alle verdens andre befolkninger har ret til et hjemland, hvor det jødiske folk kan leve efter sine kulturelle, historiske og religiøse traditioner. Zionismen er ikke vendt mod andre befolkningsgrupper, men ønsker at leve i fred og harmoni med sine omgivelser.”

Israels ret til at eksistere
Ingen andre stater er udsat for samme diskussion om deres ret til at eksistere, som Israel er, ingen overhovedet, kun det jødiske Israel.

Jamen Israel er jo en ny og kunstig stat, lyder modargumentet. Israel er europæernes aflad for Holocaust, og europæerne burde i stedet repatriere jøderne, når nu staten Israel alligevel bukker under for det arabisk-muslimske pres, fortsætter man.

Magen til sludder er sjældent hørt. Omkring halvdelen af verdens stater er dannet efter 2. verdenskrig; alene siden 1990 er mere end 30 nye stater opstået. Deres ret til at eksistere - trods deres i mange tilfælde horrible blodige historie - diskuteres aldrig. Kun Israels.

Pakistans ret til at eksistere
Lad mig tage Pakistan som eksempel, fordi landets historie på nogle punkter er parallel til Israels. Pakistan betyder “De renes land”, altså landet for de rene muslimer. Pakistan blev født som en ide samtidigt med zionismens drøm om et land for jøderne, Israel.

Pakistan blev skabt i 1947, er år før Israel. Dannelsen af Pakistan affødte en grusom borgerkrig og enorme folkevandringer, der i blodighed og omfang var mangefold værre end følgerne af Israels selvstændighed.

Pakistan har siden sin etablering haft militærdiktatur adskillige gange, været i permanent krigstilstand med Indien, har krænket samtlige menneskerettigheder, har ikke magtet eller ønsket at løse sine enorme fattigdomsproblemer, har eksporteret atomvåbenteknologi, er basis for al-Qaeda terrorismen, er primær årsag til Kashmir-konflikten, er storleverandør af terrorister og så fremdeles.

Men ingen har nogensinde diskuteret Pakistans ret til at eksistere, endsige foreslået, at Indien skulle forberede sig på repatriering af de oprindelige indiske muslimer. De millioner af mennesker, der blev fordrevet fra Pakistan, lever heller ikke i flygtningelejre eller kræver retten til sammen med deres efterkommere at vende tilbage til deres gamle land.

Kun når det gælder det demokratiske og højt udviklede Israel begynder "retten-til-at-eksistere-som-stat"- diskussionen. Kun Israel - aldrig Pakistan eller andre nye lande med samme baggrund.

Religion eller folkeret
I kristne og jødiske kredse og generelt blandt Israels venner bruges ofte et religiøst-historisk argument for Israels ret til at eksistere: At Israel er the promised land; det land, som Gud havde lovet det jødiske folk, Guds udvalgte folk. Her forstås Israel som en lang sammenhængende - måske endda forudbestemt - historie fra de ældste profeter til det moderne Israel.

Men Israel behøver ikke begrunde sin eksistensret i hverken historie eller religion. Det er ganske overflødigt. Vi har Folkeretten til det samme.

I Folkeretten anerkendes en stat, når den anerkendes af et betydeligt antal andre stater. Der er også andre fundamentale krav: Et fast landområde, en fastboende befolkning, myndighed over hele statens område og en politisk struktur, der kan indgå aftaler med andre stater.

Alt det havde Israel på plads, da Ben Gurion udråbte Israel den 14. maj 1948 - velforberedt gennem årtier af WZO, den internationale zionistorganisation. Israel var et velforberedt og veludbygget land, der levede i skyggerne under det britiske mandatområde før selvstændigheden.

Israel blev omgående anerkendt de facto af USA, og Sovjet var det første land, der gav Israel en de jure-anerkendelse, altså at Israel er en legitim stat efter Folkeretten. En lang række andre lande fulgte efter med anerkendelse.

Israels selvfølgelige og indiskutable ret til at eksistere indtrådte efter Folkeretten allerede i 1948. Der behøves ikke andre begrundelser.

Hvem betvivler Israels ret til at eksistere?
Først og fremmest Iran og såkaldte “Modstandsakse”, som Iran har samlet: Hizbollah, det libanesiske shia-islamistiske politiske parti og de militante grupper, der har de facto kontrol over Libanon ind over grænsen til Syrien. Ved siden af disse er adskillige palæstinensiske militante grupper, Hamas, Islamisk Jihad og andre organisationer- som fx houthierne i Yemen.

Den europæiske og amerikanske venstrefløj kunne lige så godt være en del af “Modstandsaksen”, al den stund, at de ikke anerkender Israels eksistensret. Læs fx dette fra Enhedslisten, vedtaget i maj i år:

“I grove træk er zionismen en kolonial national ideologi, som i praksis og sin ideologiske essens er racistisk og diskriminerende, idet zionismen giver jøder forrang og arbejder for jødisk dominans på bekostning af andre etno-religøse grupper indenfor samme territorium”.  Resolutionen har overskriften: “Enhedslisten er et anti-zionistisk parti”.

 Det hører med i billedet, at Enhedslisten faktisk anerkender Israels ret til at eksistere- og dog: “Vi anerkender Israel indenfor 67-grænserne. Men fordømmer besættelsen af Gaza og Vestbredden.”

Eller dette helt friske citat fra ‘Solidaritet’, der kalder sig Venstrefløjens medie: “Er det ikke længere legitimt at sætte spørgsmålstegn ved staten Israels eksistensberettigelse? Staten Israel er blevet bygget på terror og erobringer af nabolandenes jord– på fordrivelse af palæstinensere og apartheid. Staten Israel definerer sig som en religiøs stat– og giver privilegier til borgere pga. deres religion og diskriminerer andre.”

Det er nuancer, der adskiller venstrefløjen holdninger og Irans patologiske had mod Israel. Israels manglende ret til at eksistere er fællesnævneren.

Folkeretten er det bedste argument for Israel
Selvom mange føler dybt og ofte religiøst begrundet for Israel - jeg selv inklusive - er Folkeretten det eneste valide argument for Israels eksistensret.

Religiøse og historiske argumenter fører til absurditeter, fx at vi kan kræve Skånelandene tilbage, at Rusland har en historisk ret til Krim, at de overlevende indianere kan kræve USA tilbage - eller at den islamiske lovreligion skal gælde for hele kloden og alle folkeslag.

Folkeretten er ikke hugget i sten, og den er i den grad politisk påvirkelig. Israel har brug for stærke venner og for selv at være rustet til tænderne. Folkeretten alene er ikke nok til at skabe den sikkerhed, der stort set er det eneste mål, alle israelere kan enes om.

Men Folkeretten er og bliver den eneste internationalt anerkendte rettesnor. Uden Folkeretten er det alene den stærkes ret, der styrer. Israel har en selvfølgelig ret til at eksistere. Alene det faktum at staten Israel eksisterer og er internationalt anerkendt er begrundelse nok.

Så mit indledende spørgsmål gælder stadig: Hvordan kan man være anti-zionist?