Lørdag morgen d. 7. oktober vågnede Tuvia Tenenbom til lyden af sirener. Den 66-årige amerikansk-israelske dramatiker og forfatter trådte ud på gaden i det ortodokse jødiske kvarter i Jerusalem men blev hurtigt bedt om at gå indenfor igen af sine religiøse naboer – han skulle være behjælpelig ved at lokalisere sin telefon og finde ud af, hvad der foregik. De ortodokse jøder benytter sig nemlig ikke selv af teknologiske apparater under sabbat. Her opdagede Tenenbom, at Hamas havde indledt et massivt overraskelsesangreb på Israel, som vi i dag ved kostede mere end 1400 israelere, i altovervejende grad civile, livet.
“Alt ændrede sig på et minut. Det var mareridtsagtigt. Folk er bange, folk er skræmte. Folk ved ikke, hvad de skal gøre. De er chokerede og har mistet følelsen af sikkerhed. De har mistet følelsen af alt. De har mistet troen på deres hær. Og frem for alt har de mistet troen på regeringen. Hvem fører os? Det er, hvad folk siger”.
Tenenbom er anerkendt dramatiker og grundlægger af Jewish Theater of New York, han har skrevet for en lang række førende internationale medier som tyske Die Zeit, italienske Corriere della Sera og Yedioth Ahronot i Israel.
Han er også forfatter til adskillige bøger omhandlende jøders tilværelse i Europa og USA og forholdet mellem israelere og palæstinensere, og han seneste bog, Catch the jew!, formåede at toppe bestsellerlister i både Tyskland og Israel. I dag er det smerteligt tydeligt for Tuvia Tenenbom, at antisemitisme ikke er et overstået kapitel i verdenshistorien. Og det årtusindegamle had er sågar også at finde blandt jøderne selv, mener han.
“Selvhad er en stærk komponent. Folk har gennem tiden sagt, at jøder er pengegriske, de har store næser, de er grimme, de lugter, hvad end det måtte være. Og du vil (som jøde, red.) gerne fjerne dét fra dig. Du vil gnide din hud og blive en ikke-jøde. Folk ønsker at ophøre med at være jøder, fordi de har købt ind i de antisemitiske begreber. Og de hader sig selv. De vil tage den del af sig, jøden, og de vil knække det. Så de arbejder hårdt på at fortælle folk, hvor slemme jøder er, hvor grimme jøder er, hvor morderiske jøder er. Og så renser de sig selv fra jøden, og nu er de den gode europæer. Eller den gode amerikaner”.
Tenenbom ser den samme tendens i debatten om krigen i Israel. Jøder, der er stålsatte i deres opbakning til Palæstina. Og fordømmelse af Israel.
Det kan lyde som om, at Tenenbom mener, at hvis en jøde kritiserer Israel, så er vedkommende derfor selvhadende. Men det er ikke tilfældet – han understreger, hvordan han selv har forladt det ultraortodokse miljø, og at han er modstander af Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, som ifølge Tenenbom bør gå af og undskylde overfor den israelske befolkning.
Så det er altså ifølge Tenenbom ikke et spørgsmål om, at hvis man kritiserer Israel, så er man selvhadende. I stedet er det et spørgsmål om, hvorvidt man identificerer sig med Israels fjende.
“Jeg tror, at det stammer fra århundreders antisemitisme, primært i Europa. Nogle europæiske jøder kunne ikke klare det længere, så de identificerede sig med deres torturbødler. Deres overgrebsmænd. Og så ønsker man selvfølgelig at blive accepteret i verden. I den intellektuelle verden. Billetten til at blive accepteret er ved at citere, hvem end der er fjenden af Israel. Og af jøderne. På nuværende tidspunkt i historien er det palæstinenserne,” fortæller Tenenbom og husker tilbage på dengang hans redaktør på Die Zeit havde bedt ham om at lave et interview med den amerikanske – og jødiske - professor, Judith Butler.
Tenenbom havde ringet til Butler og fortalt, at han ønskede at lave et interview med hende, men efter at have oplyst sit navn var det Tenenboms klare indtryk, at Butler ikke var interesseret i at deltage alligevel. Om to af Mellemøstens stærkt antisemitiske terrorbevægelser udtalte Butler i 2006: "At forstå Hamas og Hezbollah som sociale bevægelser, der er progressive, der hører til på venstrefløjen, og som er en del af en global venstrefløj, er ekstremt vigtigt.".
“Det er ikke et nyt fænomen og på en måde, har de ret. Jeg mener, hvis du ønsker at blive accepteret som forfatter, filminstruktør, tænker eller sangskriver, så er det i dag langt bedre, hvis du er imod Israel. I gamle dage hvis du var imod jøder generelt. Og du ønsker, at samfundet skal acceptere dig. Så du vil gerne have, at Cambridge University inviterer dig til at holde en tale, til at holde en forelæsning. Så du gør eller siger noget mod Israel. Og så vil du blive accepteret på Cambridge, derefter Oxford og Harvard.”
Socialdemokratiets Frederik Vad beskrev i sidste uge den samme tendens i Berlingske. Han forklarede, at det ikke forbindes med at være moderne progressiv at stå op for jøderne, og at mange venstreorienterede er slave af modefænomener: “Ikke mindst fordi accept fra denne kulturklasse kan give adgang til de rigtige rum.”.
Har man læst Tuvia Tenenboms bøger, ved man, at han er en karismatisk og ikke mindst morsom mand. Men det er ikke den Tenenbom, Kontrast taler med i dag. Lyden af sirenerne fra i lørdags og alt, der fulgte, har sat sine spor. Alvoren strømmer igennem telefonen.
“Hvordan skal vi forhandle fred med folk, der ønsker at slå os ihjel? Folk, der pludselig på orwellsk facon benægter at have gjort alle de ting, som vi lige har set videoer af? Som siger, at det er nat, selvom lyset skinner udenfor. Jeg forstår det ikke, og jeg ved ikke, om Israel er mere samlet eller splittet efter den her krig. Jeg kan ikke spå ud i fremtiden. Jeg er ikke profet ej heller søn af en”.
