I notatet peger Thomas Aastrup Rømer på, at karakterdannelse ikke er noget nyt i dansk pædagogik, men tværtimod "altid latent til stede som dannelseskategori", og at det "for alvor aktiveres i krisetider". I notatet fremhæver han perioden 1937-1975 som karakterdannelsens storhedstid i dansk skolepolitik, især omkring de to store skolelove fra 1937 og 1975.
Med formålsparagraffen fra 1937 blev karakterdannelse skrevet direkte ind i lovteksten. Her lød det om eleverne, at folkeskolen skulle "styrke deres Karakter og give dem nyttige Kundskaber". Rømer forklarer denne prioritering som en reaktion på tidens truende fascisme og som en bevidst fastholdelse af en folkelig, etisk tradition: "Man ville redde det grundtvigske begreb om 'folk' fra nazismens brug af begrebet".
