Vejret er ikke det værste for en dansk sommerdag, mens jeg kører tværs over Sjælland med tilhørende bro til Fyn og drejer til venstre lidt efter Nyborg.

Det er søndag, og jeg er inviteret til sommerfest hos patrioterne. For de, der ikke ved det, eller fik slettet hukommelsen unde Corona, blev der fra 2013 og frem til 2019 hver sommer afholdt folkefest med fædrelandskærligheden og friheden som omdrejningspunkt.

Arrangementet blev kendt som Mosbjerg Folkefest, fordi det i de første år blev afholdt på Mosbjerggård, som ligger ved Mossø vest for Skanderborg. Nu har den patriotiske ungdomsorganisation Generation Identitær påtaget sig ansvaret og genoplivet folkefesten.

Den Danske Forening bakker op, og, har jeg på fornemmelsen, holdt en økonomisk støttende hånd under de unges initiativ. En rolle, som den tidligere ret udadvendte forening, i dag oftest optræder i. Det er ikke meget, man hører til Den Danske Forening i den offentlige debat, men formaden Tomas Kierstein er lydhør og opmærksom, når andre tager initiativer, der bør støttes.

Chikane fra de venstreorienterede freaks
Vejret bliver ikke bedre på Fyn-siden af bæltet. Kun det milde fynske landskab i nær høstklare farver fjerner noget af dramatikken i de lave jagende skyer og piskende byger. Patrioterne har lagt deres fest langt, langt ude på landet, men ikke langt nok ude til, at de venstreorienterede freaks fra antifa/redoks-miljøet, ville lade dem være i fred.

I sidste uge – i ly af natten – invaderede de værtsfamiliens grund, sprøjtede maling ud over huset og partisansøm ud over vejen. Det hele mens familiens børn lå og sov indenfor. Når man stikker næsen frem i dette land og ytrer sig om fædrelandet og folkefællesskabet, kan man være sikker på, at man ender i Redox foto-arkiv, at man få noteret sine personlige oplysninger, og at man får gransket sine sociale profiler.

Hvis man bliver lidt mere aktiv og organiserer møder, udgiver pjecer eller deltager i demonstrationer, så når man op på det niveau, hvor man får dækkene på sin bil skåret op, bliver intimideret på gaden, får ildelugtende ting gennem brevsprækken, og ja får sit familieliv sat på prøve, fordi de i det venstreorienterede miljø er fuldstændig ligeglade med, at deres politiske modstandere har både kærester, ægtefæller og børn.

Sådan har det altid været med de venstreorienterede. De betragter os som ’fascister’, ’nazister’ og ’racister’, og fordi vi således pr. definition er samfundets giftige bærme, legitimerer de deres egen voldelige adfærd. Det har stået på i årtier. De bliver aldrig dømt. Og hverken politikere eller politi gør noget ved det. Lidt ligesom med indvandrervolden, som især unge danske mænd udsættes for. Det får bare lov at fortsætte.

Til fest med hr. og fru Danmark
Alt det ved jeg jo godt, da jeg i min Hyundai Tucson langt væk fra det trygge og fredelige Charlottenlund triller forbi den skamferede gavl på værtsfamiliens hus, som de venstreorienterede har svinet til med en dunk maling eller to. Og jeg ved også godt, at jeg ikke er på vej til et militant topmøde med khakiklædte ’fascister’, som ellers er en fordom om højreorienterede, medierne elsker at pleje.

Jeg parkerer på marken, som er sirligt inddelt i parallelle rækker til bilerne. De er godt og vel halvfyldt, og gennem vinduesviskernes flimmer tæller jeg omkring 150-200 mennesker. Der er mange familier med børn. Flere mænd end kvinder. En enkelt kørestol. Der er ingen uniformer. Ingen militærstøvler. Der er en halv snes jakkesæt, men ellers er det jeans, pullovers og sneakers, der udgør dresscoden.

Priserne i baren er små og reflekterer vognparken på parkeringspladsen. Den er heller ikke hverken fornem eller prangende. Med andre ord, jeg er kommet til sommerfest med hr. og fru Danmark. Den del af Danmark, der meget bevidst har afklædt sig den socialdemokratiske spændetrøje og fjernet de socialistiske ørepropper og gjort sig deres stilling op:

Friheden betyder alt, og det folkelige fællesskab i fædrelandet er den ramme, som kan give friheden indehold og mening. Indhold og mening, som de hver især forsøger at finde i det nære, i familien, blandt venner i lokalsamfundet i samværet med ligesindede, men det indhold, som i stigende grad er svært at finde i samfundet, som regeres af folk indefra uden forståelse for det nationale og af folk udefra, for hvem det nationale er vederstyggeligt.

Og desuden lever de med oplevelsen af, at deres land er blevet åbnet for en invasion af mennesker, der er fremmede i landet, ikke tilhører folket, men i stigende grad fortrænger det danske til fordel for deres eget. Det er muslimerne, vi taler om. Indvandringen fra menapt-landene og islams voksende indflydelse.

Jeg savner det opbyggelige 
Jeg bliver modtaget med varme og venlighed. Hilser på en del, jeg har mødt tidligere og tager plads i teltet for at følge nogle af dagens talere. Det med den muslimske indvandrings svøbe fylder det meste. Det forstår man på den ene side godt, men som jeg sidder der og lytter, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det fylder for meget.

Jeg savner den opbyggelige tale om de værdier, vi gerne vil bevare, om de værdifulde gaver et homogent borgerligt samfund med udbredt tillid og en stor portion borgerlige solidaritet giver sine borgere. Der er megen snak om, at vi ikke skal lade os kue, at vi skal gøre modstand, byde trods og vise mod og stamina.

Men der er ikke nogen, der tegner billedet op af det, vi står til at miste, og hvad det er, vi gerne vil genopbygge. Jeg møder megen kraft og vilje, men kun lidt ånd og refleksion.

Den sidste taler er den unge Hans Ladefoged fra Generation Identitær. Efter en rituel indledning om fortrædelighederne med den muslimske indvandring, finder han plads til nogle ord om arv og identitet funderet i folket, slægten, historien, sproget og kulturen. Men så er talen forbi, inden den for alvor kom i gang.

Og sådan er på sin vis med den patriotiske højrefløj i Danmark. Den slutter der, hvor den faktisk burde begynde.