Forleden blev en børnefamilies hjem på Fyn udsat for et angreb, der ikke bare rystede familien – men også lokalsamfundet. En slags aktivister kastede sig over huset med partisansøm spredt på vejen, hærværk og symboler, der taler deres klare sprog: Vold er et redskab, og familielivet er en legemliggjort fjende. Det er ikke bare en tilfældighed eller en enkeltstående hændelse; det er snarere et symptom på en dybt foruroligende udvikling i vores samfund.
En udvikling, hvor radikale grupper, med historie for betegnelsen "venstreradikale", uden hæmninger benytter sig af vold og trusler som politisk værktøj. Deres metoder er kyniske, systematiske og farlige. Hvad der engang kunne tolkes som ungdommelig oprørstrang, har udviklet sig til målrettede angreb på uskyldige familier, der blot ønsker at leve deres liv i fred og tryghed.
I skrivende stund er endnu et angreb mod stemmer man er uenige i sket, umiddelbart efter vedkommende har udtalt sig om hærværket som beskrevet i denne artikel.
Dette er en kulmination på en systematisk og længerevarende strategi, hvor venstrefløjen i stadig højere grad legitimerer og praktiserer vold som middel til politisk indflydelse. Det er ikke kun gennem de åbne angreb, at denne strategi udfolder sig, men også gennem en slags stiltiende accept i dele af det politiske og mediemæssige landskab.
Den vold, der i dag rammer en familie med børn, blev i går planlagt og stiltiende opmuntret af miljøer, som både medier og politikere tier om. De lukker øjnene, når de burde slå alarm og handle resolut.
Redox’ rolle i voldskulturen
Overvågningstjenesten Researchkollektivet Redox er langt fra en neutral observatør; de fungerer som aktive medspillere i denne udvikling. Ved at offentliggøre adresser på familier, der blot lever deres liv uden politisk vold, skaber de et farligt klima af trusler og vold.
Denne praksis går langt ud over blot at informere; det er en metode, der bevidst opløser grænserne mellem politisk aktivisme og kriminalitet. Det er en udemokratisk tilgang, som legitimerer angreb på privatlivets fred og den personlige sikkerhed.
Den farligste del af historien er ikke nødvendigvis selve angrebet, men den kolde accept – eller ligefrem opbakning – som volden møder i det politiske og mediemæssige landskab. Hvorfor er der ikke en højlydt og klar fordømmelse fra regeringens side? Hvorfor er den samme venstrefløj, som påstår at kæmpe for retfærdighed og fred, pludselig tavs i forhold til de voldsparate miljøer, der opererer inden for dens egen ideologiske sfære?
Hvorfor er medierne stille, når der begås deciderede terrorhandlinger mod børn og familier? Denne manglende stemme fra centrale institutioner skaber et farligt vakuum, hvor voldsparate grupper føler sig bakket op og uantastede.
Politikernes og mediernes dobbeltmoral
Det er ikke kun manglen på handling, men også det flagrende dobbeltmoralske spil, der ryster. Samtidig med at politikerne og medierne lukker øjnene for venstreradikal vold, tildeles disse miljøer millioner i statsstøtte. Ungdomshuset i København fungerer i dag som en slags militær lejr for radikaliserede aktivister, finansieret af borgernes skattekroner. Denne tilsyneladende paradoksale støtte er ikke kun absurd; den udgør en direkte trussel mod retsstaten og demokratiets grundlæggende principper.
Det er denne samme venstrefløj, der skyr ingen midler for at presse og ødelægge modstandere – også uden for politikkens traditionelle arenaer. Når familier, der ønsker et stille liv, udsættes for partisansøm, hærværk og trusler, er det en decideret voldsparathed, som er i færd med at underminere vores demokratiske samtale. Disse angreb er ikke blot tilfældige aktioner; de er strategisk motiverede forsøg på at knægte og intimidere politiske modstandere og deres familier, hvilket har dybtgående konsekvenser for det frie samfunds tillid og sammenhængskraft.
Stilheden og manglen på konsekvenser
Det mest foruroligende er den totale mangel på konsekvenser. Angrebene følger et velkendt mønster: Offentliggørelse af personlige data, efterfulgt af voldelige aktioner, som altid lader vente på sig i reaktionen. Staten og retsvæsenet synes magtesløse eller uvillige til at gribe ind. Denne stilhed sender et klart signal til de voldsparate grupper: I kan fortsætte uforstyrret. Det skaber en farlig præcedens, hvor angreb på privatliv og fysisk sikkerhed bliver til et almindeligt redskab i det politiske spil.
Samfundets skillevej
Vi står ved en skillevej. Hvis ikke vi som samfund vover at pege på og tage afstand fra den venstreradikale voldskultur, risikerer vi, at det private rum, familielivet og grundlæggende frihedsrettigheder undermineres. Vi kan ikke tolerere, at børn må vågne op til trusler og ødelæggelse, mens politikere og medier tier eller forklarer volden væk som “aktivisme”.
Derfor må vi kræve en ny offentlig debat, hvor den venstreradikale vold får den kritik og opmærksomhed, den kræver. Vi må insistere på, at myndighederne griber ind effektivt, og at politikerne holder deres løfter om at beskytte borgernes tryghed – også når truslen kommer indefra det, der ellers kalder sig demokratiets vogtere.
Når den venstreradikale volds natur forbliver uantastet og usagt, gør vi os alle til medskyldige. Det er på tide, at vi tager ansvar – for børnenes, familiernes og for vores fælles demokratis skyld.
