Traditioners betydning for oplevelsen af et folkeligt fællesskab kan ikke overdrives. Slår man traditionerne ihjel, slår man folkets sammenhængskraft i stykker.
Derfor var det en utrolig letsindig og historieløs manøvre SVM-regeringen udtænkte på Marienborg under regeringsforhandlingerne op til jul i 2022. At afskaffe Store Bededag var som at afskaffe en del af danskheden.
Meget forudsigeligt reagerede danskerne med både vrede og afsky overfor de politikere, som så kynisk og uden fornemmelse for folkelighed ville konvertere en helligdag til et par milliarder kroner mere i statskassen.
Og de to år uden store bededag som national fridag har da også vist, at danskerne fortsætter med at byde politikerne trods. Der sælges flere hveder end nogensinde før, og mange flere er blevet bevidste om, at Store Bededag kan bruges til at samles i familien. Traditionen lever videre.
De åndløse gribbe
Det er især bekymrende, at politikerne så åndløst kastede deres gribbe-kløer over Store Bededag. Opfinderen af Store Bededag var Hans Bagger, som på det tidspunkt var biskop i Roskilde.
Han gjorde to ting, som bandt danskerne sammen i fælles ritualer og fælles traditioner. Han vidste, at den enevældige Konge ikke alene kunne stå som samlingspunkt for danskerne. Kirken skulle være med. Det skulle være en nationalt forenende kirke.
Derfor opfandt han Store Bededag. Han – eller rettere Kongen – afskaffede de lokale bede- og fastedage til fordel for én fælles bededag. ’Den ekstraordinære almindelige bededag’ kaldte han den.
Det blev i modsætning til de importerede bede- og fastedage en dansk helligdag – eller en dansk/norsk helligdag. Det var hele nationen, der fastede fra klokken seks om aftenen til efter gudstjenesten næste formiddag.
Det var en national tradition, der blev født i 1686. Det skete kun et år efter, at Bagger havde udgivet en national ritualbog, som alle landets præster skulle følge. Den gjaldt fra Lofoten til Lolland og satte Kirkens liv i system på en dansk måde. Det kom der en dansk kirke ud af.
Folkets traditioner eller elitens forfængelighed
Man kan godt vælge at kimse ad al den kollektivitet og ensretning, som den enevældige Kong Chr. V og Hans Bagger stod i spidsen for. Men de levede som os også i tid med udenlandsk kulturel indflydelse. Handlen voksede, migranter kom fra syd, og borgerskabet tog al det fremmede til sig, mens almuen blev efterladt på landet spredt og uden fælles holdepunkt.
Der en parallel til vor tids globalisering og polarisering mellem elite og folk. Da Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen besluttede sig for i al deres verdslige forfængelighed - som Hans Bagger ville have udtrykt det - at afskaffe Store Bededag, viste de, at de stod på elitens side og kiggede udad – i forventning om nye tider, men uden fornemmelse for, hvad de lagde bag sig.
Det, de lagde bag sig, var det Danmark, vi andre elsker og holder af.
Her kan du kan læse lidt mere om Hans Bagger
Hans Bagger blev født i Lund den 23. august 1646. På det tidspunkt var Lund en del af Danmark, men blev senere svensk efter Roskildefreden i 1658. Hans far, Ole Bagger, var lektor ved latinskolen i Lund. Hans mor, Maria Lauridsdatter, døde, da Hans var fire år gammel.
I 1656 begyndte han på latinskolen i Lund. Senere studerede han ved universiteter i Greifswald, Rostock, Wittenberg, Oxford, Cambridge og Holland. I 1670 vendte han tilbage til Lund og tog magistergraden. Kort efter blev han kaldet til professor i filosofi og konrektor ved katedralskolen i Lund.
Det var ikke de store teologiske systemer, der optog Bagger mest, men snarere spørgsmålet om, hvordan troen bedst kunne leve og virke blandt almindelige mennesker. Han havde sans for det praktiske og for kirkens rolle som moralsk og samlende institution i samfundet.
Biskop i Roskilde – og kongens mand
I 1675 blev han sognepræst i Helligåndskirken i København, og her blev han for alvor kendt som en målrettet og dygtig prædikant med ordet i sin magt. Allerede i 1676 udnævnte kong Christian V ham til biskop i Roskilde – blot 30 år gammel. Det var et usædvanligt ungt valg, og det skyldtes både Baggers ry for flid og hans tætte forbindelser til hoffet.
Som biskop havde Bagger kongens opbakning til at sætte skik på kirken. Han førte opsyn med præsterne, holdt dem op på deres embedspligter og forsøgte at hæve det faglige og moralske niveau i præstestanden. Men hans mest varige resultater kom i form af de reformer, han fik gennemført på landsplan.
En fælles ritualbog for Danmark og Norge
I 1685 udgav Hans Bagger en ny ritualbog, der blev godkendt af kongen og gjort gældende både i Danmark og i Norge, som dengang var en del af det dansk-norske rige. Det var første gang, man havde én samlet bog med faste ritualer for dåb, vielse, begravelse og nadver, og det gav en ensartethed i kirkens praksis, som tidligere havde manglet.
Formålet var at skabe en klar og letforståelig liturgi, som alle præster kunne følge – uanset om de stod på prædikestolen i Ribe eller i en afsides fjord i Nordnorge. Bagger var ikke optaget af fine formler, men af, at ritualerne skulle kunne bruges i praksis og være til gavn for menigheden.
Opfindelsen af store Bededag
En anden af Baggers mærkesager var ønsket om at samle de mange lokale bededage, som var spredt ud over året og varierede fra egn til egn. Der var både bodsdage, faste- og bededage – og for folk var det svært at holde styr på. Sammen med kongen besluttede Bagger derfor at indføre én samlet, landsdækkende bededag: Store Bededag.
Den blev første gang afholdt i 1686, og ideen var enkel: Én dag om året, hvor hele landet skulle standse op, bede og faste, og hvor der ikke måtte arbejdes, festes eller drikkes. Bagger kaldte dagen for "ekstraordinær almindelig bededag", men det folkelige navn "store Bededag" fæstede hurtigt rod.
Bagge havde oprindeligt tænkt dagen som en alvorlig og from dag. Den var et udtryk for Baggers ønske om at styrke kirkens rolle som samfundets moralske kompas og skabe fælles åndelig samling.
Hans Bagger døde i 1693, blot 47 år gammel.
