Artikel

“Problemet er, at meningen er blevet væk”

Kontrast interviewer historiker og forfatter Henrik Jensen: Det vestlige forfald handler om, at intet er helligt, autoriteterne er blevet udvandet, og forholdet mellem ret og pligt er skævvredet. Og i øvrigt behøver vi ikke se sportsfolk græde på tv hele tiden.

Udgivet 09.8.21

“Det er nødvendigt med en kerne af noget helligt, for at en kultur forbliver levende. Alle andre kulturer op gennem historien har næret sådan en forestilling. Der var noget, som var urørligt, en inderste helligdom, et tabu, man ikke kunne pille ved og ikke eksponere,” siger historiker, cand.phil. og lektor emeritus Henrik Jensen. 

Jensen er den første, der får ordet i Kontrasts temauge. Hans forfatterskab omfatter blandt andet hovedværket Det faderløse samfund og sidste års Efter Gud. Det er bøger, der ligger i tråd med denne uges tema om vestens undergang og mulige genrejsning. Et centralt budskab er, at udviklingen i Vesten har svækket de faderlige værdier, autoritet og ansvar.

“I det 19. århundrede var der masser af fremskridt, men der var samtidig en mening med Vesten. Den vestlige civilisation var civilisationen, og øverst var der en baldakin, der indfattede det hele. Problemet er, at meningen er blevet væk,” opsummerer Henrik Jensen. 

Hvad er der så sket, siden baldakinen er forsvundet, og - for at blive i sprogbilledet - vi er overladt til hver vores paraply? Det handler især om forholdet mellem ret og pligt:

“Det opfatter jeg som indbegrebet af Vesten. Vi er den civilisation, der er sat til at udmønte en balance mellem pligt- og rettighedskultur eller mellem samfund og individ. Det er en enestående ting, at vi har den her dobbelthed, hvor man ideelt set gør sin pligt over for fællesskabet og til gengæld får åbnet væsentlige muligheder for sig selv. Det forhold har en tendens til at skride, og det er skredet alvorligt til individsiden.”


En længere solnedgang 

En populær kliché i kulturdebatten er at forbinde opgør med borgerlige normer og gamle dyder med året 1968. Som antydet i starten, ser Henrik Jensen rødderne til Vestens forfald længere tilbage: 

“Det er for mig ret evident, at det startede for over 100 år siden med 1. verdenskrig. Det peger også på, at der er nogle pudsige tidsdimensioner i forfaldet. Oswald Spengler skrev sin bog om Vestens forfald (Vesterlandets undergang, red.) for netop 100 år siden. Og det er nok svært for nogle at forstå i dag, for det er jo gået glimrende siden velstandsmæssigt.

Hvis det er svært for folk at forstå, hvor kan de så konstatere det konkret? 

“Man ser det i identitetspolitik, krænkelseskultur og alle de tiltag under det. Det handler jo rigtig meget om folk, der løber rundt og prøver at finde meningen med det hele for sig selv. Man abonnerer ikke længere på en større sammenhæng, en tilknytning til et større fællesskab for at finde meningen, men graver i sine indvolde og genitalia for at finde ud af, hvem man er, og hvad man er sat til. Det er rettighedskultur som selvrealiseringskultur,” siger Henrik Jensen.  

På en eller anden måde kommer interviewet ind på sportens verden, måske fordi samtalen foregår under de sidste dage af OL i Tokyo.

“Det, der er på spil, er følelser, og det er gået amok her med de forskellige sportsudøvelser i sommer. Nu er det nærmest blevet et pres, at man skal vise følelser, når man er en sportsmand. Uanset om man har tabt eller vundet.”

Omvendt har EM i fodbold med byer fulde af Dannebrog vel understreget, at der stadig findes stærke fællesskaber? 

“Jo. Selvfølgelig eksisterer fællesskaberne, det er uafvendeligt. Det med brugen af flaget har været fortrængt i betydelig grad, fordi mange ikke ville ligne ‘nogle fra Dansk Folkeparti’. Nu er det blevet åbnet, og det ser jeg som en positiv ting. Der er en fædrelandskærlighed, der har levet lidt usselt nogen tid og nu er blevet mere stueren.”

Sommerens rød-hvide byer modsiger dog ikke historikerens pointe:

“Det er svært at finde balancen mellem ret og pligt, men det er ikke enten-eller. Vi er placeret mellem de to, og det er vores skæbne. Den vestlige civilisation står og falder med den dobbelthed. Det gør også, at det er den bedste civilisation at leve i, når man tænker på alternativer. Men vi har svært ved at administrere det og revitalisere det.” 

Hvis balancen mellem ret og pligt er skredet, hvornår var balancen så optimal? 

“Jeg kan ikke pege på et bestemt år, hvor balancen var perfekt, for det er den aldrig. Historie er en tolkningsvidenskab. Jeg vil sige, der var en god gænge op til 1. verdenskrig. Men der var jo alt for meget imperialisme og for lidt plads til kvinder eller homoseksuelle.”

Henrik Jensen mener ikke, det giver mening at tale om at komme “tilbage” til et eller andet stadie. Sådan spiller det historiske klaver alligevel ikke, siger han. Spørgsmålet er ifølge Jensen, om man kan redde nogle ting ud af det historiske nomos, som vi kommer af, som man kan opdatere eller gøre brugbare igen. Begrebet nomos vil sige de værdier og love, som mennesker skal kende til for at være en del af samfundet.. 


En svær vej til revitalisering 

Hvis ikke vi skal ønske os tilbage, hvad er så vejen frem? 

“For mig drejer det sig om stadig at arbejde med den her balance, gøre en indsats for at styrke pligtkulturen og stimulere større identiteter. Alle de autoritetsinstanser, der ligger i pligtkulturen,” siger Henrik Jensen. 

Autoritetsinstanser, det er skolen og kirken …

“... og nationen og Gud. Man læser her i sommer, at sproget hænger i laser, og vores børn er ikke i stand til at indlære sproget på linje med alle andre lande, fordi vi sjusker med det og ruller rundt i vokalerne, så børn forstår ikke deres forældre. Det er et symptom på noget alvorligt, ikke? Vores historieundervisning er også fuldstændig latterlig, i forhold til hvad den var. Der er masser af konkrete ting for politikerne at gå i gang med.” 

Apropos politik er der et punkt, hvor Henrik Jensen adskiller sig fra mange kulturkritiske stemmer i den danske debat: Han er ikke specielt optaget af islam og indvandring.

“Ja, jeg er mere optaget af, hvad vi kan stille op af positiv kulturel udvikling for os selv, for så tror jeg, at det andet skal arte sig. Vi er så opmærksomme på islam, fordi vi er fascinerede af den – hvad skal vi kalde det – den absolutisme, som den religion udtrykker, som reflekterer en mangel hos os selv. Men i stedet for at fokusere ensidigt på den anden kultur giver det mere mening at prøve at revitalisere vores egen.” 

Og så er det ned på knæ for Gud frem for Black Lives Matter? 

“Nemlig. Der er nogle elementer i vores egen udvikling, der gør, at vi har det svært. Men der er ikke nogen ved deres sansers fulde brug, der har slået Gud ihjel. Det er collateral damage, der skete undervejs. Vi mistede grebet om, hvad det egentlig handlede om, og vi blev for optaget af vores egne gøremål og muligheder, blev fordrukne i den personlige frigørelse, som moderne tid er udtryk for. Det blev alfa og omega. Vi var bare ikke helt klar over, hvad det kostede at fokusere så entydigt på det,” siger Henrik Jensen, inden han runder af: 

“Men der er ikke noget fortilfælde, hvor en civilisation eller en kultur i den grad slipper grebet om sig selv for så at vende tilbage til det. Det er måske det mest bekymrende.”

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder

Newsletter