Folketingets formand, Søren Gade, foreslog for nylig gratis psykologhjælp til folketingsmedlemmer, der ikke genvælges, fordi det “kan være hårdt” at miste pladsen på Borgen.
Man ser det for sig: Erhard Jakobsen, Preben Møller Hansen og Mogens Glistrup tumler ud af Folketinget og direkte ind i gruppeterapi. Preben nægter at tage skoene af i cirklen, Erhard vil kun tale, hvis han må tegne på whiteboardet, og Glistrup afbryder konstant med tirader om topskat og toldunionen.
I hjørnet sidder Ritt Bjerregaard med armene over kors og spørger, om der ikke er en lidt bedre vin end det, der bliver serveret i plastikglas. Bertel Haarder forsøger at berolige stemningen med et citat fra Grundtvig, men ender selv i eksistentiel krise.
Seancen afsluttes med “følelsesstafetten”, hvor hver politiker skal sige, hvordan det føles ikke længere at være magtens centrum. Der er gråd. Der er vrede. Der er nogen, der nægter at forlade lokalet uden en redegørelse fra vælgerne.
Men netop disse politikere ville næppe have efterspurgt psykologhjælp. De gik af med enten patos, ballade eller værdighed – men uden behov for fællesrum og følelsesvalidering.
Gades forslag er et symptom på en ny politikerrolle: ikke som samfundets beslutningstager, men som følsom funktionær med krav på trøst. Det er ikke længere magtens tinde – det er en terapistation med udsigt.
Forestil dig i øvrigt et lignende tilbud til en lærer eller smed, der mister jobbet. På det øvrige arbejdsmarked består exitpakken af en fyreseddel og en kop tynd kaffe hos jobcentret – ikke en skatteyderbetalt terapeut med stilrene møbler og beroligende klavermusik.
En influencer og hendes assistent
Denne forkælelse finder også vej til kommunerne. Forfatter, kendis og influencer Cathrine Widunok Wichmand, med 83.000 følgere, modtager nemlig 15 timers personlig assistance ugentligt fra Frederiksberg Kommune på grund af ADHD.
Der er intet galt i at søge hjælp, men når støtten går til personer, der bor i millionvilla, må vi spørge: Er det her, midlerne gør mest gavn? Tildeles støtten, hvor ansøgningen er mest velformuleret – eller hvor behovet er størst?
Men hjælpen flyder til dem, der taler systemets sprog og fremstiller sig som sårbare – kompetencestøtte forklædt som kompensation.
Rosenvinge og de gyldne poster
Københavns Borgerrepræsentation rummer også sine fordele. Socialdemokraten Laura Rosenvinge har beriget både byen og sin bankkonto med bestyrelsesposter i By & Havn og Copenhagen Malmö Port – med en samlet indtægt på knap 290.000 kroner årligt, oven i hendes politiske honorar.
Alligevel søgte hun kommunal støtte til et bestyrelseskursus til over 40.000 kroner med begrundelsen: “Det har jeg ikke råd til.”
Hvis Rosenvinge føler sig fagligt utilstrækkelig, bør hun overveje, om posten – eller taburetten – er den rette. At kræve offentlig støtte med sådan en indkomst afslører en politisk klasse, der ser velfærdssystemet som en personlig forsyningscentral, også når behovet er fraværende. Selvom ansøgningen blev afvist, siger forsøget noget væsentligt om en bredere tendens.
Grønne frynsegoder og café-romantik for eliten
Også i andre hjørner af velfærdsstaten opstår en skævvridning. Støtteordninger, der burde løfte bredt, ender ofte hos en snæver elite. Energirenoveringspuljen er nærmest skræddersyet til det hjemmearbejdende Djøf-segment, der mestrer bureaukratiske ansøgninger. Tidligere støtte til solceller forudsatte ejerbolig, hvilket udelukkede lejere og lavindkomstgrupper, mens midlerne strømmede til parcelhusejere.
Tilsvarende ligner det offentligt støttede Mellemfolkeligt Samvirkes cafévirksomhed ikke ulandsbistand, men snarere en selvrealisering for det veluddannede speltsegments åndeligt sultne børn.
Disse ordninger, pakket ind i klimapolitik og idealistisk fernis, belønner kulturel og økonomisk kapital frem for reelle behov.
Velfærdsfeudalisme
Fra terapi til fair-trade kaffe peger disse eksempler på en ny form for velfærdsulighed: ikke fra rig til fattig, men fra skatteydere til en klike af systemkyndige. Det handler ikke om kontanthjælp, men om kurser, konsulenter og komfort – ikke om nødvendighed, men om luksus forklædt som behov.
Velfærdsstaten er blevet feudal: et netværk af støtteordninger, hvor adgang kræver institutionel placering og retorisk finesse. Denne udvikling udhuler tilliden til systemet og dets løfte om at løfte de svageste. Når elitenes bekvemmelighed prioriteres, risikerer vi en velfærdsstat, der tjener de få på bekostning af de mange.
Symbolsk kapital og velfærdens nye hierarkier
Den franske sociolog Pierre Bourdieu viser, hvordan eliter bruger kulturel og social kapital til at reproducere privilegier. I Danmark ser vi, hvordan evnen til at navigere i systemet og tale tidens sprog om sårbarhed åbner dørene til velfærdsydelser. Politikere og influencere omdanner deres position til legitime “behov” gennem symbolsk magt.
Ved at fremstille personlige udfordringer som universelle rettigheder forvandler de velfærdsstaten til et instrument for elitemagt. Når systemet belønner dem, der mestrer dets logik, skabes et hierarki, hvor de svageste står sidst i køen.
Fra pligt til privilegium
Under dette ligger en ideologisk forskydning. Politikeren er ikke længere samfundets tjener, men en følsom figur med krav på tryghed. Den nye elite vil ikke kun forvalte magt, men også trøstes. Følelser er blevet en valuta, der kan veksles til goder – og skrøbelighed en adgangsbillet til systemets varme hænder.
At nogle har det svært og får støtte, er ikke problemet. Problemet opstår, når privilegier omskrives som behov, og velfærdsstaten spejler elitens selvopfattelse. Når systemet understøtter de stærkeste blandt de følsomme frem for de svageste, mister det legitimitet.
For at bryde med velfærdsfeudalismen må støtteordninger målrettes reelt økonomisk afsavn, og ansøgningsprocesser forsimples, så ressourcerne når dem, der faktisk har brug for dem.
Velfærdsstaten skal være et sikkerhedsnet for dem uden andet – ikke en soft-serve-maskine for dem med sprog, status og speltkompetencer.
Hvis ikke vi tør spørge, hvem vi egentlig hjælper, ender fællesskabets ressourcer som elitens wellnessbudget.
