Lev Cestov, født den 28. august 1876 i Kiev, var en russisk-født filosof. Hans tanker og skrifter har haft stor indflydelse på moderne eksistentialisme og teologi. Hans liv var præget af personlige udfordringer og en konstant kamp mellem tro og fornuft, som blev centrale temaer i hans filosofiske værker.
Lev Isaakovich Cestov blev født i en jødisk familie i det daværende russiske imperium. Hans tidlige opvækst var præget af intellektuelle diskussioner i familien, og han udviklede tidligt en interesse for filosofi og litteratur. Selvom han voksede op i en religiøs familie, begyndte han at stille spørgsmålstegn ved de dogmer, han blev præsenteret for, og denne tidlige skepsis skulle komme til at forme hans filosofiske karriere.
Cestov studerede jura ved Kiev Universitet, men hans hjerte lå altid hos filosofi og litteratur. Efter universitetet arbejdede han kortvarigt som advokat, men det var i de akademiske og litterære kredse, at han fandt sit kald. Han begyndte at skrive og publicere artikler om filosofi og litteraturkritik, hvilket førte til hans første store værk, "Dostojevskij og Nietzsche: Filosofi af tragedien og paradokset" i 1903.
Cestovs filosofi er forankret i eksistentialismen, men han adskiller sig fra mange af sine samtidige ved sin stærke kritik af rationalisme og logik. Han mente, at filosofiens primære opgave ikke var at forstå verden gennem rationel analyse, men at afdække de dybere, irrationelle aspekter af menneskelig eksistens.
For Cestov var det vigtigt at forstå menneskets lidelse og de eksistentielle kriser, som ikke kunne forklares gennem logik alene.
Hans værk "Afskaffelsen af fornuften" (1912) er en direkte udfordring til de rationelle og videnskabelige tilgange, som dominerede filosofien i det 19. og 20. århundrede. Han argumenterede for, at fornuften ofte tjener som en undskyldning for at ignorere de virkelige problemer i menneskelivet, som ofte er irrationelle og uforståelige.
Cestovs forhold til tro og fornuft er dog ikke enkelt. Han var dybt kritisk over for den måde, hvorpå fornuften blev brugt til at afvise troen som en gyldig kilde til sandhed. I stedet hævdede han, at troen var en nødvendig del af menneskelig erfaring og en nøgle til at forstå de aspekter af livet, som fornuften ikke kunne forklare.
I sit sidste værk "Athens og Jerusalems stemmer" (1938), udforskede han forholdet mellem de filosofiske traditioner fra Grækenland og den religiøse arv fra Jerusalem. Han mente, at en sand forståelse af menneskets eksistens krævede en syntese af begge disse traditioner.
Cestov var efter den russiske revolution i 1917 emigreret til Frankrig, hvor han tilbragte resten af sit liv. Han døde i Paris i 1938.
