Tørklædebål brænder i de iranske gader. Denne gang antændt af en ung kvindes utidige død. Hun skulle have sat sin hijab forkert. Der er atter blæst til kamp mod det teokrati, der væltede shahen af Iran helt tilbage i 1979. Dengang var landet vestligt indstillet. Og som man kan læse i Ali Aminalis selvbiografi, Alis danmarkshistorie, gik hans mor ikke med tørklæde, og det gjorde små iranske piger heller ikke, ligesom børn ikke var kønsopdelte i skoler og børnehaver.
Det ændrede sig radikalt fra den ene dag til den anden, da shahens dødsfjende, Ayatollah Khomeini, vendte hjem fra sit eksil og revolutionerede landet – på islamisk vis. Regimets selverklærede moralske politi slog og slår ethvert forsøg på oprør mod de strenge religiøse dogmer, især dem for kvinder, ned. Den iranske frihedskamp udkæmpes i disse dage med livet som indsats. I skrivende stund har snesevis af frihedskæmpere mistet livet.
Og verden ser med.
Dansk kvindekamp anno 2022
For nylig blev der demonstreret foran Christiansborg for det muslimske tørklæde under slogans som “Religionsfrihed er min menneskeret!” og “Mit (!) hijab, min ret!”. Vestlige frihedsrettigheder påberåbtes for at legitimere et muslimsk symbol på kvinders – og pigers – kysk- og ærbarhed.
Partiet Frie Grønne deltog.
Malala, international anerkendt feminist og en, der har kæmpet for pigers ret til at gå i skole i Pakistan med livet som indsats, for hun blev skudt af en talibaner, er også blevet inddraget i frihedskampen for retten til at gå med tørklæde – i Danmark. Fordi hun har nævnt, at det skal være et frit valg – for k-v-i-n-d-e-r. Dette sidste er vigtigt, som jeg vender tilbage til senere.
Mens den brænder i Mellemøsten, er hijabben blevet hip i Vesten. Modebutikker med modest clothing skyder op som paddehatte. Altså tøj, der skjuler det lange hår, kvindens angiveligt største pryd, som iranske kvinder p.t. klipper af, i overensstemmelse med sura 33 vers 59 i koranen, der lyder sådan her:
“Profet! Sig til dine hustruer og dine døtre og til de troendes kvinder, at de skal trække noget af deres overklædning ned over sig. Således vil de lettest blive genkendt og ikke blive forulempet.”
Bevares, man kan da godt forfægte det synspunkt, at kvinder har ret til at iføre sig et islamisk tørklæde. Man aner alligevel hensigten bag sløret, ligegyldigt hvor meget det forsøges indhyllet i vestlige frihedsrettigheder og venstreliberalisme. Nemlig den, at tørklædet adskiller de rene – kvinder såvel som piger – fra de urene og yder de førstnævnte en beskyttelse, som de sidstnævnte ikke kan forvente sig.
Svensk jämställdhet
Lad os rette blikket mod Sverige, for det er uomgængeligt i denne besynderlige tid. Den nu nok snart afgående svenske feministiske regering, der har siddet på magten de seneste otte år, har haft jämställdhet som mærkesag.
Om det var i ligestillingen og liberalismens hellige navn, at landets daværende udenrigsminister, Ann Linde, optrådte fuldt tilsløret på et officielt besøg til Iran i 2017, skal jeg ikke kunne sige, men sikkert er det, at ikke alle i Sverige var lige begejstrede.
I det just afsluttede valg fik det islamiske parti Nyans i flere utsatta områden op til hele 30 procent af stemmerne og er nu repræsenteret i flere svenske kommuner. Her vil Nyans kæmpe for alles ret til at bære slør, for: Det skall vara upp till individen om hen vill bära slöja eller inte. Og så påberåber det nye parti sig i øvrigt såvel den svenske grundlov som europa- og børne (sic!)-konventioner som støtte for frihedskampen for retten til at iføre sig en hijab.
Jo, jo. Partiet Nyans, med Mikael Yüksel, der ligesom foruroligende mange af partiets andre kandidater, har en dom på CV’et, i spidsen, er med på noderne. Eller også ved han bare, hvilke demokratiske tangenter han skal spille på.
Her i Danmark slår den værdipolitiske venstrefløj, Enhedslisten, Radikale Venstre, woke-Venstre og store dele af medierne, der dækker løjerne, for tiden et slag for kvinders ret til at, som det hedder, gå klædt, som de vil.
En tidligere statsministers valg af en pink kjole til et hofbal og en undervisningsministers optræden i kjole og hvidt lanceres som progressive – og åh så modige – udtryk for, at de to kvinder tør være, hvem de er. I et af verdens mest lige og demokratiske lande.
Er tvang virkelig bare tvang?
Tørklædedebatten opstod ellers, efter at regeringen Frederiksen havde nedsat kommissionen med det misvisende navn Kommission for den glemte kvindekamp, hvis anbefalinger handler om børn, eller mere præcist skolepiger, ikke kvinder. En af kommissionens anbefalinger var, at tørklædet skulle forbydes i grundskolen. Efterfølgende kunne kommissionen ikke selv finde ud af, hvad den mente. En meldte sig ud, og en anden var hurtigt på retræte.
For det var jo tvang at forbyde småpiger at have muslimsk tørklæde på i den danske folkeskole, var det ikke?
Tvang er tvang, som Camilla Søe, medlem af Venstre, konstaterede. Meget kategorisk. Tvang er åbenbart et fy-ord. I hvert fald for en moderne venstreliberal.
Nu er den glemte kvindekamp (læs: skolepigekamp) beklageligvis gået i glemmebogen. Druknet i ligegyldig snak om balkjoler (og hvidt), regressive rettigheder og tvang og relativering af hijabbens betydning, og hvorvidt den bare er et stykke stof. Glemt er, at det handlede om børns rettigheder.
I Danmark er man et barn, til man fylder 18 år. Vi har en seksuel lavalder på 15 år. Hvis man har samleje med et barn under 12 år, kategoriseres det som voldtægt. Sådan er dansk lovgivning. Skolepiger er børn, ikke giftefærdige seksualobjekter.
Derfor kan man også sagtens argumentere for, at det er det danske samfunds opgave at gennemtvinge et tørklædeforbud i danske skoler for dermed at sikre, at der rent faktisk ikke er tale om tvang, hvis nogen skulle finde på at iføre sig muslimsk tørklæde, men deres eget valg. Og at det først sker, når de ikke mere er børn, men voksne kvinder.
I dele af Mellemøsten ser man radikalt anderledes på skolepiger – og skolegang for piger. En domstol i Pakistan har for nyligt fastslået, at piger er giftemodne, når de har fået menstruation. Og i den kulturelle sammenhæng er det jo logisk at pådutte skolepiger en hijab. For at beskytte deres dyd.
Istället för politiskt stöd, möter muslimer absurda förslag såsom att kriminalisera muslimskt praktiserande och kultur såsom att förbjuda slöja i skolan, står der at læse i Nyans program. Med samme logik er det vel også absurd at forbyde flerkoneri, omskæring af småpiger og barnebrude. For det er vel også en form for tvang, eller hvad?
Krav om en liberalisering af muslimsk praksis og kultur er kommet – ikke bare til Sverige – men også til Danmark.
Men er det den form for frihed, vi vil have i et kulturkristent, vestligt demokrati? Nej. Ikke hvis vi vil blive ved med at være et kulturkristent – og ligestillet – vestligt demokrati.
