De Danske Statsbaner er, som alle pendlende mennesker i dette land ved, ikke bare danmarksmestre, men faktisk verdensmestre, i nærmest hysterisk dårlig service. Og deres forringelser igennem tiderne har været så eklatante, at folk ikke engang rigtig bemærker det mere. 

Hvem husker egentlig, at man på et tidspunkt fjernede muligheden for at købe noget så simpelt som en kop kaffe eller en avis ombord på toget – selv på rejser på op mod seks stive timer. For mens man i alle andre lande i verden har luksuriøse spisevogne eller som minimum en buffetvogn, så har man i Danmark nul og niks. Idéen var, forstod man, at Tante Gyda på 86 fra nu af selv måtte fragte sig ombord på klokken seksten’eren med en feriekuffert i hver hånd og en pose under armen, og så en kop mokka og en sandwich og fire dagblade, en pose matadormix og en rærlig buket blomster fra 7-Eleven til sit barnebarn i anledning af dagen. 

Jeg husker faktisk endnu diabetikeren, der kort efter salgsvognens aflivning simpelthen besvimede for øjnene af os alle sammen i et overophedet tog, fordi han ikke kunne få sig et glas nødvendigt vand. Toilettet virkede selvsagt ikke, og salgsvognen var som sagt en saga blot. Så kom ikke og sig, at der ikke kan være decideret brug for service. Men han måtte nøjes, måtte han.

Mit favoriteksempel er nu faktisk pladsbilletten. Da jeg var barn i halvfjerdserne, kunne man slet ikke reservere en plads i toget. Der var nemlig aldrig brug for det. For inden vi med rejsekortet fik vores rejsemønstre monitoreret ned til mindste detalje, ved at man tjekker ind og derefter glemmer at tjekke ud, så DSB kan indsætte lige akkurat lidt for få vogne til det antal passagerer, der måtte være på en given strækning, så var der som regel altid masser af plads i toget. Så man købte bare en billet – og der var naturligvis en plads inkluderet i prisen. Vist var der da så! For hvem planlægger egentlig at rejse fra København til Aalborg uden at skulle sidde ned? Ingen. 

Og at der ikke skulle være en garanteret siddeplads inkluderet, når man har købt en dyr rejse, svarer jo lidt til, hvis man bestiller en bøf til 300 kroner på en ordentlig restaurant – og tjeneren så som det naturligste i verden spørger: ”Vil du have en tallerken med til din bøf? Ja, så bliver det 340 kroner – men så er du også sikker på, at du har noget at spise din béarnaisesovs af!”

Sådan kan man blive ved. Det er en lang fornærmelse at køre med tog i Danmark. Det basale sejler nemlig i togene. Hvordan i himlens navn kan man have så store problemer med at få toiletter til at virke? Hvordan kan man have så svært ved at få stillet varmen på 20 grader? Hvorfor håndhæver intet DSB-personale – intet! – stilheden i stillekupéer, beder folk om at få skankerne ned eller om at dæmpe sig, når de holder decideret drukgilde midt i familiekupéen? Hvordan kan displays i et tog til mange millioner nærmest rutinemæssigt sige ”Flensborg”, imens man suser igennem Tølløse?

En fornøjelse – i udlandet
Løsningen skulle jo så være, at man simpelthen betaler sig fra det. Sådan er det jo altid i et grundkapitalistisk samfund. Hvis man rent faktisk vil flyttes fra Ringsted til Aarhus på en bare nogenlunde civiliseret måde, så kan man jo bare hoste op. Kun på den måde kan man få ro, præcision, komfort og venlig service. Vi taler ikke engang om luksus, men bare om en rimelig betjening og en nogenlunde tålelig rejse.

Men nej. Selv med tiltag som DSB 1’ – altså DSB Første – skraber statsbanerne bunden. Man kan jo starte med vognenes placering. Til at begynde med var DSB 1’-vognene altid i enden af togsættene. Og insidere ved endda, at de altid plejede at holde lige ved trappen ned til perronen. Det var faktisk oprindelig et udtryk for passageromsorg: Hvis du vælger at betale mere for en rejse, så skal du heller ikke gå så langt ned langs toget. 

Det blev desuden betragtet som luksus, at man ikke skulle sidde midt i et rend af efterskoleelever og frustrerede kunder uden pladsbillet, når man nu havde betalt vild overpris for sin tur. Men snart blev vognene koblet ind midt i togsættet. Det var også lettere og mere komfortabelt, altså for personalet, mente en eller anden åbenbart. Og så er man jo lige vidt.

Indretningen indenfor på DSB 1’ er en decideret vits. I andre lande ulejliger man sig i det mindste med at vælge et andet interiør eller i det mindste så dog bare en anden farve stof til sæderne. Men hos DSB er det ganske ofte bare en almindelig vogn, man sidder i. At kupéen er en del af 1’, er så bare markeret med et klistermærke. Er man i tvivl, kan man gå ind i en af de larmende stillekupéer. Her kan man se hele udstyret til DSB 1’ – kaffehjørne og så videre inklusive – som altså bare ikke er i brug. Der er simpelthen ingen forskel på kupéerne. Det er kun prisen, der er cirka dobbelt så høj.

Til sammenligning har jeg nylig haft den fornøjelse at rejse med tog i udlandet. På rejsen mellem London og Bath med Great Western Railway sidder man fuldstændig vidunderligt i sæder med helt nyt stofindtræk i en elegant race car green farve og alt – fra grafik til uniformer – er gennemdesignet til den helt store guldmedalje ned til den allermindste detalje. Til sammenligning virker DSB nærmest afdanket. Når man rejser med ÖBB mellem Wien og Salzburg i Østrig, kan man bestille en ægte, skummende cappuccino i spisevognen.

Willkommen im Zug. (Foto: ÖBB).

I DSB kan man til sammenligning selv vælge frit imellem flere slags dårlig pulverkaffe, og især det virker helt skørt. Danmark er en nation af notoriske kaffedrikkere. Vi har altid haft tradition for, at man kan sidde med en kop helt almindelig, god filterkaffe og tale sammen, selv i de allerlaveste klasser og helt ude i det yderste Udkantsdanmark. Men når man vælger at leve livet på første klasse hos DSB, så er man henvist til de sløjeste frysetørrede produkter på markedet overhovedet.

Når man som jeg er præst til hverdag, kan man ikke lade være med at få den tanke, at der kan ligge noget ideologisk i den problematik, som man altid møder, når det handler om luksus – eller manglen på samme – i Danmark. For der er jo et mønster i det her. Der er en dybere grund, må man formode, til, at man ikke altid kan regne med høflig tiltale på en restaurant. At man ikke altid kan regne med at blive behandlet ordentligt i en bar. At man ikke altid kan forvente, at receptionisten smiler til én – eller overhovedet værdiger én et blik. 

Da Berlingskes madanmelder Svend Rasmussen for nylig anmeldte en restaurant, heldigvis, fristes man til at sige, til kun én stjerne, kom det ikke bag på mig, at restaurantbesøget inkluderede, at han gudhjælpemig selv skulle hente sin mad – endda af flere omgange og tilmed flere steder i etablissementet.

Er det protestantismen, der spøger? Ja, det kunne det være, hvis man ser den som det spartanskes æstetik. Men det hele kan jo sådan set faktisk godt bare være enkelt – men stadig lækkert. Hvis man forestiller sig et Amish-tog, ville der jo for eksempel ikke være grimt eller blive serveret elendig kakao. En anden mulighed, og den tror jeg faktisk mere på, er, at det er den store nationalideologi, socialdemokratismen, som har sat sit præg på statsbanerne. Problemet med første klasse er nemlig i virkeligheden – at det overhovedet formaster sig til at være første klasse. For hvem hulen tror den klasse egentlig, at den er?

Man ser det i blikket fra de andre passagerer, når man går derind. Man bilder sig nok noget ind, hva’? Man tror nok, at man er bedre, hva’? I virkeligheden skal man bare arbejde, man har så travlt, at man ikke har haft tid til eller mulighed for at booke en plads, man er så udmattet efter et foredrag, at man ikke orker alle mulige støjende mennesker. Men det skal man orke. Ellers er man nemlig en asocial stodder, der kører på Kreativ Klasse. Tja, bum. 

Pyt med kunderne herhjemme
Sandheden er nu, at de fleste på DSB 1’ bare kører på Working Class. At disse relativt velhavende – eller firmafinansierede – mennesker ikke tager luksusbilen, siger ligesom det hele. De har simpelthen ikke tid til selv at køre. Enhver, der har prøvet at tage toget, ved, at bilen altid er at foretrække, hvis man vil være sikker på at komme frem til tiden – med humøret, helbredet og bagagen i behold.

Det nærmest revolutionære viser sig også hos personalet. Jeg har oplevet togførere, der nærmest vrissede over, at man sad på første klasse. Som om de afskyede at komme derind. Som om man nedgjorde dem med alle sine krav om service. Fordi service i en socialdemokratisk tankegang er lig med særbehandling. Og hvis ikke personalet viser det direkte, så kan de da altid vise det indirekte. Efterhånden er det kutyme, at personalet snupper al kaffen, al vandet og alle kagerne sådan cirka i Ringsted, når man er på vej til hovedstaden fra Jylland. For så må det være nok med dét. Så er det også lettere for dem selv ved overdragelsen på Hovedbanen. 

Pyt så med kunderne, der har 45 minutter endnu – og som har betalt 200 kroner for at kunne drikke en discount-danskvand og bruge et internet, som for det meste ikke rigtig virker. Det svarer lidt til den attitude, man møder hos servitricen i virkelig slappe restauranter. Typen, der knalder lysstofrørerne på og begynder at sætte stole op lige ved siden af én, længe inden man er nået til hovedretten. Ja, for vi lukker altså snart, og jeg vil gerne hjem.

Jeg har dybest set ikke fine fornemmelser. Jeg er vokset op i en ghetto i underklassen og nedstammer i øvrigt i lige linje fra de fattigste og mest fortærskede fæstebønder i kongeriget – det var os, der var de forpinte grødbønder på Sydsjælland – så hele mit liv har sådan set været på fjerde klasse. Det er med andre ord ikke privilegieblindhed, der gør mig harm. Det, jeg synes er decideret underligt i Danmark, er, at man end ikke kan få lov at betale for at blive behandlet ordentligt. Ikke, fordi jeg skal have det bedre end alle andre. Men fordi jeg netop i dag har brug for det. 

En af mine yndlingsbøger – og især -film – er James Ivorys filmatisering af Kazuo Ishiguros roman The Remains of the Day, som kom til at hedde Resten af dagen på dansk. Den er en studie i den ophøjethed, der kan være i at betjene andre. Og en af de allerbedste scener i hele filmen er dér, hvor de to tjenende ånder – en butler og en tjenestepige – er ude for at drikke te sammen på en restauration. 

Her hegler især tjenestepigen en servitrice igennem, fordi hun ikke gør sine ting ordentligt. Det er ikke en fisefornem overklassetype, der forlanger særbehandling. Tjenestepigen er et almindeligt menneske, der forventer, at folk, altså almindelige mennesker, som er ansat til at betjene andre almindelige mennesker, fatter, at det er deres ansvar at gøre det ordentligt. Ja, det er faktisk en æressag at være servil. Det er praktiseret næstekærlighed. Det er Bibelens Marta og Maria om igen. Nogle gange skal man feteres. Andre gange skal man betjene. Og lige nu er det altså dig, der har forklædet på. Og mig, der kører på første klasse.