Den afgørende forklaring på den polarisering mellem elite og folk, der hærger de vestlige samfund, er ikke økonomi, men uddannelse.
Det er groft sagt polariseringen mellem på den ene side ansatte i medier og universiteter, bureaukrater i ministerier og forvaltning, konsulenter, advokater og globale players i big business og på den anden side folk, der laver manuelt arbejde. Løsningen er derimod ikke nødvendigvis mere uddannelse, men at genetablere respekten for arbejde.
Polariseringen først: Demokraterne i USA og store dele af venstrefløjen i Europa er blevet partier for de veluddannede og indtil videre også for minoriteter, og den identitetspolitik, de promoverer, er en form for akademisk pseudoradikalisme, der fremmedgør arbejderklassen og med tiden også minoriteterne.
Mon katolske hispanics og muslimer går særlig meget op i taleregler på universiteterne og transkønnethed? Næppe. Det er da også svært at se, hvordan identitetspolitik skulle kunne hjælpe de dårligst stillede i samfundet.
Den amerikanske moralfilosof Michael Sandel har i sin nye bog The Tyranny of Merit skrevet om denne polarisering og kritiseret ikke blot populismen, men især den liberalisme, der gøder grunden for den.
Liberalismens idealer om globale markeder, kapitalflow, indvandring, frihed og åbenhed har kun gavnet en lille elite relativt til den brede befolkning, hvoraf mange er blevet forarmede med tab af værdighed og lavere lønninger til følge.
Eliten er grebet af meritokratisk hybris. De befinder sig i den vildfarelse, at kun høj uddannelse fører til et godt liv, og at de har fået succes ved egen hjælp. De fortjener altså deres høje løn og status, for det er deres egen fortjeneste, at de er kommet så vidt. Det er myten om ”the self made man”.
Men således overser de, at de står på skuldrene af mange andre, der har gjort deres succes mulig. De overser også den store betydning af held – at man er født med høj intelligens, at man er vokset op i en stabil familie, at man har gået på gode skoler, og at man lever i et samfund, der honorerer netop den slags talenter, man tilfældigvis er født med.
Anerkendelse frem for økonomisk omfordeling
Skyggesiden af det meritokratiske overmod – ”you can make it, if you try”, som Obama altid sagde – er, at de dårligst stillede tilsvarende betragtes som skyld i deres elendighed. De fortjener den.
Det fører så til ringeagtelse af de laverestående, de tilbagestående, der hænger fast i lokale og nationale loyaliteter. De er the deplorables, der bebor flyover states. Herhjemme kender vi udtryk som 'den rådne banan'. Disse left behinds forhærder sig omvendt i en voldsom vrede mod eliten – og stemmer på populister som Trump.
Løsningen på polariseringen er ikke kun økonomisk omfordeling, mindstelønninger og hjemtagelse af arbejdspladser, men især anerkendelse af manuelt arbejde, ”the dignity of work” som Sandel skriver.
Måske kan coronakrisen bane vejen. For nu bliver den type arbejde, der før var usynlig eller endda ringeagtet, pludselig anerkendt som ikke bare værdifuld, men også uundværlig. Vi står i høj grad i gæld til almindelige mennesker, der går på arbejde, selv om de risikerer at blive smittet og syge – sygeplejesker, SOSU’er, butiksmedarbejdere, chauffører, politibetjente og mange andre.
Arbejdere må altså både skænkes økonomiske vilkår, så de kan opretholde stabile familier og lokalsamfund, og modtage anerkendelse for den type manuelt arbejde, de udfører. Så kan de bevare deres værdighed som familieforsørgere og som fuldgyldige bidragydere til det fælles bedste. Det er national samhørighed.
At man kan købe billige T-shirts og fladskærmstv Made in China er under alle omstændigheder en ringe kompensation for tabt værdighed. Værdighed er nemlig primært et moralsk, ikke økonomisk fænomen.
