En bekymrende udvikling har de seneste år præget LGBT-miljøet, og allerede tilbage i 2021 kommenterede jeg en negativ og antidemokratisk adfærd, der omfatter hetz og aggressivitet mod særligt biologiske kvinder, en foragt for ytringsfrihed og opfordringer til censur.
Siden er der heldigvis sket meget.
LGBT – og særligt den radikale kønsideologi – får i dag langt større modspil, der er blevet oprettet et Regnbueråd, og selv psykologer advarer i dag imod transideologien.
Bekymringen bør dog ikke falde i baggrunden af den grund.
Normstormerne har trods manglende ekspertviden og en dybt aggressiv og aktivistisk adfærd fået tildelt millioner til at indpode radikaliserede tanker i hovedet på børn i de københavnske folkeskoler. Hvilket socialdemokratiske Laura Rosenvinge forsvarede ved at minde om, at opdragelse i køn og seksualitet hørte til i folkeskolen, og at hun ikke turde overlade denne til forældrene.
Altså som var vi borgere i Ceaușescus Rumænien, hvor budskabet var, at staten var bedre til at tage sig at børnene end deres forældre.
På DR har man ansat en journalist, Isabella Hindkjær, der ikke mener, det er hendes opgave at være journalistisk objektiv for skatteborgernes penge, men i stedet at viderelevere ”store sandheder”.
Hun henviser blandt andet til Normstormerne som en stor sandhed, selvom Normstormernes antibiologiske ”køn er udelukkende en social konstruktion”-aktivisme ellers udfordres mere og mere af historier om f.eks. ”detransitioners” eller drenge og piger, der med tiden finder sig til rette i deres biologiske køn. ”Sandheden” er med andre ord ikke så ”stor”, som mennesker som Hindkjær ellers gerne vil bilde os ind.
I Politiken valgte man for kort tid siden at censurere et debatindlæg skrevet af Søren Ryge, fordi debatindlægget kunne indeholde stereotypiske beskrivelser. Den hvide, heteroseksuelle redaktør – Bjarne Schilling – reflekterede dog aldrig over, hvordan hans eget syn på homoseksuelle grænser sig til det fobiske, fordi han tilsyneladende opfatter den homoseksuelle mand som et så svagt individ, der har brug for den hvide, heteroseksuelle Politiken-redaktør til at beskytte ham mod det frie ord.
Når det gælder aktivistisk irrationel kønsideologi, at folkeskolen og public service-medier anvendes som ideologisk slagmark, hetzende og aggressiv adfærd, kulturmarxisme pakket ind som minoritetskamp, samt censur og foragt for ytringsfrihed, har borgerlige derfor fortsat en kamp forude.
Lighed med woke
Men.
Og der er et men.
For i sagen om drag-arrangementet til børn på Frederiksberg Bibliotek er bekymringen kammet over, den er blevet ukonkret og til tider usaglig.
Dragkunstneren selv er blevet udsat for dødstrusler og beskyldninger om pædofili, og rundtomkring i kommentarspor kan man læse opfordringer til, at folk, der er indblandet i arrangementet, skal skamme sig og i værste fald smides i fængsel. For drag – skal man forstå – er et forsøg på at seksualisere børn.
Ingen af de politikere, debattører eller borgere, der har taget debatten, har dog været i stand til at konkretisere deres bekymring. Ingen har kunnet udpege, nøjagtigt hvordan en dragkunstner ”seksualiserer” børn.
Bekymringen hos nævnte borgerlige synes altså at været baseret på frygt og grundløse fordomme. Og det klæder ikke debatten.
Faktisk kan det være næsten uhyggeligt at tænke på, hvor meget specifikke, ofte fløjsøgende grupper minder om hinanden i de her sager.
På den ene side findes der de intersektionalistiske feminister og LGBT-aktivister, der enten direkte eller indirekte opfordrer til censur og undertrykkelse af meningsmodstandere. Det har man alene på LGBT-området set igen og igen, som jeg også henviser til i tidligere debatindlæg.
Omvendt findes der i dag mennesker, der tilsyneladende mener, man skal ende i spjældet eller gøres fortræd, alene hvis man som mand i kostume optræder for børn. Og det altså uden skyggen af beviser for nogen bekymrende eller kriminel adfærd.
Så lad mig slå fast:
Borgerlige bør kæmpe kampen imod radikal og irrationel kønsideologi, herunder forsøget på at udslette den biologiske virkelighed ved f.eks. at presse transkvinder ud i kvindesport på eliteplan eller ved at indsætte voldtægtsforbrydere i kvindefængsler.
Borgerlige bør kæmpe for en folkeskole, der ikke udnyttes som (køns-)politisk slagmark.
Borgerlige bør tale imod offerkulturen og ophøje et fokus på individets ansvar – også minoritetspersoners.
Borgerlige bør forsvare ytringsfriheden for alle.
Borgerlige bør stille krav til minoritetspersoner – også LGBT.
Borgerlige bør fremme og værne om en åben debatkultur – hvor man rigtignok også kan debattere drag i børnehøjde.
Argumenter udbedes
Men vil højrefløjen have åben debat, bør den også være åben og parat til at udfordre sine egne holdninger. Og vil man kritisere noget, bør man som minimum være klar i spyttet og i stand til nøjagtigt at udpege, hvor problemet ligger. Og det har ingen hidtil formået i nærværende debat.
I stedet kommer borgerlige til at minde om de woke, der argumenterer ud fra mavefornemmelser og følelser.
Man føler, at dragqueens med deres dramatisk makeup og kunstige bryster seksualiserer børn.
Man føler, at drag presser børn mod det nonbinære, transkønnethed og kønsskifteoperationer.
Dog kan man ikke rigtig argumentere for hvordan.
Borgerlige medier – som Kontrast – kunne her spille en spændende rolle. I sagen om de førnævnte normstormere har borgerlige medier nemlig perfekt konkretiseret problematikken med lukkethed, aggressivitet og indoktrinerende undervisning.
Måske kunne et kritisk interview med en dragqueen gøre det samme – eller – såfremt man er åben for den del også – være med til at begrave nogle fordomme.
I modsætning til Normstormerne i folkeskolen er drag-arrangementet på biblioteket trods alt et frit valg. Man behøver ikke dukke op. Det vælger man selv.
Fuldstændig som det i øvrigt også er et frit valg at tage sine børn med i kirke.
Den del bør flere borgerlige reflektere mere over.
