Debat

12.07.22

Lær din Normstormer at kende

Mikkel Andersson: Hvis du er forælder i København eller Aarhus, så er der gode chancer for, at dine børn modtager “normkritisk” undervisning varetaget af yderliggående køns- og racepolitiske aktivister. Og du betaler selv for det. Her er, hvad de mener.

Hvis det står til Socialdemokratiet i Københavns Borgerrepræsentation, er opdragelse af børn alt for vigtigt til at overlades til forældrene. Det er politisk ordfører Laura Rosenvinge, der i Berlingske erklærer, at:

“Når det handler om at opdrage vores børn til, at der ikke findes normalitet, hvad køn og seksualitet angår, og at det er okay at være den, man er, så er det for vigtig en opgave bare at overlade til forældrene. Det er folkeskolens opgave. Jeg tør ikke bare overlade den opgave til forældrene.”

I stedet skal den opdragelsesopgave overlades til den “normkritiske” organisation Normstormerne, der har fået godt syv millioner over tre år til at undervise – eller måske skulle man sige opdrage – elever i de københavnske folkeskoler.

Jeg er helt med på, at mange ikke aner, hvad pokker Normstormerne er, eller hvad det er, de præcis underviser i. Det sidste er forståeligt nok, da de ikke vil fremlægge deres undervisningsmaterialer, men til gengæld kan man læse rigtig meget om, hvad de mener, på deres sociale medieprofiler og andetsteds. Så lad os tage et kig på det.

På Normstormernes Facebook-side kritiserede organisationen skarpt regeringens angivelige “kontinuerlige etnonationalistiske begrænsning af befolkningen/nationen”. Normstormerne er nemlig utilfredse med, at regeringen erklærer, at LGBT-rettigheder med indførelsen om lov om registreret partnerskab i 1989 bliver “en del af den danske DNA”. Den vurdering mener Normstormerne er intet mindre end “populistisk og homonationalistisk”.

Det kan godt være, at socialdemokraten Laura Rosenvinge er glad for Normstormerne, men kærligheden er tydeligvis ikke gengældt. Om Normstormerne opfatter Rosenvinge som homo- og etnonationalistisk, vides dog ikke. Til gengæld ved vi, at Normstormerne ikke mener, at der findes racisme mod hvide, som det fremgår af en tidligere artikel om organisationen:

“På Instagram skriver Normstormerne også, at omvendt racisme – altså racisme mod hvide – ikke findes. Her henviser man til et opslag fra profilen ”makegodgayagain”, hvor det lyder, at fordomme mod hvide mennesker i virkeligheden er en fornuftig og berettiget selvbeskyttelses- og selvbevarelses-praksis.”

På samme Facebook-side kan man også finde en boganbefaling af den amerikanske forfatter og aktivist Ibram X. Kendi, der tidligere mente, at hvide mennesker var rumvæsner, og forsøgte at opretholde deres herredømme ved hjælp af AIDS. Det gør han heldigvis ikke mere. Nu mener han i stedet, at forskelsbehandling af mennesker på baggrund af race er en rigtig god og helt nødvendig ting, så længe diskriminationen er motiveret af et ønske om “lighed” (equity) i stedet for racisme. Normstormerne anbefaler hans bøger målrettet børn.

Og når man er fan af en forfatter, der højlydt og eksplicit slår til lyd for, at diskrimination på baggrund af hudfarve er en god ting, giver det også god mening, at Normstormerne anbefalede den alternative Nørrebro Pride, der krævede, at deltagere i deres parade opdelte sig efter hudfarve, hvor mørke mennesker skulle gå forrest og hvide bagved.

Det kunne enkelte måske finde en kende ironisk, da Rosa Parks, et af de store ikoner fra den amerikanske kamp for borgerrettigheder i sydstaterne, blev kendt, fordi hun nægtede at rette sig efter en diskriminerende politik om, at sorte skulle sidde bagerst i bussen i hendes hjemby Montgomery, Alabama. Men i dag er det tydeligvis comme il faut for flere af Normstormenes darlings at placere folk efter hudfarve. Bare det sker i den gode sags tjeneste, forstås.

Hvor meget og hvordan man skal nedbryde normer, er også lidt diffust. Da Danmarks Radios børnekanal Ultra lavede programmet ‘Ultra smider tøjet’, hvor tykke, tynde, syge og raske, handicappede, transkønnede og alle mulige andre stillede sig nøgne foran børn, der kunne stille dem nysgerrige spørgsmål og dermed “vise, at nøgenhed er naturligt, og at kroppe kan se ud på meget forskellige måder”, blev det mødt med harmdirrende reaktioner fra Normstormerne. 

Ifølge organisationen var der nemlig tale om intet mindre end en “menneskezoo” og et “freak show”, der var skadelig “for minoriteter, men især for de der bliver udstillet". Man måtte nemlig forstå, at børns nysgerrige spørgsmål til frivillige deltagere, der aktivt havde valgt at medvirke i programmet, var med til at reproducere uhensigtsmæssige strukturer, hvor folk stiller spørgsmål til hinanden, hvilket er skidt, hvis spørgsmålsmodtagerne er minoriteter.

Naturligvis kan man også på Normstormernes Facebook finde opbakning til et manifest fra de radikale identitetspolitiske aktivister, der smed en buste af Frederik 5. i havnen, der bliver beskrevet som “ugens historietime”. Det kører der en sag ved domstolene om. 

Ovenstående er kun sporadiske nedslag i Normstormernes udmeldinger, og jeg kunne selvsagt fortsætte. Det er nemt at se, hvor Normstormerne placerer sig politisk, og det er solidt blandt de mest yderliggående identitetspolitiske og venstreorienterede aktiviststrømninger. Og står det til Laura Rosenvinge og et flertal i Københavns Borgerrepræsentation, er det altså dem, der skal opdrage folkeskoleeleverne med undervisningsmateriale, de nægter at fremlægge. 

Og forældrene? De kan få lov til at betale for det.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter