01. jul. 2021

Udgivet for 1 måned og 5 dage siden

LGBT-kritik er berettiget, ikke homofobisk

Læsetid 6 min.
DebatDe radikaliserede stemmer i LGBT-miljøet er blevet de dominerende i debatten, og det er både legitimt og hensigtsmæssigt, at Henrik Dahl med flere leverer et modsvar til dem. Det skriver Christian Vinther.
Forholdet mellem politik, sport og seksualitet er blevet en følelsesladet debat denne sommer. (Foto: sarahmirk/Public domain)
Forholdet mellem politik, sport og seksualitet er blevet en følelsesladet debat denne sommer. (Foto: sarahmirk/Public domain)

Hæmmer Henrik Dahl kampen mod homofobi ved at kritisere LGBT for at være en ”aggressiv, hetzende, ekskluderende og antividenskabelig bevægelse”? Det mener jurist, klummeskribent og radiovært Nima Zamani. Som LGBT-person er jeg imidlertid uenig og opfatter i stedet Dahls kritik som et nødvendigt indspark i debatten.

I mit indlæg vil jeg ikke dykke ned i Ungarns og Orbáns lov, men blot kommentere, at skønt jeg også har forståelse for dem, der mener, at EM er et passende sted at markere modstand mod nævnte lov, opfatter jeg det ikke som hverken ”homofobisk” eller urimeligt at kræve fodbold og politik adskilt. Derudover skal det understreges, at jeg ikke entydigt er enig i Dahls kritik, der ikke i tilstrækkelig grad anerkender, at regnbuefarverne for de fleste af os trods alt stadig blot er et symbol på ligestilling og ikke udtrykker hverken hetz eller kønsideologisk indoktrinering. Når det så er sagt, er det vigtigt at slå fast, at Dahl har en afgørende pointe.

Som eksempler på ekstremisme i LGBT kommer Dahl bl.a. ind på hetzen mod J.K. Rowling og den aggressive reaktion på Signes Moldes satiriske LGBT-indslag på DR. Dertil kan man f.eks. tilføje LGBT-personers forsøg på at få stoppet udgivelser fra bl.a. Jordan Peterson og Abigail Shrier samt forsøget på at forstumme podcast-værten Joe Rogan for at behandle transkritiske emner

Den modstand mod ytringsfrihed, som LGBT-aktivisterne udviser i ovenstående og andre eksempler, kommer også til udtryk i den mere almindelige offentlige debat samt på de sociale medier. Præcis som Dahl påpeger, udsættes cis-kvinder, herunder lesbiske, i stigende grad for aggressive personangreb, når de giver udtryk for kønsrelaterede holdninger, der er upopulære blandt radikale LGBT-aktivister, og det er efterhånden almindeligt for disse kvinder at blive omtalt som ”afskyelige og hadefulde TERFs” eller udstillet som ”farlige” individer, som det resterende samfund bør vende sig imod.

Meget tyder på, at de radikaliserede stemmer i LGBT-miljøet er blevet de dominerende i debatten, og desværre sker dette på bekostning af dem/os, der støtter op om det ”gamle” mål: At livet som LGBT-person skal være mainstream, og at man naturligvis ikke skal udsættes for diskrimination eller had. Ikke at stemmer med ”upopulære” holdninger – også dem internt i LGBT – skal forstummes, eller at det fysiske køn, særligt kvindekønnet, skal bekæmpes.

Identitetspolitikken har nemlig udviklet sig til et stærkt våben, der af et segment af minoritetspersonerne og deres allierede ikke kun anvendes til at skyde udad mod det brede samfund, men også indad mod andre LGBT-personer, der f.eks. ikke støtter den kønsideologiske/politiske linje, eller som er fortaler for forskelligheder og åben debat. Identitetspolitik tager ikke højde for nuancer og forskellige synspunkter, og den forholder sig sjældent til fakta eller fornuft, men primært til følelser. I identitetspolitik er det én ting, der gælder: At man er enig med den resterende, afgrænsede gruppe. Er man uenig, hører man til blandt de ”hadefulde”. Eller også er man ”forræder”. 

Det gælder også, selvom man selv er LGBT-person. Den nigerianske romanforfatter Chimamanda Ngozi Adichie, der selv har fået ørerne i maskinen for at udtale at ”transkvinder er transkvinder”, taler om en ”ny generation, der er ensporet optaget af ideologisk renhed,” og den bekymring bør man tage alvorligt.

LGBT-kampen føres som udgangspunkt an af aktivister og foreninger. Det er der intet hverken nyt eller galt i. Men hvad sker der, når foreningerne ikke længere samler, men splitter LGBT? Hvad sker der, når disse foreninger ikke blot lukker øjnene for en negativ og radikaliserende kultur internt i LGBT, men også selv aktivt bidrager til den?

LGBT-organisationerne stod ikke ligefrem i kø for officielt at tage afstand fra hetz, voldtægts- og dødstrusler modtaget af J.K. Rowling, og da LGBT Danmark f.eks. kommenterede sagen, gjorde man det ved at fordreje virkeligheden, da en forperson for foreningen i et TV 2 ECHO-indslag udtalte, at Rowling ikke ønsker transpersoner i verden, skønt den populære forfatter ellers har sagt det modsatte. 

Da mediet Out and About bragte en artikel om, at der er 20-30 procent større risiko for skader, når en kvindelig spiller tackles af nogen, der har gennemgået mandlig pubertet, blev en lesbisk kvinde, der ville forsvare, at kvindesport er for ciskvinder, angrebet af en repræsentant fra protestbevægelsen Lev og Lad Leve. På samme repræsentants forlangende valgte Out and About at slette alle kvindens kommentarer med argumentet om, at de var ”transfobiske”, hvad kvinden, der havde startet debatten, betegnede som ”et alvorligt demokratisk problem”. 

Da en ung mand på TikTok havde beskrevet sig selv som ”superstraight”, kritiserede en talsperson fra LGBT Danmark udtalelsen uden at ville forholde sig til, at den ”superheteroseksuelle” mand havde omtalt sig sådan, fordi han var træt af at blive omtalt som transfobisk for udelukkende at være interesseret i ciskvinder. 

Dermed krænker dele af LGBT alle de værdisæt, man altid har påstået at stå inde for: de heteroseksuelle og lesbiske, der f.eks. ikke ønsker at date en transkvinde, gøres til ”hadefulde” alene for at gøre brug af retten til at definere sin egen seksualitet. Den manglende kritik af tydelig negativ adfærd internt i LGBT-miljøet, manglende forsøg på italesættelse af dette, manglende ønske om debat og dialog, fordrejninger af virkeligheden samt et unuanceret syn på sager, man ønsker at kritisere, strider nemlig imod LGBT’s overordnede værdisæt om tolerance og mangfoldighed. Man sætter med andre ord standarder for den brede befolkning, man ikke selv kan (eller vil) leve op til.

Det er min klare overbevisning, at det er samfundets opgave at sikre, at dets minoritetsborgere ikke diskrimineres. Som sådan kan det være nødvendigt at debattere, om dette ansvar opfyldes. Omvendt må det også være minoritetsgruppernes ansvar at tilpasse sig det brede samfund, hvor ikke alle har de overbevisninger, man kunne ønske sig. Og om minoritetsgrupperne er gode nok til at leve op til dette ansvar, kan og bør ligeledes debatteres.

Så er LGBT i sig selv politisk? Nej. Er LGBT Danmark og andre foreninger politiske med ofte yderliggående ideologier og aggressive tendenser? Ja. Og fordi det er foreningerne og de aktivistiske stemmer, der går forrest i kampene og får mest spalteplads i aviserne, er det trods alt deres ideologi, der typisk knyttes til regnbuefarverne. 

Når foreningerne og andre LGBT-grupper så har vist sig dårlige til at magte den åbne debat, når man ser tendenser på en udemokratisk tilgang og krænkelser af grundlæggende LGBT-værdisæt, mens der i ét segment af LGBT desværre er opstået et tydeligt behov for at undertrykke et andet segment af LGBT, der ikke støtter den radikale linje, opstår der en situation, hvor de mest identitetspolitiske (de woke) får held med at blive de toneangivende. Dem, der med foreninger og politiske partier i ryggen gør ivrige forsøg på at sætte barren for, hvad LGBT-personer må grine af, hvilke ord vi må bruge, hvilke bøger vi må læse, hvilke film vi må se, hvilken moral vi bør have, og hvilke politiske partier vi må stemme på.

Og alene ved at rejse kritikken trækker Dahl derfor LGBT-debatten og den bredere debat om minoritetsgrupper ind i en tiltrængt sfære. Kun ved at forlange de samme standarder for minoritetsgrupper, som disse forlanger af det brede samfund, dyrker man den ægte ligestilling. Kun ved at forholde sig nøgternt og kritisk til gruppens ideologi, uden at pakke dens deltagere ind i vat, behandler man dem ordentligt og på lige fod med alle andre. Jacob Mchangama, der er én af dem, der har kritiseret Henrik Dahl, har flere gange brugt betegnelsen ”de lave forventningers racisme”. Måske skulle et tilsvarende begreb gælde for LGBT?

For skønt LGBT ikke KUN er en ”aggressiv, hetzende, ekskluderende og antividenskabelig bevægelse”, kan ”allierede” på både venstre- og højrefløjen være så blinde i deres ellers velmenende ønske om at ville beskytte LGBT, at man ikke forholder sig til, om netop de førnævnte negative egenskaber er ved at slå dybe rødder i den brede LGBT-kamp. Og dette er ikke kun et problem for den brede befolkning, hvis ellers denne ønsker at bevare både ytringsfrihed og en rationel tilgang til problemstillinger og debat. Det er også alvorligt for de minoritetspersoner, for hvem det løber koldt ned ad ryggen, når man hører betegnelsen ”ideologisk renhed”.



Del artiklen

Vi tilstræber en engageret og argumentorienteret debat med et skarpt fokus på bolden fremfor manden og frabeder os derfor personangreb, skældsord og motivanalyser samt uargumenterede vredesudbrud. Rigtig god debat. :-)

Bliv opdateret, når der er nyt fra Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder.

Bliv medlem af Kontrast og kickstart det borgerlige Danmark!


Kontrasts medlemmer er et borgerligt fællesskab:

1. Forstå verden og se kontrasten: Du får fuld adgang til videoer, interviews, analyser og artikler på Kontrast.dk.

2. Du inviteres til fester, debatter og saloner, hvor du møder landets skarpeste tænkere og skribenter.

3. Du får adgang til Kontrasts Ekkokammer på Slack og til artikelkommentarer.

4. Du får direkte indflydelse på, hvilke emner Kontrast skal behandle.

5. Dit medlemskab er dit bidrag til fokus på de vigtigste spørgsmål inden for velfærdsstat, indvandring, kultur m.m.

null

Årligt 1.200 kr.

357 kr.

249 kr.

For 3 måneder

Køb inden d. 15. august, hvor tilbuddet slutter.

Månedligt 119 kr.