Hvad er Brexit? Brexit er først og fremmest et eksperiment i stor skala. Det er her, det skal prøves, hvilke konsekvenser kravet om national selvbestemmelse får i praksis. Og dette krav er som en dyb drivkraft i tidens folkelige vækkelsesbevægelser.
I vores post-postmoderne tid, hvor vi alle er blevet nypositivister, er den slags eksperimenter vigtige. Ellers ved vi jo intet.
En artikel på BBC fra forrige år pegede på, at følgen af no-deal-Brexit ville blive mangel på madvarer i supermarkederne, dertil medicinmangel, højere priser for olie og gas, prisstigninger på varer fra EU, fald i huspriser, lange køer på motorvejene og naturligvis en umenneskeligt masse bøvl for briter i udlandet, på rejse eller på studieophold. At det ville ende med no-deal, det var de fleste vist overbeviste om frem til indgåelsen af aftalen mellem Storbritannien og EU ved udgangen af 2020.
Man kan i øvrigt tilføje, at BBC i det mindste ikke forudsagde, at høsten ville slå fejl, motorvejenes asfalt begynde at krakelere, og ravnene forlade Tower of London. Men det er snert på.
Det ville ikke være vanskeligt at finde andre eksempler. Pressens post-festum-kampagne mod Brexit har været lige så ihærdig som Remain-politikernes kampagne mod Brexit var op til afstemningen.
Europas vrantne barn
Jeg var ikke tilhænger af Brexit. Først og fremmest fordi jeg hellere vil have briterne som en modererende kraft i EU. Historikeren Jan-Werner Müller, selv en udtalt modstander af såvel populisme som Brexit, beskrev tilbage i 2016 Storbritannien som ”Europas vrantne barn”.
Storbritannien var den væsentligste stopklods for den fransk-tyske alliances drømme om et føderalt Europa. Briterne afviste Jaques Delors’ idéer om en almoderlig europæisk socialstat og sikrede en udvikling, der lagde vægt på fællesmarkedet. Briterne var med til at sikre udvidelse af EU, der satte en stopklods for integrationen. Og så var de Danmarks – og andre smålandes – allierede i ministerrådet.
Nu er de væk, og der er grund til at være bekymret for, hvad det betyder for europæisk integration – i hvert fald hvis man som jeg grundlæggende er skeptisk over for dyb integration. Der er ingen grund til at tro på de af vores hjemlige Brexit-entusiaster, som forudser, at Brexit vil føre til et generelt sammenbrud for de europæiske føderationsbestræbelser. I et land som vores har Brexit endda tilsyneladende galvaniseret opbakningen til EU i befolkningen.
Så jeg var altså ikke – og er fortsat ikke – begejstret for Brexit. Men derfor kan man alligevel notere sig, at en dominerende tendens i mange af kommentariatets Brexit-analyser har været en betoning af alle tænkelige worst case-scenarier. Brexit-analyserne har været ren dom og svovl. Alarmisme i koncentreret form. Så snart briterne åbnede døren og forlod det europæiske hus, ville syndfloden vælte ind over dørtærsklen ind i stuerne og drukne os alle sammen. Akkeja.
Vent det værste, og håb det bedste
Det kan bestemt være rigtigt, at den bedste forholdsordre er at vente det værste. Den køber jeg gerne. Personligt er jeg uden et skær af optimisme – på alle livets områder. Men selvom man gør klogt i at vente det værste, bør man da i hvert fald håbe det bedste.
Jeg tvivler på, at jeg er den eneste, som indimellem får det indtryk, at eurohviskere i Marlene Wind og Ole Ryborg-klassen faktisk både venter og håber det værste:
”Hvad sagde vi. Sådan går det jo, når populismen styrer.” Og ja, sådan går det måske. Og måske gør det ikke. Det er uanset håb og forventning på eksperimentet, at vi må efterprøve vores teorier og formeninger.
Uvisheden kan være et argument mod at eksperimentere i det hele taget. Sådan ville en konservativ i hvert fald tænke. Men når nu Brexit er en realitet, bør vi i det mindste se tiden an. Det er først, når resultatet er indløbet, at vi egentlig kan vurdere, om analyserne var fake news eller uhildede prognoser om alt det onde, der ventede.
I hvert fald gør de af os, hvis skepsis retter sig både mod Brexit og EU, klogt i at håbe det bedste for Brexit.
Hvis Brexit Britain ender som en fiasko, vil døren effektivt være lukket. Sporene vil skræmme. Alle vil blive i hulen, uanset hvor mange snegle de skal sætte til livs. Og så skal I nok se, at der vil blive tilberedt snegle.
Pointen her er ikke, at lande bør forlade EU. Min pointe er, at den mulighed, at befolkninger kan stemme med fødderne, faktisk er sundt for EU. Det stiller et system, der skyr det at stå til ansvar over for vælgerne som en smitsom hudsygdom, over for muligheden for et folkeligt veto.
Alene tilstedeværelsen af denne mulighed påvirker EU's institutioner positivt.
Et succesfuldt Brexit Britain vil ydermere holde et spejl op for europæiske politikere, inspirere dem til reformer, ja i bedste fald tjene en korrigerende funktion lig den, Storbritannien havde inden for EU. Hvad der kommer til at ske derovre på den anden side af Vesterhavet, ved ingen.
Men vi kan da i det mindste håbe – ja, det skal vi faktisk.