Oversigt

  • Forside
  • Søg
  • Sektioner
  • Events
  • Om Kontrast
  • Min konto
  • Log ud
  • Log ind/Opret bruger
Kontrast
  • Søg
  • Log ind/Opret bruger
logo

23. jan. 2021

Udgivet for 1 måned og 1 uge siden

Brexit-analytikerne håber det værste for Storbritannien

Debat

Læsetid 5 min.

Christian Egander Skov: En dominerende tendens i mange Brexit-analyser har været en betoning af alle tænkelige worst case-scenarier, men det er først, når resultatet er indløbet, vi kan vurdere, om analyserne var fake news eller uhildede prognoser om alt det onde, der ventede.

Af Christian Egander Skov

Christian Egander Skov (f. 1985) er historiker, ph.d. , post.doc. og redaktør ved Årsskriftet Critique og tidsskriftet Replique. Han er forfatter til bogen “Konservatisme i mellemkrigstiden” (2016) og skribent ved Berlingske, Kristeligt Dagblad og Altinget. Christian mener selv, at han i virkeligheden bare er et helt normalt æsel, der har tabt sin hale.


Hvad er Brexit? Brexit er først og fremmest et eksperiment i stor skala. Det er her, det skal prøves, hvilke konsekvenser kravet om national selvbestemmelse får i praksis. Og dette krav er som en dyb drivkraft i tidens folkelige vækkelsesbevægelser. 

I vores post-postmoderne tid, hvor vi alle er blevet nypositivister, er den slags eksperimenter vigtige. Ellers ved vi jo intet.

En artikel på BBC fra forrige år pegede på, at følgen af no-deal-Brexit ville blive mangel på madvarer i supermarkederne, dertil medicinmangel, højere priser for olie og gas, prisstigninger på varer fra EU, fald i huspriser, lange køer på motorvejene og naturligvis en umenneskeligt masse bøvl for briter i udlandet, på rejse eller på studieophold. At det ville ende med no-deal, det var de fleste vist overbeviste om frem til indgåelsen af aftalen mellem Storbritannien og EU ved udgangen af 2020. 

Man kan i øvrigt tilføje, at BBC i det mindste ikke forudsagde, at høsten ville slå fejl, motorvejenes asfalt begynde at krakelere, og ravnene forlade Tower of London. Men det er snert på.

Det ville ikke være vanskeligt at finde andre eksempler. Pressens post-festum-kampagne mod Brexit har været lige så ihærdig som Remain-politikernes kampagne mod Brexit var op til afstemningen.

Europas vrantne barn

Jeg var ikke tilhænger af Brexit. Først og fremmest fordi jeg hellere vil have briterne som en modererende kraft i EU. Historikeren Jan-Werner Müller, selv en udtalt modstander af såvel populisme som Brexit, beskrev tilbage i 2016 Storbritannien som ”Europas vrantne barn”. 

Storbritannien var den væsentligste stopklods for den fransk-tyske alliances drømme om et føderalt Europa. Briterne afviste Jaques Delors’ idéer om en almoderlig europæisk socialstat og sikrede en udvikling, der lagde vægt på fællesmarkedet. Briterne var med til at sikre udvidelse af EU, der satte en stopklods for integrationen. Og så var de Danmarks – og andre smålandes – allierede i ministerrådet.

Nu er de væk, og der er grund til at være bekymret for, hvad det betyder for europæisk integration – i hvert fald hvis man som jeg grundlæggende er skeptisk over for dyb integration. Der er ingen grund til at tro på de af vores hjemlige Brexit-entusiaster, som forudser, at Brexit vil føre til et generelt sammenbrud for de europæiske føderationsbestræbelser. I et land som vores har Brexit endda tilsyneladende galvaniseret opbakningen til EU i befolkningen.

Så jeg var altså ikke – og er fortsat ikke – begejstret for Brexit. Men derfor kan man alligevel notere sig, at en dominerende tendens i mange af kommentariatets Brexit-analyser har været en betoning af alle tænkelige worst case-scenarier. Brexit-analyserne har været ren dom og svovl. Alarmisme i koncentreret form. Så snart briterne åbnede døren og forlod det europæiske hus, ville syndfloden vælte ind over dørtærsklen ind i stuerne og drukne os alle sammen. Akkeja. 

Vent det værste, og håb det bedste

Det kan bestemt være rigtigt, at den bedste forholdsordre er at vente det værste. Den køber jeg gerne. Personligt er jeg uden et skær af optimisme – på alle livets områder. Men selvom man gør klogt i at vente det værste, bør man da i hvert fald håbe det bedste. 

Jeg tvivler på, at jeg er den eneste, som indimellem får det indtryk, at eurohviskere i Marlene Wind og Ole Ryborg-klassen faktisk både venter og håber det værste: 

”Hvad sagde vi. Sådan går det jo, når populismen styrer.” Og ja, sådan går det måske. Og måske gør det ikke. Det er uanset håb og forventning på eksperimentet, at vi må efterprøve vores teorier og formeninger. 

Uvisheden kan være et argument mod at eksperimentere i det hele taget. Sådan ville en konservativ i hvert fald tænke. Men når nu Brexit er en realitet, bør vi i det mindste se tiden an. Det er først, når resultatet er indløbet, at vi egentlig kan vurdere, om analyserne var fake news eller uhildede prognoser om alt det onde, der ventede. 

I hvert fald gør de af os, hvis skepsis retter sig både mod Brexit og EU, klogt i at håbe det bedste for Brexit. 

Hvis Brexit Britain ender som en fiasko, vil døren effektivt være lukket. Sporene vil skræmme. Alle vil blive i hulen, uanset hvor mange snegle de skal sætte til livs. Og så skal I nok se, at der vil blive tilberedt snegle.

Pointen her er ikke, at lande bør forlade EU. Min pointe er, at den mulighed, at befolkninger kan stemme med fødderne, faktisk er sundt for EU. Det stiller et system, der skyr det at stå til ansvar over for vælgerne som en smitsom hudsygdom, over for muligheden for et folkeligt veto. 

Alene tilstedeværelsen af denne mulighed påvirker EU's institutioner positivt.

Et succesfuldt Brexit Britain vil ydermere holde et spejl op for europæiske politikere, inspirere dem til reformer, ja i bedste fald tjene en korrigerende funktion lig den, Storbritannien havde inden for EU. Hvad der kommer til at ske derovre på den anden side af Vesterhavet, ved ingen. 

Men vi kan da i det mindste håbe – ja, det skal vi faktisk.

Del artiklen

Vi tilstræber en engageret og argumentorienteret debat med et skarpt fokus på bolden fremfor manden og frabeder os derfor personangreb, skældsord og motivanalyser samt uargumenterede vredesudbrud. Rigtig god debat. :-)

Bliv opdateret, når der er nyt fra Kontrast

Opret en gratis bruger og få besked.

Få 7 dages unikt indhold for kun 1 krone!

1.-7. marts er der temauge om Islam i Europa, hvor du som medlem blandt andet kan møde og stille dit spørgsmål direkte til Ayaan Hirsi Ali over Zoom.


Kontrasts medlemmer er et borgerligt fællesskab:


1. Du inviteres til fester, debatter og saloner, hvor du møder landets skarpeste tænkere og skribenter.


2. Du får adgang til Kontrasts Ekkokammer på Slack og til artikelkommentarer.


3. Du får direkte indflydelse på, hvilke emner Kontrast skal behandle.


4. Dit medlemskab er dit bidrag til fokus på de vigtigste spørgsmål inden for velfærdsstat, indvandring, kultur m.m.


Forstå verden, se kontrasten: Lige nu får du 7 dage for kun 1 kr. Medlemskabet fortsætter til normalpris 1.200 kr./år inkl. moms efter 7 dage - hvis du vil! Ingen tvang. Mindstepris 1 kr.

FacebookInstagramTwitterLinkedInPodcast feedRSS feed
Events Indsend debatindlæg Om Kontrast
Handelsbetingelser Cookie indstillinger Privatlivspolitik

© 2021 Kontrast