Hvilken religiøs højtid er den største i Danmark? Vi plejer at sige jul, men julen har fået en konkurrent: Copenhagen Pride. Under højtiden vejede regnbueflagene fra offentlige flagstænger, bl.a. fra Folketingets. Hele det officielle Danmark var på gaden, fra statsminister til kongehus, og selvfølgelig hyldede Det Kongelige Teater samt diverse folkekirker i byen også højtiden.
Kun ganske få i mediernes udkant stillede kritiske spørgsmål til begivenheden, og de fleste, der var kritiske, holdt deres mund. Det kunne DR-journalist Adrian Hudges bekræfte. Han har adskillige gange, som vært på P1-programmet Klog på Sprog, inviteret sprogeksperter til at diskutere LGBT-bevægelsens krav om ophævelse af de personlige pronominer og igen og igen fået afslag. Ingen har lyst til at forholde sig kritisk til LGBT-bevægelsen; man ved, at man risikerer at løbe ind i en shitstorm af orkanstyrke som den, J. K. Rowling blev udsat for.
Resultatet er, at LGBT-bevægelsen og dens politiske mærkesager har opnået status af beskyttede sandheder. Den slags, der traditionelt er omgærdet af en usynlig blasfemiparagraf, og som man kun nærmer sig med varsomhed og andægtighed. Det blev også tydeligt under LGBT-bevægelsens hovedhøjtid i august i år.
Tag nu kronprinsesse Marys rolle som protektor for årets WorldPride, som Copenhagen Pride var vært for.
I grunden er det jo i strid med kongehusets tradition for upartiskhed, at gøre sig til protektor for en bevægelse med klare kønspolitiske krav, og Copenhagen Pride lægger selv ikke skjul på, at de er politiske. ”Priden er politisk”, lyder det stolte budskab.
Her et par af de erklærede mærkesager:
Børn skal kunne foretage juridisk kønsskifte.
Det biologiske forældreskab skal ophæves og begrebet mor og far gøres kønsneutralt – alle i regnbuehusstanden, der ønsker det, skal af det offentlige behandles, som om de er enten far eller mor til et barn.
Alle skolebørn skal i undervisningen gøres fortrolige med LGBT-ideologien.
Mærkesager, som der ikke er politisk enighed om, men som ikke desto mindre nu omfavnes af kongehuset. I sin afsluttende tale strømmede kronprinsessen da også over med varme og opbakning til Copenhagen Pride og slog til lyd for nødvendigheden af ”ændringer” uden dog at nævne hvilke. Mon det var ret til juridisk kønsskifte for børn, hun tænkte på? Samtidig gav hun udtryk for sin forståelse for den nye LGBT-brug af pronominer og beklagede dybfølt de gange, hun selv var kommet til at tiltale folk forkert.
Endelig hyldede hun den store tolerance, som Priden stod for – selv om hun burde være bekendt med de apartheidlignende forhold, der herskede på Nørrebro Pride, forhold, som lederen af Copenhagen Pride vel at mærke ikke fandt anledning til at kritisere.
Med andre ord: Der var tale om fromt hykleri fra kronprinsessens side, hvis tale da også på mange måder, bl.a. i dens vage, bløde vendinger, mindede om en prædiken. Som når hun slog til lyd for vigtigheden af community. Ordet, der ikke kun betyder fællesskab, men også er ordet, der anvendes om religiøse fællesskaber: menigheder.
Kronprinsessens menighed jublede da også over hendes prædiken, mens jeg konstaterede, at der næppe vil være plads til mig eller J. K. Rowling i kronprinsessens woke-menighed.
Dette er ikke stedet for en nøjere overvejelse over, hvilken risikabel vej vores kongehus er på vej ned ad – selv om det ellers er tiltrængt. Derimod synes jeg, det er værd at overveje karakteren af den identitet, som identitetspolitikken kæmper for, med Copenhagen Pride som det mest iøjnefaldende eksempel.
Det er jo indlysende, at det ikke drejer sig om et inkluderende fællesskab (som kronprinsessen påstod). Alene LGBT-bevægelsens sprogkrav udgør jo et direkte oprør mod det fællesskab, som et sprog udgør.
Hvis hver enkelt person selv skal afgøre, hvordan man vil tiltales og omtales, hvordan skal den fælles samtale så overhovedet finde sted? Med dette radikale sprogkrav opkaster man i realiteten hvert enkeltindivid til intet mindre end hver sin lille skabergud, der skaber mening ud af intet, og kræver lydighed. Men hvad sker der, når den individuelle skabergud møder andre af samme høje status?
Resultatet vil blive et gigantisk sammenstød, et Clash of the Pronouns, ikke kun mellem woke og ikke-woke, men også mellem de forskellige identiteter i bevægelsen. Der vil derfor sandsynligvis snart opstå et hav af mini-menigheder under LGBT-bevægelsen, der vil ligge i intens kamp med hinanden.
Man kan med andre ord godt opfatte LGBT-bevægelsen som en individualisme, der er gået amok. Men den konservative amerikanske forfatter Mary Eberstadt udlægger det anderledes og slår til lyd for at se identitetspolitikken som det forsømte individs søgen efter identitet.
Hun baserer sine teser på iagttagelsen af den måde de identitetspolitisk vakte agerer på og bemærker blandt andet, hvor stor en rolle følelser spiller i deres angiveligt politiske aktiviteter. Bl.a. indgik gråd, skrig og dans i forskellige ”demonstrationer” i Washington på en måde, der minder mere om en sammenkomst i en pinsemenighed end om et politisk møde.
Og det er ikke tilfældigt, hævder Eberstadt, for det er det primære, førpolitiske fællesskab, demonstranterne søger. De er med andre ord overhovedet ikke demonstranter i egentligt forstand, men rodløse individer på jagt efter en primær identitet.
Det er grunden til, at det er umuligt at føre en normal rational politisk debat om identitetspolitiske mærkesager. De er slet ikke politiske, men førpolitiske. Det forklarer samtidig, hvorfor vrede og intolerance er så fremherskende kendetegn hos woke-bevægelsen. Kritiserer man bevægelsen, kritiserer man deres familie; det, der står deres hjerte allermest nær. Og reagerer vi ikke også irrationelt, når nogen angriber det, vi holder kærest?
”Hold fred med de hellige, ellers er fanden løs,” sagde Stauning i sin tid. Han vidste, hvilke lidenskaber ballade med de hellige ville sætte i gang, og opfordrede derfor af taktiske grunde til at undgå konflikter med dem.
Vore dages hellige er woke, og når alle hejser regnbueflaget, skyldes det ikke respekt, men lige dele frygt og dovenskab. Frygt for at blive ramt af Pride-folkets nådesløse intolerance. Dovenskab, fordi man ikke orker at sætte sig ind i deres troslærdomme og forholde sig kritisk til dem. Så hellere snakke dem efter munden.
Men det er et gigantisk svigt. Et blandt flere.
For hvis Mary Eberstadt har ret, skal den store woke-vrede ikke forstås som en forkælet ungdoms hysteriske krav til omverdenen, men derimod som et slags primalskrig fra en generation, der er blevet frarøvet det mest elementære, et menneske har brug for: et forpligtende fællesskab. Det fællesskab, som alle tidligere generationer har fået forærende som noget selvfølgeligt.
De vidste, hvem de var, for de havde en identitet, der var blevet dem givet. De var både en del af lille fællesskab – familien – og af et større fællesskab – landet og religionen. Alt det, som man de seneste 40 år har brugt mange kræfter på at nedbryde. Resultatet er en woke-generation, der er historisk rodløs, og som skal bruge langt flere kræfter på at besvare spørgsmålet: ”Hvem er jeg?” end tidligere generationer.
Det identitetspolitiske svar lyder: ”Du er den, du vælger at være. Du er den, du selv konstruerer dig som. Det er bare at gå i gang!” Det er en titanisk opgave, man på den måde påduttes. En opgave, der på mange måder minder om Sisofos’. For den, der tager kampen op mod virkeligheden, har ikke mange chancer for at vinde. Det er det fortvivlende ved f.eks. LGBT-bevægelsens kamp mod det biologiske køn og mod sproget. Det er en kamp, der med største sandsynlighed kun fører til mere uvirkelighed, mere ensomhed og meget mere vrede og fortvivlelse hos dem, der tager doktrinerne alvorligt og efterlever dem.
Woke-generationen burde blive mødt af en ældre, erfaren generation, der gad lytte til dem, og som formåede at give LGBT-ideologien modstand. Det er det modsatte, vi ser ske. Og det gør den massive, spidsborgerlige fejring af Pride-højtiden til en tåkrummende omgang.
