Den verserende konflikt i Israel og Palæstina har illustreret en række forskelle på venstre- og højrefløjene, og en af de mest tydelige har været de etiske holdninger til terror- og krigshandlinger. Mange venstreorienterede har udtrykt sympati med Hamas’ terrorangreb eller har fremført, at angrebene er selvforskyldte fra Israels side.
Omvendt har højreorienterede udtrykt sympati med Israels krigshandlinger eller har vurderet, at de kan retfærdiggøres som selvforsvar. Begge holdninger er blevet sværere at opretholde, efterhånden som konflikten er eskaleret.
De venstre- og højreorienterede stemmer kan ikke begge have ret, og hvis man ser til moderne krigsetik, så er en plausibel forklaring, at de begge tager fejl, fordi det etiske synspunkt angående konflikten, der bedst kan logisk forsvares, er væsentligt nærmere pacifisme end det, der for det meste udtrykkes i den offentlige debat, og fordi de etisk væsentligste forskelle på terror- og krigshandlinger er mindre end ofte antaget.
Eksempler på filosoffer, der har ført argumenter af denne art, er Michael Walzer, Jeff McMahan og Frances Kamm. Dette er ikke landsbyfilosoffer, men filosoffer blandt det tyvende århundredes sværvægtere, og de har konkluderet, at mange af os tager fejl om vigtige etiske forhold hvad angår krig og konflikt. Jeg vil her komme med tre påstande om terror og krig i Israel-Palæstina konflikten, der er afledt af moderne krigsetik.
Den første er, at der er mindre etisk forskel på civile og ikke-civile i konflikten end sædvanligvis formodet. Den anden er, at der er mindre etisk forskel på terrorhandlinger og krigshandlinger i konflikten end sædvanligvis formodet. Og den tredje er, at langt flere både terror- og krigshandlinger er etisk forkerte end sædvanligvis formodet.
Den samlede konklusion er, at hverken Palæstinas eller Israels handlinger kan forsvares, og at en bedre måde at handle på er nærmere den form for ikkevoldelig modstand, som er blevet forsvaret og rost hos for eksempel Leo Tolstoj, Mahatma Gandhi og Martin Luther King.
Civile og ikke-civile
En almindelig antagelse om krig er, at der er etisk forskel på civile og ikke-civile i krig. Det er derfor, at vi opfatter det som forkert, når soldater dræber civile, men ikke, når de dræber andre soldater, og det er derfor, at mange fordømmer terrorisme hårdere end krig.
I en vis forstand er dette et særpræget argument. Ville det virke forsvarligt, hvis væsener besøgte Jorden, observerede en krig, og spurgte om drabene ikke var forkerte, og vi så svarede, at det var moralsk i orden, hvis bare dem, der blev dræbt, var soldater?
Konventionel tænkning om krig undervurderer i ekstrem grad det onde, det er at slå et andet menneske ihjel, og glemmer, at soldater også er civile, der har taget uniform på. Som udgangspunkt er det at slå ihjel det værste, et menneske kan gøre, og argumenterne for at dræbe skal derfor være umådeligt stærke. Som minimum skal det andet menneske i en eller anden forstand have handlet, så han fortjener at blive slået ihjel, eller det kan forsvares, at han slås ihjel.
Hvem kan det forsvares at slå ihjel, og handler det om at være ikke-civil? Civile er generelt svære at forsvare at slå ihjel, fordi de ikke har gjort noget uretfærdigt. Et tilsvarende nødvendigt minimumskrav for, at det kan forsvares at slå en ikke-civil ihjel er, at den ikke-civile kæmper i en uretfærdig krig.
I Ukraine-krigen kæmper russiske soldater for eksempel for territoriel udvidelse, mens ukrainske soldater kæmper i selvforsvar. Rusland kæmper ikke for at forsvare sin befolkning mod overgreb eller for sin territoriale suverænitet. Således kæmper ukrainske soldater for en retfærdig og presserende sag, mens russiske soldater kæmper for en uretfærdig sag.
Dette giver de ukrainske soldater et grundforsvar for drab på russiske soldater (men ikke på drab af russiske civile), mens russiske soldater handler forkert, uanset hvem de dræber.
I Israel-Palæstina konflikten, derimod, har både israelske og palæstinensiske kæmpende retfærdige årsager til at kæmpe og til at lade være. Israelerne lider under varige, alvorlige trusler fra Hamas og andre fjendtlige organisationer, og palæstinensere lider under israelsk besættelse samt militær og økonomisk kontrol.
Uagtet at begge parter antageligvis også kæmper for etisk dårlige mål, såsom annektering af territorie eller simpel hævn, så har begge en overvejende god årsag til at kæmpe, nemlig at undgå hele befolkningers uretfærdige og ubarmhjertige overgreb fra deres fjenders side.
Ingen af parterne kan derfor siges entydigt at have retten eller uretten på sin side hvad angår årsagerne til at føre kamp. Dette retfærdiggør ikke konkrete handlinger såsom Hamas’ indledende angreb eller Israels omfattende modangreb, men hvis det accepteres, at argumenterne skal være stærke for at slå ihjel, så er det svært at se, at det i en fortløbende konflikt som Israel-Palæstina konflikten utvetydigt kan retfærdiggøres at slå hverken israelske eller palæstinensiske soldater ihjel.
Den klassiske indvending imod dette er, at soldater i enhver konflikt er ligestillede, og at man ved at påtage sig rollen som soldater accepterer ”krigens regler”, herunder ens potentielle død. Der kan føres (mindst) tre argumenter herfor, der alle er blevet undersøgt af filosoffen Jeff McMahan.
Et første argument er er, at alle soldater samtykker til at blive angrebet, når de går i krig. Men der er forskel på at samtykke og at udsætte sig for risiko. Da de polske soldater meldte sig til hæren i 1939, så vidste de, at de ville blive angrebet af tyskerne, men det er absurd at fremføre, at de samtykkede hertil.
Mange soldater har herudover ikke valgt at gå i krig under frie forudsætninger, men er blevet indoktrineret eller har handlet under kulturelt og økonomisk pres og kan derfor slet ikke samtykke i almindelig forstand.
Et andet argument er, at soldater udgør en fare for hinanden, og at alle soldater derfor handler i selvforsvar. Men et sådant forsvar kan kun benyttes under særlige forhold, ligesom en tyv jo heller ikke har lov til at handle i selvforsvar, hvis han føler sig truet af en betjent.
Hvis man er soldat i en krig, hvor man ikke er sikker på om man er tyv eller betjent, så er det rette af sikkerhedshensyn at formode, at man er tyven, og ikke at man er betjenten. Det tredje argument er, at soldater handler under ordrer ovenfra, og at de derfor har pligt til at dræbe. Men det er svært at se, at ens pligt over for ens nation er så stærk, at de retfærdiggør drab på nogen, der ikke fortjener at dø.
Det er altså ofte svært at retfærdiggøre at slå nogen ihjel, uanset om de er civile eller ej. Dette er antageligvis ikke overraskende. I etisk klarere konflikter, såsom Ukrainekrigen eller den tysk-polske krig i 1939, er forskellene på civile og ikke-civile tydeligere. Men i konflikter som Israel-Palæstina konflikten er forskellen på gode og onde mindre skarp.
Derfor er der mindre etisk forskel på civile og ikke-civile, fordi det er svært at retfærdiggøre drab også på de ikke-civile.
Terror og krig
Selv hvis der ikke er stor etisk forskel på civile og ikke-civile, så kan terrorhandlinger stadig være værre end krigshandlinger. Krig er vold mod ikke-civile med det formål at fremme politiske mål. Terror er vold mod civile med det formål at fremme politiske mål. De begrænsede forskelle på civile og ikke-civile i Israel-Palæstina konflikten fører til tvivl angående den etiske forskel på krig og terror, men lad os for argumentets skyld antage, at der er forskel på civile og ikke-civile. Hvorfor er terrorhandlinger så værre end krigshandlinger?
Et første argument er, at civile dødsfald er et onde. Dette argument er dog ikke nogen tung kritik specifikt mod terrorisme, for i konventionelle krige er der ekstreme mængder civile dødsfald. I tal, som f.eks. filosoffen Lionel McPherson bruger, udgjorde de civile dødsfald mellem 75 og 90 procent af alle direkte og indirekte dødsfald i 1990’ernes krige. Det kan derfor ikke være selve de civile dødsfald, der gør terrorhandlinger specifikt onde.
Et andet argument er, at terror angriber mennesker, der i kontrast til soldater er forsvarsløse. Dette er et argument, der er baseret på en malplaceret metafor om krig som en sport, såsom en boksematch eller en gladiatorkamp, hvor ”fairness” er relevant.
Det er uværdigt at dræbe forsvarsløse mennesker, herunder for eksempel børn og ældre, men døden er ikke et mindre onde for dem, der er bevæbnede, end dem, der ikke er det (og herudover kan dette argument lige så vel benyttes til kritik af almindelige krigshandlinger, eftersom soldater er lige så forsvarsløse som civile over for f.eks. kampfly eller pansrede køretøjer).
Den mest kategoriske indvending mod terror er, at i terror er dødsfaldene er en del af terroristernes intention, og de er et middel til terrorens mål, mens dødsfald i krig er uønskede sideskader, eller som det fordækt kaldes, ”kollaterale omkostninger”. Er der forskel på terroristers og soldaters intentioner?
Hvis intentioner handler om ens ultimative mål, så er forskellen som minimum usikker. Når soldater dræber i krig, så gør de det med et ultimativt politisk mål, nemlig at vinde krigen. Men det samme kan siges om terrorister, der ikke nødvendigvis har et ultimativt mål om civile døde.
Tages Hamas som eksempel, så er der selvfølgelig ingen garanti for, at Hamas følger sin egen charter, men charteren af 1988 angiver både Hamas’ mål om at etablere en Islamisk shariastat i hele Palæstina (hvoraf ophøret af staten Israel følger som delmål), samt konstaterer, at følgere af kristendommen, islam og jødedommen kan sameksistere i fred.
Således synes Hamas’ ultimative mål snarere at være staten Israels ophør end den israelske befolknings ophør. Det er naturligvis umuligt at vide at vide, hvordan Hamas ville handle i kontrafaktiske situationer, men hvis Israel opløste sig selv og dens befolkning emigrerede (uden at det bør anses for en god løsning på konflikten), så er det i det mindste muligt, at Hamas’ ikke umiddelbart ville fortsætte med at forfølge befolkningen.
Angiveligt spekulerer de fleste Hamas-krigere ikke over sådanne distinktioner og er i praksis motiveret af had og hævn, men det samme kan siges om israelske kæmpende, idet den israelske kamp også bærer præg af uindskrænket ødelæggelsestrang.
Alternativt kan forskellen på terroristers og soldaters intentioner være, at terrorister i en eller anden forstand ”vil” de civiles død. Filosoffen Frances Kamm har som et tankeeksperiment forestillet sig en krigspilot, der skal bombe en ammunitionsfabrik, men som ved, at hans bombe også vil ramme et hospital. Piloten ønsker ikke at ramme hospitalet, men han ved, at han kommer til det. Har han intentioner om at bombe hospitalet?
Hvis intention betyder, at man ”vil” sin handling uagtet dens konsekvenser, så har piloten intentioner om at bombe hospitalet. Men alle soldater ved, at deres gerninger vil medføre civile døde, og de handler alligevel, så i hvilken forstand har de færre intentioner om civile drab end terrorister, og hvorfor er det overhovedet relevant? Der findes situationer, hvor intentioner er væsentlige.
Hvis en bilist kører nogen ned, så er det vigtigt, om han havde intentioner om det eller ej. Men Lionel McPherson har ret, når han konkluderer, at det enten er absurd eller fordækt at påstå, at rigtigt og forkert i krig afhænger af de kæmpendes subtile intentioner.
Lige så absurd er påstanden om, at det skulle gøre en forskel, at de civile døde er et middel og ikke en sideskade. Forskellen på et middel og en sideskade er et spørgsmål om kausalitet – om døden ligger årsagsmæssigt imellem handling og mål, eller om den ligger ved siden af handling og mål. Sådanne forskelle kan gøre en forskel i hverdagens situationer, men det er utroværdigt, at subtile kausalitetsforhold skulle gøre en stor forskel for, om hundredvis af døde er etisk forkasteligt eller acceptabelt.
Disse argumenter kan opfattes som en problematisk relativering af krig og terror. Min påstand er dog ikke, at krig og terror i alle henseender er etisk ens, eller at nogen af delene er lette at forsvare. I almindelighed tilhører krig og terror to forskellige kategorier, der tydeligt kan skelnes fra hinanden, og kan i begge tilfælde udføres under forskellige grader af umenneskelighed.
Tortur og nådesløs amputering er ikke det samme som at skyde en soldat eller at bombe en bydel (med langsomme og smertefulde dødsfald til følge), der igen ikke er det samme som artilleribombning med hvid fosfor. Hamas’ terror skiller sig ud ved at være særligt bestialsk, og den besidder dydsetisk set en radikal lastefuldhed, som konventionel krig sjældent vil besidde.
Min påstand er snarere, at krigs- og terrorhandlinger også har et vigtigt element til fælles, nemlig at udgøre en villig og bevidst årsag til både civile og ikke-civile individers uretfærdige død, og at dette element vedrørende døden er den etisk mest tungtvejende del af handlingerne.
Dette fælles element er nemt at undervurdere, når man betragter krig på afstand, fordi Hamas’ terror så tydeligt kan ses at være bestialsk, mens de samlede omkostninger af ”konventionelle” døde i krigshandlinger, såsom livslang sorg for de pårørende, ødelæggelse af samfundets sammenhængskraft og traumer gennem flere generationer, ikke er noget, som man nemt kan vise på en skærm.
Inddrages de fulde konsekvenser af døden, som terror og krig har til fælles, svækkes mange af de argumenter, der er blevet anvendt for så entydigt at vurdere krig som kategorisk mere moralsk forsvarlig end terror.
Gode og onde krige
Disse observationer sår tvivl angående omfanget af forskellen på civile og ikke-civile, og på terror og krig, i konflikter som Israel-Palæstina konflikten. Man kan spørge om, hvorvidt det betyder, at terror kan forsvares på linje med krig, eller at krig må forkastes på linje med terror.
Begge udsagn har sandhed i sig. Et af hovedtemaerne i nyere krigsetik er, at handlinger i krige ikke kan evalueres efter simple kriterier, men i alle tilfælde må evalueres fra bunden af. Der findes situationer, hvor det er nødvendigt for mennesker at kæmpe mod hinanden under grusomme forhold. Det er en observation af den art, der ledte filosoffen Michael Walzer til at konkludere, at de allieredes luftbombning af Dresden i anden verdenskrig – et klassisk terrorangreb – var forsvarligt, med henvisning til en ”nødsituation af højeste art”.
Mere væsentlig er tanken om, at krig må forkastes på linje med terror. En tilbøjelighed i nyere krigsetik har da også været at fremføre, at færre krigshandlinger end tidligere formodet kan forsvares. En af de mere radikale filosoffer i det henseende er David Chan, der i værket Beyond Just War forkaster det konventionelle syn at krige er gode eller onde, alt efter om de er retfærdige, og i stedet påstår, at alle menneskets aktiviteter må evalueres med hensyn til alle dyder, ikke blot retfærdighed, men også f.eks. barmhjertighed, nåde, håb, ydmyghed og omsorg for det fælles gode.
Hans konklusion er, at når vi stopper med entydigt at fokusere på, om vi har retfærdighedens årsager bag os – for eksempel hvad angår hvem der har retten til hvilke landområder, eller hvem der har gjort hvem ondt i fortiden – så bliver det tydeligt, at krig har så kolossale omkostninger, at andre hensyn, såsom barmhjertighed, ydmyghed og omsorg for andre, gør næsten alle krige umulige at forsvare.
Eksistensen af ekstreme trusler såsom holocaust bevirker, at undtagelsesløs pacifisme fortsat er svær at fastholde, og David Chan er da også imødekommende over for Walzers ”nødsituations”-argument, men fremfører herudover, at selv krig i selvforsvar kan være etisk forkert.
Hvad der udgør en retfærdig krig har til alle tider været et diffust spørgsmål. Inddragelsen af andre dyder end retfærdighed flytter det diffuse område, så endnu færre krige end førhen kan ses som etisk acceptable. Hvad angår Israel og Palæstina, så er det vel tydeligt, at uanset hvem der har retfærdighedens årsager på sin side, så formår ingen af partnerne længere at nå deres retfærdige mål uden samtidig at handle forkert med hensyn til andre dyder.
Moderne krigsetik fortæller da, at den eneste måde at handle ret på er at lægge våbnene ned, eller i det mindste at besidde så stor medfølelse for ens fjender, at mange kampe bliver umulige. Både Hamas’ terrorangreb og Israels umådeholdne modangreb må på den basis vurderes at være etisk forkerte.
For at handle ret ifølge alle dyderne, bør Hamas og Israel, udover at søge deres andre mål, nære en almen næstekærlighed for hinanden, føle vemod ved deres skade på andre, beklage ydmygelser af deres modstandere, og ustandseligt gøre forsøg i retning af fredelige løsninger.
Dette kræver dyd af heroiske proportioner, og er da også en fremgangsmåde, der i politisk henseende fortrinsvis er blevet fremlagt af moralske idealister som Mahatma Gandhi og Martin Luther King.
Deres resultater taler dog for sig selv. Indien er i dag ikke længere under Britisk imperialistisk styre, og segregeringen i USA er afskaffet ved lov. Hvilke tilsvarende resultater kan Hamas’ og Israels ledere, Ismail Haniyeh og Benjamin Netanyahu, præsentere?
Baseret på ovenstående er både venstre- og højreorienteredes forsvar for henholdsvis terror- og krigshandlinger uholdbare og bør derfor enten justeres eller opgives til fordel for mere pacifistiske og ikkevoldeligt orienterede argumenter.
