Debat

07.11.20

Den blå klimakamp får onde tømmermænd

Højrefløjen tror, at armlægningen mellem klima og velfærd er et nulsumsspil. Men der et intet, som tyder på, at den brede befolkning vil acceptere en konflikt mellem velfærd og klima. Det mener Frederik Vad, formand for DSU.

Mere klima, hurtigere klima og bedre klima. Grønne paroler om regeringens manglende klimahandling, og behovet for højere ambitioner med Radikale Venstre, er ved at gøre højrefløjen hæse. Senest forsøgte partierne at sætte barren højere end regeringen, når det kommer til antallet af grønne biler på vejene i år 2030. Drømmen om, at klimakampen endelig kan udskifte det røde ringhjørne med det blå, giver julelys i øjnene hos Ellemann & Co. 

Ikke kun fordi det optager flere og flere danske vælgere, og fordi vi har en reel klimakatastrofe under opsejling. Også fordi det rummer muligheden for at stoppe udbygninger af velfærdsstaten og det sociale sikkerhedsnet i årene fremover. Vi har jo hørt det igen og igen fra højrefløjen: Klima før velfærd. Når regeringen prioriterer at trække raske mennesker på pension i Arne-reformen, så vil højrefløjen bruge pengene på klima. Konflikten mellem klima og velfærd trækkes skarpere og skarpere op. Håbet er så, at et flertal af danskerne i sidste ende vil vælge klima frem for velfærd.  

Jeg tror, der venter højrefløjen nogle onde tømmermænd på den anden side af den blå klimakamp. Der er intet, som tyder på, at den brede befolkning vil acceptere en konflikt mellem velfærd og klima. Opbakningen til værdig tilbagetrækning, investeringer i sundhed og minimumsnormeringer i daginstitutionerne er ikke ved at forsvinde. Samtidig er der et brændende ønske om stærke klimaambitioner. 

Derfor forstår jeg ikke højrefløjens blå klimakamp. Lige nu og her kan den bruges til parlamentarisk drilleri og fnidder-fnadder mod regeringen. Men på længere sigt er den ubrugelig.


Foghs smarte strategi

Da Anders Fogh Rasmussen var formand for Venstre, vidste han, at vejen til at skabe et mere liberalt samfund gik gennem en ændring af danskernes holdninger – ikke af store nedskæringsreformer. Derfor placerede han sig der, hvor danskernes grundlæggende opbakning til den stærke velfærdsmodel kunne kombineres med hans ambitioner om mere liberalisme. Eksemplet fra sundhedsvæsenet er det bedste: Danskerne ville gerne af med ventelisterne, og Venstre ville gerne have mere konkurrence og privatisering af velfærdssamfundet. Pludselig kunne kampen mod ventelisterne kombineres med kampen for mere frit valg. Sammen med udlændingepolitikken og skattestoppet sikrede det tre valgsejre til Fogh – og gav os på den anden side af gadekæret bankende hovedpine.  

Strategien var smart. Og den står i skærende kontrast til den blå klimakamp, hvor grønne elbiler skal bruges til at argumentere imod Arnes pension. Den debat kan måske få luft under vingerne i København og Aarhus, men i store dele af landet vil man ikke kunne forstå den konflikt. Man risikerer ovenikøbet at skabe større modstand mod klimaambitionerne, fordi det kan opleves som en trussel mod det samfund, man ellers ønsker sig. Bare se på de gule veste i Frankrig. 

Den blå klimakamp får onde tømmermænd. Den kaster Fogh-læren ud med badevandet og tager ikke udgangspunkt i, hvor befolkningen befinder sig. Den tror på, at opbakningen til sociale forbedringer kan udskiftes med grønne fremskridt. Så længe højrefløjen står fast på, at armlægningen mellem klima og velfærd er et nulsumsspil, så kommer de ingen vegne. Jeg tror ikke på strategien.  

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyheder og information om medlemsfordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter