Bandemedlemmer og forhærdede forbrydere som Levakovic-klanen bliver ikke udvist, jihadister og deres børn hentes til Danmark, EU’s flygtningekommissær afviser et stramt asylsystem... Hver dag byder på nye plager og gør det klart, at demokratiet oversvømmes af et liberalt menneskerettighedsregime, der sætter hensynet til individet over fællesskabet, over nationen og folket.
I sin nye bog Farvel til folkestyret beskriver Morten Messerschmidt denne ”liberaldemokratiske” oversvømmelse, der har skabt en dræningsklar sump af internationale konventioner, domstole, eksperter, bureaukrater, agenturer og andre illegitime instanser, bakket op af eksperter som Marlene Wind og meningsdannere som Stine Bosse, techgiganterne og de fleste folketingspolitikere, der sidder fast i hængedyndet.
Tydeligst ser man det i EU-systemet, og Dansk Folkepartis næstformand har da også gode råd til, hvordan man nedlægger slanger og rør for at udtørre og ilte den demokratiske jordbund og dermed restaurere det danske folkestyre.
Folkestyret er nemlig en frodig vækstbund for ikke blot retsstat og borgerrettigheder, men også for pligter, fri debat og samhørighed. Alt det, ”liberaldemokratiet” mangler.
Vor tids kommunisme
Messerschmidts bog, der er endnu en fortrinlig udgivelse af forlaget Munch & Lorenzen, minder om den polske filosof og Europa-parlamentariker Ryszard Legutkos bog The Demon in Democracy fra 2016.
Ifølge Legutko er liberaldemokratismen ikke historiens triumferende besejrer af kommunismen; den er snarere blevet vor tids kommunisme. En dristig tese, men lyt engang, for den kommer fra en mand, der selv var dissident under kommunismen.
Allerede dengang var Legutko forbløffet over Vestens manglende støtte til dissidenterne, og efter Murens fald fandt han svaret: Liberaldemokrater har meget mere til fælles med kommunister, end man skulle tro. Det forklarer også, hvorfor mange forhenværende kommunister i Østeuropa ubesværet sprang ud som liberaldemokrater og tilhængere af EU.
Det skyldtes ikke kun opportunisme, men ideologisk fællesgods. Hvilket?
Ifølge Legutko er kommunismen og den progressive liberaldemokratisme – der må skelnes nøje fra klassisk liberalisme – fælles om synet på historien som en fremadskridende, lineær linje, ved hvis endemål kommunismen eller netop liberaldemokratiet stråler over verdens frelste.
Reaktionære sjæle, der står på den forkerte side af historien, stamper imod brodden. Men på et tidspunkt vil de også overgive sig.
Næsten før menneskeheden
Liberaldemokrater og kommunister har også fælles fjender: konservative, kristne, nationalt sindede og lokalpatrioter. Den katolske kirke var for eksempel en vigtig bastion imod kommunismen. Troens styrke gav nemlig dissidenterne mod til at bekæmpe det totalitære regime, og besindelsen på synden udgjorde et bolværk mod utopierne.
I dag er EU – ”fredens projekt” – den nye imperiale utopi, og her har kristendommen som bekendt ingen plads.
I modsætning til liberaldemokrater forsvarer konservative fællesskaberne, fra kernefamilien til den kristne menighed og den suveræne nationalstat. Vi elsker vores næste, ikke den abstrakte menneskehed. De ord kunne lige så godt være Legutkos som Messerschmidts og hans lærermester Søren Krarups.
I Central- og Østeuropa har befolkningerne lært den hårde lektie og lader sig ikke så let lokke af den totalitære fristelse i den imperialisme og emancipation, der i dag går under navnet liberaldemokratisme.
I Vesteuropa skal vi først nu til at lære at dræne sumpen.
