Jeg kan ikke sige, at jeg misunder statsminister Mette Frederiksen. Det er ikke nemt at være småstat i stormagtspolitik. Det er muligt, at statsministeren indadtil er dygtig til det hårde, diplomatiske spil. Men udadtil viser hun noget andet.

Som når hun søndag aften på Facebook deler et foto fra sit private hjem med de andre nordiske ledere omkring spisebordet. De sidder i hverdagstøj i hjemlige omgivelser med bøger og blomster. Der aktiveres her en skandinavisk myte om ”hyggens” forløsende kraft.

Hyggemyten opfattes som svaghed
Det er en myte, der fortæller os, at autenticitet og uformel intimitet er tegn på sand styrke. Den nordiske hygge er en politisk kraft, og det uformelle er tegn på ægthed. Sådan ser vi det selv. Intimsfæren rummer en særlig styrke: Fravær af magt er udtryk for magt.

Men myten kolliderer fatalt med internationale magtkoder og deres underforståede sprog. Her viser hyggemyten sin ideologiske funktion: Den forblænder både statsministeren og dem, der tror på myten.

Den forveksler nemlig skandinavisk hyggeæstetik med global styrke. Den forvandler provinsiel selvforståelse til en formodet universel værdi. Den maskerer reel svaghed bag påstået autenticitet. Og den bekræfter den skandinaviske særverdens isolation fra resten af verden. Andre ser anderledes på magt og svaghed.

Berlingske forhekset af myten
Berlingskes politiske kommentator Bent Winther er en af dem, der virker ideologisk forhekset af myten. Ifølge ham viser statsministerens foto, at lederne står sammen:

”Hvis Trump truer Danmark med sanktioner, truer han også vennerne – fire vigtige NATO-lande, som spiller en vigtig rolle i Arktis.”

Winthers analyse reproducerer myten om det nordiske fællesskabs særlige intimitet som politisk trumf. Men her er en anden tolkning: I en verden af hård magtpolitik læses billedet stik modsat: Som et visuelt vidnesbyrd om svaghed, provinsiel selvtilstrækkelighed og mangel på vilje og format.

Myten om ”nordisk hygge” som politisk kraft har en forførende virkning indadtil, men bliver fatal i mødet med omverdenens benhårde magtkoder. Den bliver et studie i, hvordan en regions selvbillede kan kollapse i mødet med den globale virkelighed.

Nordisk selvbedrag
Statsministerens foto afslører dermed ikke bare en fejlslagen kommunikationsstrategi, men et dybere selvbedrag i den nordiske selvforståelse. Ved at ophøje hyggen til politisk magtfaktor reproducerer billedet blot den provinsielle myte om Nordens særlige moralske overlegenhed, en myte, der i stigende grad fremstår som et selvbedrag i en ny og hårdere verden.

Kulturelle myter kan gøre os blinde for realiteterne. Og en selvforståelse, der fungerer indadtil, kan blive fatal i mødet med omverdenens blik.