Der er en afgørende forskel på EU-modstandere og -tilhængere i deres tilgang til EU-afstemninger; tilhængerne accepterer aldrig et nej! Midlertidigt anerkender de valgresultatet, men vi kan være sikre på, at så snart chancen byder sig, skal danskerne til afstemning igen om sager, som vel egentlig burde være afgjort.
Sådan står det ikke til med modstanderne, hvis man ser bort fra de voldsparate demonstranter 18. maj 1993, hvor et flertal af vælgerne havde stemt ja til den Maastrichttraktat, som de ellers havde stemt nej til året før, og som nu gik under navnet Edinburghaftalen, hvor Danmark havde fået fire forbehold.
EU-modstanderne siger generelt tak for kampen, og så forbereder de sig til næste slag. Der er dog også visse problemer ved den strategi, for det er således, at selv når der er flertal for et nej, så lister tilhængerne EU ind ad bagdøren i stedet, som tilfældet var med Maastrichttraktaten.
Vi så det også, da et flertal stemte nej til at indføre euroen; i 1999 var Danmark uden afstemning blevet indrulleret i ERM II (Exchange Rate Mechanism II), hvor de deltagende lande forpligter sig til at stabilisere deres valutakurs over for euroen. Det meldte vi os ikke ud af ved nejet i 2002, så praktisk set er vi så tæt på at have euro, som vi kan være uden at have indført den i mønter og sedler.
Forbeholdet mod unionsstatsborgerskab har længe været udhulet; det var et forbehold mod, at unionens statsborgerskab skulle erstatte det danske; det gør det heller ikke, men det fungerer sideløbende med det danske, og giver EU-borgere i Danmark vidtgående rettigheder, som for eksempel ret til at tage sociale ydelser med sig til hjemlandet, eller ret til familieliv, selv om man står til udvisningsdom for grov kriminalitet, som tilfældet var med Gimi Levakovic.
Det blev heldigvis et nej til at afskaffe retsforbeholdet, da turen kom til det, men udgangen på afstemningen blev dog, at et fortsat samarbejde med Europol blev betinget af, at Danmark forbliver i Schengen. Det er netop Schengen og den deraf afledte grænseoverskridende kriminalitet, der har nødvendiggjort Europol, og tilsyneladende er der ingen, heller ikke blandt modstanderne, der sætter spørgsmålstegn ved, at EU’s svar på de problemer, det selv skaber, er mere EU.
Unionen og de djævelske detaljer
Så kom turen sidste år til forsvarsforbeholdet, hvor modstanderne var på hælene, blandt andet fordi Folkebevægelsen mod EU ikke blev indbudt til de store TV-debatter. Forbeholdet skyldtes i sin tid angsten for en egentlig EU-hær, og dér vidste tilhængerne at sætte ind: Vi får aldrig en EU-hær, hvor unionen får kommando over danske Jenser.
Det blev gentaget igen og igen under afstemningsdebatten. Danmarks forsvarsforbehold skulle ophæves ud fra den besynderlige præmis, at Ukraine var blevet angrebet, og medlemskabet af NATO derfor ikke var nok. Dette hævdede man, på et tidspunkt hvor Tyskland var ganske fodslæbende på grund af landets selvskabte afhængighed af Rusland. Resultatet er kendt og blev straks udlagt som en stor sejr til ja-siden, men var det nu det?
Stemmeprocenten var ringe (65,8), og det vil sige, at cirka 44% af de stemmeberettigede stemte ja, resten stemte enten nej eller blev hjemme og må formodes ikke at have villet tage ansvar for beslutningen.
At en EU-hær ikke er lige om hjørnet, er umiddelbart sandt, men djævlen ligger som bekendt i detaljen. Knap var den sidste stemmeurne tømt og optalt, før Danmark blev medlem af PESCO, EU’s permanente strukturerede samarbejde, hvor medlemsstaterne i fællesskab “udvikler (…) forsvarskapaciteter, koordinerer investeringer, styrker deres væbnede styrkers operationelle beredskab, interoperabilitet og modstandsdygtighed og samarbejder om projekter”, som man kan læse på Rådets hjemmeside.
Den fælles militære kapacitet skal ifølge Traktaten (artikel 42 og 43) anvendes til fredsbevarelse, konfliktforebyggelse, styrkelse af den internationale sikkerhed, krisestyring og postkonflikt-stabiliseringsoperationer.
Det er sådan, EU fungerer; ikke ved centrale diktater, men ved at medlemsstaterne samarbejder om at opløse sig selv. Danmarks ikke eksisterende forsvar er i den forbindelse gefundenes Fressen for PESCO, fejet og pyntet som det fremstår.
Der skal der nemlig nu købes stort ind, men skulle nogen tro, at indkøbene kommer til at handle om Danmarks territorialforsvar og forpligtelsen over for NATO, kan man godt tro om. Indkøbene kommer til at indgå i et samlet europæisk militær, som altså ifølge Traktaten ikke kun er et territorialforsvar. Den fungerende forsvarsminister har nemlig proklameret, at “EU kommer til at spille en større rolle på forsvarsområdet, når Danmark og andre EU-lande i de kommende år vil gennemføre en enorm oprustning”.
Da PESCOs medlemmer skal koordinere deres indkøb, og da Danmark skal begynde fra bunden med at genopbygge sit forsvar, vil EU få stor indflydelse på processen. Nu går det, som det altid går med EU: Danmark bliver også på forsvarsområdet helt integreret i det europæiske projekt, og med hvilke konsekvenser?
Stadig en kamp at udkæmpe
Man kan kun gisne om omfanget af våbenlobbyister, der vil flokkes i Bryssel, når de enorme ordrer skal afgives, og så er der spørgsmålet om Danmarks suveræne ret til selv at bestemme, hvilke aktioner vi vil deltage i. Vetoretten var allerede forud for afstemningen til debat i EU, og selv om den bevares, kan man spørge, om vi vil få lov til at nægte at deltage i en given militær operation, hvis vi har nogle våben, som de øvrige deltagere ikke har?
Næppe, så hvem ved – måske det ikke er så langt ude, at danske Jenser i en ikke fjern fremtid vil blive kommanderet ud i fjerne egne på forebyggende missioner, som ikke er i Danmarks interesse, men som vi på grund af PESCO bliver tvunget til at deltage i. De vil blive udkommanderet af danske politikere, ja, men det er politikere, der har underlagt sig EU.
Hvor stiller dette så EU-modstanderne? Vi får ingen ny afstemning, Folkebevægelsen mod EU er som nævnt kørt ud på et sidespor, og det lægger et ikke ringe ansvar på de modstandere, som findes på tinge; de er nødt til at bruge deres kræfter på at gøre folk opmærksomme på, hvilken enorm indflydelse EU har på Danmark. Det er for vigtigt til at overlade til de EU-begejstrede.
Hvad kan modstanderne så stille op? Dansk Folkeparti var engang ganske ferme til at ægge til kamp mod EU. Hvem husker ikke busreklamerne med Pia Kjærsgaard, der altid lå og tænkte på, at det var godt at bevare den danske krone i stedet for euroen?
Dansk Folkeparti førte på den måde altid valgkamp, også uden for de egentlige valgkampe, og afstemningerne om euroen og retsforbeholdet var næppe blevet vundet uden dem. Men det er længe siden, og man må så spørge, hvor partiet er at finde i EU-modstanden nu? Partiet er ganske lille, jovist, men der er ikke andre end dem og måske Nye Borgerlige til at føre kampen nu, da EU-modstanden på græsrodsniveau lider.
De 44% af vælgerne, der stemte for afskaffelsen af forsvarsforbeholdet, kan næppe betegnes som hele folket. Derfor er der stadig en kamp at udkæmpe på vegne af nejsigerne og de tvivlrådige, og jeg kan ikke se, hvorfor man som modstander skal være for fin til at gøre opmærksom på, at et fælles EU-forsvar ikke er en folkesag. Det bliver man ikke antidemokrat af.
Vi andre kan ikke skrive andet end læserbreve, og så kan vi give vores underskrift til Folkebevægelsen mod EU, så den kan blive opstillingsberettiget til næste valg til Europa-Parlamentet. For hvis ikke kampen bliver ført på alle niveauer, ender Danmark som en administrativ enhed i unionen.
