I sin kritik af mit syn på Ruslands aggression over for Ukraine går også Kontrasts chefredaktør, Mikkel Andersson, en meget lang omvej, før han kommer til det vigtige. Før vi hører om mulige løsninger på krisen, spilder Andersson en masse ord på at overbevise mig om Putins brutalitet.

Det er helt unødvendigt. Ikke fordi det ikke er rigtigt, hvad Andersson skriver, men fordi det er det. Jeg er helt enig og gentager gerne mig selv: Rusland er Vestens modstander og kan endda blive vores fjende.

Det er bare slet ikke dér, den relevante diskussion står. Den handler derimod om, hvorfor krisen opstod, og hvordan den kan løses. At forklare og forsvare Rusland er nemlig to forskellige ting: Man kan ikke løse krisen uden at forstå den, herunder forstå Ruslands motiver og interesser.

I gængs teori om international politik er der to hovedparadigmer, jeg for klarhedens skyld bruger i det følgende. Jeg forsvarer en realistisk tilgang til krisen, imens mine kritikere som Andersson og mange andre (for eksempel i DR’s Debatten) forsvarer en liberal. Som analytiker skal man være sin opgave voksen og forholde sig til realiteterne, ikke bare hvordan man ønsker, de skal se ud. Man bør altså være realist

Her er de to centrale punkter, Andersson og de liberale bør besvare:

Det er de liberale, der forværrer ukrainernes situation ved at give dem falske løfter om en uafhængighed, Rusland aldrig vil tillade, og som de liberale aldrig selv vil bakke op om, når det kommer til stykket.

For de liberale ved godt, at fuld uafhængighed kun kan opnås militært, men at en militær løsning er udelukket. Ukraine har ganske enkelt ikke nogen vital sikkerhedspolitisk interesse for Vesten, slet ikke for USA. Resultatet af de liberales tilgang er derfor, at Ukraine bliver ødelagt af borgerkrig.

Derfor foreslår jeg som realist, at den bedste løsning opnås ad diplomatisk vej. Vesten skal klart give til kende, at Ukraine aldrig bliver en del af NATO og EU, omvendt skal Rusland afstå fra at invadere landet. Dertil skal den pro-russiske, østlige del af landet tildeles udstrakt selvstyre og sikres mindretalsbeskyttelse.

Det andet punkt angår forståelsen af Rusland. En stormagt vil aldrig tillade, at en fjendtlig magt rykker helt op til dens grænse. Putin handler både rationelt og forudsigeligt, når han søger at ødelægge Ukraine, så landet aldrig bliver medlem af NATO.

Mit spørgsmål til Andersson:

Skal USA tillade, at Mexico og Canada allierer sig med Kina og opmarcherer militært ved landets grænser? Var det helt forkert at afvise Sovjets opstilling af atomvåben på Cuba i 1962? For Cuba havde da ret til selv at bestemme, ikke?

De svar, der normalt gives, er langtfra tilfredsstillende. Et svar er, at vi i Vesten er berettigede til at gøre ting – altså sikre vores interessesfære, ifølge Monroe-doktrinen – vi ikke vil tillade andre at gøre, for vi er jo de gode, og de andre er onde. Men at dehumanisere vores modstandere er opskriften på barbari, og vores universalisme er som bekendt de andres imperialisme, som Huntington sagde.

Et andet svar lyder: Ja, men sådan gør vi nu engang for at sørge for vores sikkerhed. Og det er, hvad stormagtspolitik handler om. Men hvis alle gør det, ender vi i et kaos, ingen har interesse i, og at undgå det kaos er præcis, hvad diplomati handler om. Mere om det senere.

Også på tre andre punkter tager Andersson og de liberale fejl.

For det første: Rettigheder sikres ikke ved, at man retorisk proklamerer dem; de forudsætter derimod institutioner, der er villige til at sikre dem med magt. De institutioner findes ikke i tilfældet med ukrainernes ønske om fuld autonomi.

De liberale bør derfor holde inde med deres rettighedsretorik. Hvis de mener, at Ukraine bør optages i NATO-institutionen, må de argumentere klart og overbevisende for det (men det kommer ikke til at ske, og igen: det ved de liberale nok også godt).

For det andet: De liberale gejler hinanden op med en krigerisk retorik, der handler om at tvinge Rusland helt i knæ gennem sanktioner af forskellig art. Men den strategi er yderst farlig, for en ydmyget stormagt med tusindvis af atomvåben vil skabe et sikkerhedspolitisk kaos. Som ruslandseksperten Dmitri Trenin har skrevet: ”Det, vi skal frygte, er ikke et stærkt, men et svagt Rusland.” En acceptabel, diplomatisk løsning for alle parter er derimod kendetegnet ved, at alle parter giver og tager.

For det tredje: De liberale henholder sig også til forskellige internationale aftaler, der med tiden er indgået mellem Rusland og Vesten, og som Rusland til deres store forargelse nu bryder. Heri ligger en himmelblå naivitet.

For det internationale system er anarkisk. Der er ingen liberal verdensstat, der gennem straf kan sikre, at staterne ikke bryder lovene. Der findes liberale aftaler, ja, men så snart stormagterne ikke har en interesse i dem, bryder de dem. Og hvem er den største synder? Såmænd det liberaldemokratiske USA. Liberalisme indebærer også en god del hykleri.

Hvad er løsningerne så, når nu en militær konfrontation mod Rusland over land, der ikke er medlem af NATO, er udelukket?

Mikkel Andersson har to svar. Det ene er, at vi skal udstyre ukrainerne med våben. Det kan være korrekt, men det skal ske som et middel i en diplomatisk forhandling, ellers er vi tilbage ved risikoen for at eskalere en borgerkrig, som blot vil ødelægge landet og i sidste ende stille russerne stærkere. Her bør vi ihukomme lektien fra Syrien.

Det andet svar er økonomiske sanktioner. Men dem har vi afprøvet efter krisen i 2014. De virker ikke. Putin har nemlig forberedt russerne på at håndtere dem. Men man kan skrue op for dem, eller true med at gøre det som et led i en diplomatisk forhandling, som jeg også bifalder. 

Men det forudsætter, at man kan ramme russerne på deres eksport af gas. Problemet er her, at europæerne selv har gjort sig afhængige af Ruslands energiforsyning. Og som jeg har skrevet mange steder: Når du lukker for atomkraftværkerne, åbner du for russisk pression. Hvor dum har man lov at være?

Løsningen er altså diplomatisk. Men desværre er Vestens diplomatiske evner stærkt forringede, fordi vi i mange år har været stærke nok til at kunne undvære denne højt kultiverede form for statsmandskunst.

Det kan også være, at denne krise snart driver over – den forsvinder dog næppe helt – og russerne trækker styrkerne tilbage, da de hverken er i stand til at genetablere Sovjetimperiet eller har interesse i en langstrakt invasion. Akkurat som jeg spåede i mit oprindelige indlæg i Berlingske, som Anderssons kritik tog udgangspunkt i.