I dele af det borgerlige Danmark kan man observere et pudsigt fænomen. Meget blå mennesker, der på besynderlig vis lyder som DKP-medlemmer fra fordums dejligt forgangne dage, når de slår knuder på sig selv for at forsvare eller forklare (forskellen er som regel den samme) Moskvas seneste aggression.
Der findes utallige varianter af argumentationen, men grundessensen er altid noget med, at Ruslands militære trusler mod nabolande og territoriale ambitioner ikke er urimelige, da det faktisk er Vesten, som er skurken i den store fortælling, fordi man herfra ikke anerkender, at Rusland faktisk har eller bør have ret til at gøre med sine nabolande, stort set som man vil.
En af dem, som har markeret sig i debatten, er Kasper Støvring, der er medgrundlægger af Kontrast. Jeg er imidlertid, som det fremgik af min nytårstale og utvivlsomt også det følgende, meget lidt enig.
Det kan Kasper og jeg forlyste os med at debattere på bestyrelsesmøderne, men det bør vi naturligvis også gøre her, da et af Kontrasts sigter er at være det primære forum for såvel borgerlig idédebat som uenighed. Så lad os se nærmere på, om det er rigtigt at give efter for Putins seneste forsøg på at øge sin indflydelse i Østeuropa.
Ifølge Moskva er en lang række øst- og centraleuropæiske nationer ikke rigtig at betragte som selvstændige nationer med ret til selv at vælge deres skæbne, alliancer og fremtid. Deres natur er at være vasaller, som skal gøre, hvad deres herre siger, og den herre burde belejligt nok sidde i Moskva.
Denne tænkning blev krystalklart udstillet af den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov, der erklærede, at NATO havde til hensigt at overtage de områder, der blev “forældreløse” efter Sovjetunionens og dermed Warszawapagtens kollaps. I praksis er det blandt andet de baltiske lande og ikke mindst Polen, der er at betragte som en slags forladte og forvirrede børn, der er vandret søgende rundt på jagt efter en beskyttende forælder. Hvorefter de stakkels værgeløse små uheldigvis faldt i NATO’s imperalistiske kløer.
De øst- og centraleuropæiske lande er alle stærkt anti-russiske demokratiske nationalstater, hvor klare flertal efter enhver målestok ønsker at orientere sig mod Vesten i markant højere grad end Rusland. Det skyldes ikke mindst brutale historiske erfaringer med russisk dominans, der i varierende grader har involveret massemord, folkedrab via hungersnød, tvangsdeportationer af store befolkningsgrupper, påtvunget forarmelse og brutal undertrykkelse fra naboen mod øst.
De ved, præcis hvad det vil sige at være en del af den russiske indflydelsessfære, og har af nærmest parodisk oplagte grunde derfor valgt at betakke sig for en sådan fremadrettet (en pointe skarpt opsummeret af en tidligere polsk udenrigsminister).
Når man ser på de lande, der stadig er en del af den russiske indflydelsessessfære – Belarus, hvis diktator efter alt at dømme kun overlevede en omfattende folkelig opstand på grund af Ruslands støtte, og en række andre mere eller mindre forarmede nationer, der slutter på -stan og som oftest er ledet af mere eller mindre farverige diktatorer – virker de heller ikke som særlig tillokkende eksempler på fordelene ved at være i Putins favn.
Rusland er i kløerne på et regime, som ledes af en tidligere KGB-officer, som opfatter USSR‘s kollaps som en massiv tragedie, og hans venner fra tiden i efterretningstjenesten og bystyret i Skt. Petersborg, der systematisk arbejder for at rehabiltere kommunistiske massemordere og kriminalisere og udgrænse dem, der arbejder for at erindre kommunismens forbrydelser i Sovjetunionen.
Det er gudhjælpemig også et regime, hvis belarussiske proxydiktator systematisk har sendt asylmigranter ind i Vesteruopa, en særdeles konkret problematik også for Danmark. Og så har vi ikke nævnt regimets kedelige praksis med snigmord af oppositionspolitikere, journalister og dissidenter både på egen og fremmed jord, statslig ensretning af medierne, de facto legalisering af hustruvold og et utal af andre festlige ting.
Om der er nogen egentlig ideologi under det nuværende russiske regime, synes tvivlsomt. Der er utvivlsomt nogle geopolitiske konstanter om russisk storhed samt, mere lavpraktisk, adgang til Sortehavet og Østersøen, der ikke har forandret sig siden tsarens tid, men derudover synes Putins regimes primære sigte at være magtbevarelse for enhver pris samt fortsat kleptokratisk berigelse af en surrealistisk rig elite, der intet lader de mest parodiske bananstater det fjerneste tilbage.
Og selvom en del af Putins forståere i Vesten ser ham som en form for kristenhedens beskytter mod for eksempel islam, er han ikke mere beskyttende, end at han gladeligt åbner russiske moskéer, ikke betragter “fornærmelse” af profeten Muhammed som ytringsfrihed og i øvrigt har givet den gale krigsherre Ramazan Kadyrov frie hænder til at drive Tjetjenien som en slags kalifat.
Hvordan et sådant regime skulle kunne aftvinge mere “forståelse” fra danske borgerlige end de kommunistiske, er meget, meget svært at se. Her kan man naturligvis prise den yderste venstrefløj for, om ikke andet, en vis konsistens i deres følgagtighed over for Moskvas autoritætere herskere uanset deres politiske fernis.
Men at man skal høre ekkoer af retorikken fra nutidige og fordums venstreekstreme hos borgerlige – antageligvis fordi regimet har droppet de røde faner til fordel for en tynd fernis af kristendom og bjørneridende stærkmands-machismo – er forstemmende.
Dertil fremsætter Støvring en appel til angivelig realpolitik som forklaring på, at Putin skal have sin vilje. Vi er svage, vi kan slet ikke gøre en forskel, så vi må blot acceptere, at Rusland har en slags naturgiven geopolitisk ret til at undertvinge selvstændige nationer tæt på, for der er vigtigere ting på tapetet end uprovokerede trusler om krig på europæisk jord. For, må man forstå, Kina er den store fjende, som vi bør koncentrere os om. Og er vi i det hele villige til at tolerere danske soldater, der kommer hjem i ligposer fra fronten i Ukraine? Det er den danske offentlighed næppe, men det er ikke et seriøst argument.
For det første har jeg en del tvivl om den danske offentligheds villighed til at acceptere danske soldater sendt hjem i ligposer fra en krig om Taiwan eller om det Sydkinesiske Hav, som man må antage er de krige, som Støvring vil finde det værd at udkæmpe. Mere væsentligt er der heller ingen, der advokerer, at man sender danske soldater til Ukraine. Her byder langt mere kyniske, vi kunne kalde det realpolitiske, alternativer sig nemlig til for at sikre den vestlige interesse i at stække Putins ambitioner.
For mens en del i Vesten hændervridende slår knuder på sig selv af Putin-forståelse, er selvsamme tendens begrænset i Ukraine, hvor man er i gang med en massemobilisering af befolkningen til en – wait for it – national selvforsvars- og modstandskamp.
Vil ukrainerne dermed kunne tilbagekæmpe Putins tropper? Næppe, men de kan formodentlig gøre det ekstremt blodigt for en russisk invasions- og senere besættelsesstyrke. Særligt hvis ukrainerne bliver udstyret med effektive, vestligt producerede defensive våben som antiluft- og antitankmissiler, droner og meget andet godt. Det er ikke kun den danske befolkning, der kan blive lidt mellemfornøjet over unge mænd, der kommer hjem i kister.
Som amerikanerne har lært af Afghanistan – og russerne måske har glemt – kan en militær stormagt relativt nemt invadere en nation, mens det er langt sværere at etablere et permanent herredømme i områder, hvor befolkningen er kampberedt og indstillet på at dø for sin selvstændighed. Det kan også være ganske svært at finde en værdig exit-strategi som upopulær besættelsesmagt.
Samtidig er Rusland en økonomisk dværg, der er langt mere afhængig af de europæiske økonomier end omvendt, hvorfor massive økonomiske sanktioner kan få voldsomme konsekvenser for Moskva og langt mindre for Vesten. For Vesten vil den store udfordring formodentlig blive at sikre europæisk uafhængighed af den russiske energi, man på tåbelig vis har gjort sig afhængig af.
Her er altså realpolitik, så det vasker sig: Lad andre om at risikere livet og svække Europas geopolitiske modstander, helt uden danske Jenser ved frontlinjen, men udstyret med det fineste vestlige våbenisenkram, alt imens Rusland også rammes så hårdt som muligt økonomisk. Derved viser man også, at Vesten er villig til at påføre diktatoriske regimer med territoriale ambitioner i nabolande (det kunne eksempel være i Taiwan) voldsomme konsekvenser.
For lad os antage, at Vesten føjeligt forærede Putin både sikkerhedsgarantier, NATO-tilbagetrækning og frie hænder i Ukraine på et sølvfad. Hvad ville man udlede af en sådan eftergivenhed i andre autoritære regimer? Som regel får man mere af det, man belønner, hvorfor geopolitisk følgagtighed over for autoritære regimers militære trusler sjældent har vist sig at være en god idé.
For kort tid siden havde Rusland ikke 100.000 tropper ved grænsen til Ukraine og en lang liste af krav til NATO. Hvorfor skulle man antage, at kravene skulle stoppe der, så længe den storrussiske indflydelsessfære fra den sovjetiske fortid, som Putin åbenlyst drømmer sig tilbage til, endnu ikke er genetableret?
Og mon ikke reaktionen fra dem, der gør så meget ud af at forstå det angiveligt rimelige i Moskvas krav, vil være præcis den samme, hvis Putin – belært af Vestens eftergivenhed – finder på at opmarchere et par hundredtusinder af kamptropper på grænsen til de baltiske lande eller Polen på jagt efter nye indrømmelser og endnu en “neutral, alliancefri bufferstat”, som det eufemistisk hedder? Hvis man allerede har accepteret princippet om, at Putin legitimt kan diktere sine nabostaters adfærd, hvorfor skulle Baltikum eller Polen, der tidligere har været føjelige lydstater for Moskva, så være undtagelser, bare fordi deres befolkninger ikke ønsker dette?
Men altså, Støvrings forslag om at satse på europæisk energiuafhængighed af Rusland via blandt andet kernekraft, overholdelse af NATO-forpligtelser med hensyn til andel af BNP brugt på forsvar og en proaktiv linje over for Kina er selvsagt alt sammen aldeles fornuftige. Og det er da altid noget.
