Jeg ved, hvad du tænker, kære tvivler: Du er ikke begejstret for EU, men hvad er problemet med at stemme ja til mere forsvarssamarbejde og fællesskab? Putin står for døren, og hvad kan det skade?
Det kan skade en del, desværre. Først og fremmest fordi EU ikke er et abstrakt fællesskab af jævnbyrdige, men et fællesskab domineret af store nationer med konkrete interesser. De to altdominerende er Tyskland og Frankrig, der begge ønsker en føderalisering af EU, og Frankrig i særdeleshed ønsker, at et EU-forsvar skal være et alternativ til NATO, ikke et supplement. Frankrig er drivkraften i EUs forsvarssamarbejde, og intet tyder på, det vil ændre sig.
De EU-begejstrede er glade for at fortælle, at EU er fredens projekt, der har sikret stabilitet i Europa. Det passer bare ikke. EU har sikret højere velstand gennem øget frihandel, men freden har NATO taget sig af. Det var NATO, der vandt den kolde krig, ikke EU. Det var NATO, der skabte fred i det tidligere Jugoslavien, efter EU havde demonstreret sin totale uformåenhed i sin egen baghave.
Så siger ja-sigerne, at der med Ukraine-krisen er opstået en ny situation. Det er korrekt, men i den nye situation har både Frankrig og Tyskland desværre formået at fejle spektakulært og om noget demonstreret deres uegnethed til at varetage Europas sikkerhed ansvarligt.
Tyskland har været absurd velvillig over for Putin i årene op til krigen og trods løfter om massiv oprustning uhyggeligt fodslæbende i forhold til at støtte ukrainernes kamp. Ukraines præsident ønskede af samme grund end ikke et besøg af den tyske præsident.
Imens har Frankrigs præsident Macron, desperat og naturligvis forgæves, forsøgt at “forhandle” med Ukraines overfaldsmand og dermed fremstille sig selv som en statsmand, imens østeuropæerne og ukrainerne i diplomatiske vendinger har bedt ham knytte sylten.
Lige nu ønsker Frankrig og Tyskland efter alt at dømme at overtale Ukraine til en form for fredsaftale med afståelse af dele af Ukraine, som ukrainerne i særdeles klar tale har sagt, at de ikke afgiver.
Tirsdag afskar russerne de danske gasforsyninger. Her kan man spørge, hvorfor de tyske og franske ikke bliver lukket? Det gør de ikke, fordi tyske og franske energiselskaber tilsyneladende giver efter for Putins pres og indgår i en aftale om omveksling af betalingen for russisk gas til rubler. End ikke de sanktioner, som EU selv har indført, formår nationens to mest centrale lande tilsyneladende at overholde.
Det er på grundlag af særlig de to nationers politiske ønsker og visioner, at fremtidens europæiske sikkerhed angiveligt skal bygges.
Velbekomme.
Imens står de lande, som har været altafgørende for en massiv og hurtig bistand til Ukraine, enten uden for EU (USA), har forladt EU (Storbritannien) eller er blandt de absolut mest kritiske af den tysk-franske linje (Polen med flere).
Alle de lande er medlemmer af det NATO, som Danmark – og nu også snart Sverige og Finland – tilhører, og som i modsætning til EU har vist, at man magter troværdigt at sikre Europas sikkerhed. Det er NATO, ikke EU, der sikrer EU’s ydre grænser mod øst, og enhver ressource, som går fra dette til indsatser i Afrika eller andetsteds er naturligvis de facto en svækkelse af NATO.
Kort sagt er drømmen om et fremtidigt EU-forsvar baseret på idéen om, at lande, som under den største krise i Europa siden 2. verdenskrig opfører sig groft uansvarligt, begynder at gøre det stik modsatte. Samtidig med at det NATO, som historisk har sikret Europa og også gør det netop nu, holder op med det. Det er en ekstremt risikabel og spekulativ vision, som savner både historisk og aktuelt belæg.
Dertil kommer, at et ja naturligvis vil blive brugt af danske politikere, der for flertallets vedkommende er langt mere EU-begejstrede end befolkningen, som anledning til at give dig mere af alt det, du ikke kan lide.
Du ved, hvad jeg taler om: At EU-Domstolen skal afgøre, om Danmark må udvise stærkt kriminelle udlændinge, at EU nu har afgørende indflydelse på, hvem Danmark skal give børnepenge, SU og andre sociale ydelser og helt ned til de mest intime detaljer regulerer borgernes adfærd. Som for eksempel hvordan barslen skal fordeles, hvad man må skrive på sociale medier, og hvilke typer sugerør man må drikke af.
Alt det kommer der meget mere af. EU vil arbejde sig i retning af direkte skatteopkrævning (det er allerede indført i det små) og til stadighed finde nye områder at sætte sin vilje igennem på. Danske politikerne vil sige, at de vil ændre det indefra, som de vanligt gør, og derefter intet lykkes med, hvilket er forståeligt, eftersom dansk indflydelse er marginal. Og i de situationer, hvor de ville kunne nedlægge veto, vil de afstå fra dette.
Selvom den danske befolkning lejlighedsvist er uopdragen og stemmer mod mere EU, er danske regeringer nemlig historisk set blandt de absolut mest velopdragne EU-dukse, og sådan vil det naturligvis fortsætte, hvis det står til folketingsflertallet.
Stem nej. Du får ikke en chance til.
