“The lost generation” hed det om Ernest Hemingway og “en årgang, der måtte snuble i starten”, som samtiden gjorde forfatteren Tom Kristensen til eksponent for, er begreber anvendt om en fortvivlet generation af mennesker og gentaget så ofte, at ordene har opnået status som sandhed, der ikke skal efterprøves.
Det hjælper ikke meget, at Bo Tao Michaëlis i sin glimrende Hemingway-biografi fra 2016 syntes at kunne påvise, at Hemingway ikke engang er ophavsmand til formuleringen, men tillægger det en bilmekaniker, der lader sig irritere over sine kunders manglende tekniske indsigt (p. 139). Og heller ikke hjælper det, at det danske citat stammer fra slutningen af Jacob Paludans roman Jørgen Stein (1933), der i øvrigt burde have været kåret til det 21. århundredes bedste danske bog, og som sine kvaliteter til trods ikke er krigsberetning.
Enhver, der har travet rundt i Flandern i Belgien på skuepladserne for skyttegrave og ingenmandsland under Første Verdenskrig (1914-1918), har ikke brug for særskilt indlevelsesevne for at kunne forstå, at her var vitterligt et helvede på jord i fire år. Konsekvenserne af krigen ses stadigvæk overalt. Flandern var omdrejningspunkt for mange slag med det altødelæggende Slaget ved Passchendaele (Det 3. Slag ved Ypres) som et af de værste.
For Første Verdenskrig var krigen over alle krige. Ikke kun militært set; den nedbrød også troen på livets meningsfuldhed, jævnfør “a lost generation”. Det var den skrækkeligste krig, som en gang for alle spolerede den kendte verden, dens værdier og dens livssyn. Unge soldater stolede tillidsfuldt på deres overordnede og datidens videnskab om teknik, og de løb frem i ingenmandsland, men kun for at blive slagtet af fjendens maskingeværsalver.
Det var krigen, som hævdes at have forårsaget opgør med familien som ramme, herunder slægtens betydning og de ældres vise ord til de yngre, en frigørelse fra den ældre generations moral og orden, og nok så centralt: Man opløftede den gale filosof Friedrich Nietzsches påstand om ”Gud er død” til sandhed. Med andre ord, alt det, som kristendommen stod for, måtte på møddingen.
Isoleret set var det ikke forkert, når der med et afsæt, der kan beskrives som et humanistisk (kulturradikalt) tankesæt, konkluderedes, at desillusionen oven på krigen var kolossal. I 1920'erne ville “a lost generation” glemme og begynde forfra. Man så at sige slikkede sine sår ved at opgive referencen til det, man var dannet af, slap bremserne og gav den gas med fest, sprut og tilfældige relationer i et omfang, der ikke var set før. Den del af historiens gang kan man bedre selv læse i Hemingways Solen går sin gang (1926) og endnu bedre hos Scott Fitzgerald i Den Store Gatsby (1925).
Imidlertid er konklusionen ovenfor ikke rigtig, når man spørger en af dem, der deltog i Flandern. C.S. Lewis (1898-1963) var litterat og professor først ved universitetet i Oxford, senere i Cambridge, og er i vores tid nok især kendt for sin krønike om Narnia (filmatiseret senest i 2005). Han regnes for en af sin samtids helt store apologeter, der opnåede vældig udbredelse både i Europa og USA. Han var noget så udmærket som hengivet til kristendommens basale forståelse uden at være teolog og i stand til at udlægge selv komplicerede religiøse spørgsmål på en ligefrem måde – hvilket hans romaner om Narnia er et eksempel på; ikke bare går fire børn igennem et klædeskab og ind i en parallelverden, men de gennemrejser også den kristne fortælling med løven Aslan så centralt placeret, at man skal være ignorant for ikke at se, hvem den forestiller.
C.S. Lewis’ tanker – bortset fra Narnia – har dog ikke været på mode, siden den kulturradikale humanisme eller for så vidt fransk filosofisk eksistentialisme for alvor fik vind i sejlene i det 21. århundredes anden halvdel, og det er en skam, når han også i vores tid er nærværende og aktuel. En god del af hans omfangsrige produktion foreligger endda i dansk oversættelse (for eksempel Djævelske breve, red.).
Blandt 14.500 studerende i Oxford, der deltog i Første Verdenskrig, og hvoraf 2.900 mistede livet, blev den helt unge C.S. Lewis sendt til slagmarkerne i Flandern som sekondløjtnant i 1917. Han blev hårdt såret allerede få måneder senere. Værre gik det for hans værelseskammerat fra universitetet, Paddy Moore, der omkom i krigen. De to venner havde lovet hinanden at tage vare om den andens mor, i det tilfælde at den ene ikke kom tilbage fra slagmarkerne. Ergo, C.S. Lewis så til fru Moore og han understøttede hende økonomisk i resten af hendes liv. I sig selv en bemærkelsesværdig gestus, og det skal nævnes, at C.S. Lewis ikke var formuende.
I et foredrag i 1940’erne med titlen Uddannelse i krigstid (indgår i den danske udgivelse Herlighedens Tyngde) fortæller C.S. Lewis, at nok var Første Verdenskrig en enorm desillusion, men skuffelsen var ikke vendt imod forældres tyranni, ikke imod moral og orden og slet ikke imod Vorherre (som bekendt fandtes der få eller ingen ateister i skyttegravene). Derimod, hævder C.S. Lewis, var desillusionen rettet imod den optimisme, man i tiden op til verdenskrigen havde bildt sig selv ind, og som havde været en del af det oprørske mod det bestående. ”Hvis vi havde næret noget tåbeligt, ukristeligt håb for den menneskelige kultur, var dette håb nu knust,” siger han.
Hvis man dengang havde troet, man kunne bygge en verden uden det fundament, vi står på, tog man fejl. Og C.S. Lewis tilføjer: ”Og det var ikke et øjeblik for tidligt.”
C.S. Lewis anså Første Verdenskrig som en kulmination på den humanistiske udvikling og frigørelse, som man ofte beskriver som frugten af Oplysningstiden. Denne bestræbelse på at kassere kristendommen som grundlag for vores civilisation og lade den afløse af en materialistisk realisme, hvor fysiske behov står i centrum for menneskers søgen, havde været i gang siden Den Store Franske Revolution (1789) og siden som en anden snebold rullet sig større gennem 1800-tallet, navnlig med et gevaldigt skub fra filosoffen Nietzsche og hans iver for at rive ned og sætte ingenting i stedet for. Med Første Verdenskrig kom oplysningstidens idealer udtrykt i et kulturradikalt/humanistisk livssyn til kort og alle samtidens desillusionerede ateister måtte indse, at deres oprør førte til destruktion, fortæller C.S. Lewis.
For nok har vi altid haft krige, og mange af dem i historiens gang har været voldsomme, men fravær af respekt for mennesket under Første Verdenskrig var i særklasse grufuldt. Tyske Erich Maria Remarques roman Intet nyt fra Vestfronten (1929) illustrerer på gribende vis menneskelig umenneskelighed (dramatiseret som film endnu en gang i 2022). Men tag ikke fejl: C.S. Lewis var ikke pacifist.
Det var ikke de samfund og de idealer, der har formet Europa i flere tusinde år, der blev ødelagt af Første Verdenskrig. Verdens gamle katedraler står der endnu, siger C.S. Lewis. Det var et Utopia, et ikke-kristent drømmeland, der kvaltes i mudderet ved Flandern. Det var det humanistiske livssyns opgør med sig selv.
Ikke desto mindre har man siden besluttet sig for menneskerettigheder (vedtaget af FN i 1948), og selvom de i bund og grund er banale i deres indhold, navnlig i forhold til det, de er udsprunget af, fylder de i vores egen tid så meget, at man indimellem skulle tro, at menneskerettighederne i sig selv er genstand for tilbedelse i forestillingen om svar på alle moralske spørgsmål. Og i løbet af de seneste knap 25 år, hvor demokrati efter min opfattelse er gået fra at være en samfundsindretning til en ideologi, indgår menneskerettighederne i stadig større grad i politisk aktivisme; endda i et omfang, vi europæere vil udbrede til hele verdenen – i grunden ikke så forskelligt fra dengang, vi drog afsted på Middelalderens korstog.
Vores demokrati hviler på kristendom, vores demokrati er ikke skabt af Voltaire. Menneskerettighederne kan ikke overleve uden kristendom, mens kristendommen sagtens kan være til uden menneskerettigheder.
C.S. Lewis sagde det på sin egen måde: vælger vi kristendommen fra, ved vi ikke, hvad vi vælger til.
