Debat

22.05.22

C.S. Lewis har djævelsk gode pointer – også til nutiden

Morten Okkels genbesøger C.S. Lewis’ skrifter om den dæmoniske rådgiver Screwtape, der har fået sig en ny genoversættelse på dansk under titlen ‘Dæmoniske breve’. Tankevækkende, morsomt og stadig aktuelt, mener Kontrasts redaktionssekretær.

Den engelsk-irske forfatter C.S. Lewis blev mest kendt for sine fortællinger om Narnia, men er i bredere forstand et bekendtskab værd. The Screwtape Letters er en både fortræffelig og højst usædvanlig bog: Den er kort, kan læses og forstås af næsten enhver, men har stadig dybde og frem for alt dyb originalitet. 

Værket er for relativt nylig blevet genudgivet på dansk af forlaget ProRex under navnet Djævelske Breve, der ligeledes rummer C.S. Lewis’ mindre opfølger til hans oprindelige værk fra 1942. Så lad det være os en anledning til at se på udgydelserne fra den gamle dæmon Screwtape, der på dansk har fået navnet Brandbæger. 

Præmisset i bogen er enkelt: Bogen består af en samling breve sendt fra den ældre dæmon, der bogstavelig talt sidder i et Fandens embedsværk. Han rådgiver derigennem sin nevø, den yngre fristerdæmon, hvis job det er at bane vejen til Helvede for en unavngiven engelsk mand, der lever under 2. verdenskrig.

Dette er ikke kun originalt, men effektivt. Grebet tjener rent håndværksmæssigt det formål, at Lewis kan komme videre omkring i sin bog, end hvad en så kort tekst normalt ville tillade, uden at man som læser sidder tilbage med oplevelsen af en bog, der vil for meget og flakker rundt uden at nå i mål med det meste. 

Ud over det udprægede religiøse tema kommer Lewis nemlig omkring det psykologiske med nogle fine betragtninger om omgang mellem mennesker. Som her et dæmonisk råd til at korrumpere en mands forhold til hans mor: 

“Sørg for, at din klient ærgrer sig så meget som muligt over hans mors måde at løfte øjenbrynene på, som har irriteret ham, siden han var dreng, og lad ham tænke så meget som muligt på, i hvor høj grad det ærgrer han. Lad ham endvidere antage, at hun ved, hvor meget det ærgrer ham, og at hun gør det med vilje – hvis du spiller dine kort rigtigt, vil det helt urimelige i denne antagelse ikke falde ham ind – …” 

Det er faktisk lidt morsomt, fordi det er sandt, og der er også mere udprægede humoristiske overtoner, på trods af – eller måske sammenhængende med? – det ellers seriøse tema, om en mands sjæl skal eller ikke skal gå tabt i Helvedes dybder. Som når den stadig mere frustrerede Screwtape/Brandbæger, der skal forklare alting til den naive ungdjævel, kommer til at forvandle sig selv til en skolopender ud af raseri. 

Den største kompliment, man kan give The Screwtape Letters, er formentlig, at den er et stykke kristen apologi, som stadig holder litterær værdi, selv hvis værket ikke formår at bringe læseren tættere på Gud. Faktisk er der grund til at tro, at C.S. Lewis ville have et udestående med nogle af dem, der i moderne tid taler om Gud, også på højrefløjen, hvor kristendommens værdi måles ved de mere resultater, som dens narrativer skaber for individer og samfund, frem for en værdi i sig selv. C.S. Lewis’ pointe med djævelens ord:   

“Så sent som i dag opdagede jeg en passus i et kristent skrift, hvor forfatteren anbefaler sin egen hjemmestrikkede version af kristendommen med den begrundelse, at ‘kun en sådan tro kan overleve gamle kulturers død og fødslen af nye civilisationer’. Kan du se grundtanken? ‘Tro på det her, ikke fordi det er sandt, men af andre grunde’. Det er fidusen.”

Den politisk interesserede læser vil tænkeligt værdsætte opfølgeren Screwtape Proposes a Toast eller Brandbæger udbringer en skål, som blev udgivet som en opfølger i 1959 og indgår i ProRex’ og de fleste andre moderne udgivelser af den oprindelige bog. 

Hvor de oprindelige breve fokuserede på det enkelte menneskes moral og tro, fortalt igennem den unavngivne englænder, er der i denne tale, som foregår ved en dimission for unge fristere i Helvede, mere fokus på samfundet og dets problemer. 

Og hvor man lejlighedsvis i den oprindelige bog godt kunne konstatere moralbegreber fra en anden tid – her tænker jeg på C.S. Lewis’ bemærkninger om sex og ægteskab – er talen påfaldende forudseende, da Lewis allerede i 1959 skrev om rødderne til nogle af de problemer, der har udviklet sig sidenhen, og som ofte er blevet omtalt her på Kontrast. 

“I skolerne må alle de børn, som er for dumme eller dovne til at lære sprog og matematik og videnskab, beskæftiges med de ting, børn førhen brugte deres fritid på. Man kan for eksempel lade dem lave mudderkager og kalde det ‘formning’. Man skal selvfølgelig hele tiden sikre sig, at disse aktiviteter ikke på nogen måde bliver opfattet som mindreværdige i forhold til andre børns seriøse indlæring.” 

Dette var et vovet skridt for C.S. Lewis at tage, for det kræver sin forfatter at udtrykke disse pointer, tilstrækkelig balanceret til ikke at ligne en mand, der gør præcis, hvad han bebrejder andre for at gøre, nemlig spænde kristendommen for en mere verdslig vogn. Men det lykkes efter undertegnedes mening i det store og hele for Lewis. 

Så forhåbentlig har jeg formået at vække interesse for manden og bogen hos et par yderligere. Føler man sig bare marginalt fristet – om man så må sige – kan man også give mandens egne ord en chance med bogens introduktion og første kapitel lige her

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter