Det kan være vanskeligt at begribe historiens store vingeslag, selvom den udspiller sig foran øjnene. Borgerne i Rom, der oplevede barbarernes vælten ind over bymure til Den evige By i september 476 e. Kr., hvilket afsluttede Romerriget, forstod nok ikke, at sidste kapitel om imperiet nu var skrevet. Den enkelte romer havde nok mere travlt med at søge beskyttelse.

På samme måde havde den enkelte borger i New York nok også mere travlt med at søge ly under terrorangrebet på Tvillingeskyskraberne den 11. september 2001 end at tænke over det gearskifte i verdenshistorien, der indtraf.

En drøm om demokrati
Efter Winston Churchills vise ord om at anse ”demokrati som den mindst ringe form for samfundsindretning”, og som har ligget til grund gennem det meste af det 20. århundrede, blev demokrati siden 2001 til en ideologi, der hånd i hånd med globalisme skulle forsøges udbredt over hele Jorden. Forhindringer på klodens kulturfjerne egne skulle afklares, på samme måde som når en bjørn vender våde sten, og den gode tanke var, at når først folk opnåede samme høje indsigt som os selv, inklusive funktionærstatus, pensionsopsparing og avisabonnement, ville krig og ufred forsvinde en gang for alle. 

Men bjørnens pote ramte med en vilkårlighed, der gjorde udfaldet forskelligt fra de forestillinger, der lå til grund. En overgang var vi i Vesten nærmest besatte af tanken om, at der skulle oprettes pigeskoler i Afghanistan. I dag taler ingen længere om pigeskoler og dårligt nok om de unge danske soldater, der ikke kom hjem fra missionerne med livet i behold.

Den store fare ved ideologi er, at man skaber sig forestillinger om et ideal ude i et fjernt fremtidssamfund, hvor løven græsser fredsommeligt sammen med fåret, og dette uanset om man er liberal eller socialistisk funderet. Med andre ord bedømmer ideologiske demokrater (i dag velsagtens kaldet: aktivister) nutiden ud fra de præmisser, deres ideologi gør sig om fremtiden. Den slags er både hovmod og sværmeri, og derfor undergravende for et samfund. 

Statsminister Poul Schlüter udtrykte sig bramfrit og præcist: ”Ideologi er noget bras.” For konservatismen tager altid afsæt i den verden, der foregår her og nu. Konservative vil hævde: Mænd med begge ben på jorden hænger ikke på træerne.

Drømme kan også være mareridt
Nazismen i 1930’ernes Tyskland var en ideologi. Da nazismen viste sig på den politiske scene på et tidspunkt, hvor dets tilhængere levede en forarmet tilværelse efter Første Verdenskrig, var løfterne om en bedre fremtid baseret på drømme (ideologi). Det var i al væsentlighed småkårsfolk og arbejdere, der stiftede nazistpartiet på et værtshus i München; de ville sende alle børn i skole og have mad i maven. 

Oprindelig havde man hverken verdensherredømme eller organiserede jødeudryddelser på partiprogrammet. Vi ved fra historien, at nazistpartiet vandt ubehagelig stor tilslutning, og vi ved også, at nazismen for alvor fik vind i sejlene og lod sig radikalisere på grufuld vis, da også akademikere tilsluttede sig nazismen og fascineredes af tanken om Det Tredje Rige. 

Det var ikke i så høj grad bonden på marken eller manden på fabrikken, der kastede benzin på nazismens forfærdelige bål. Det var derimod højtuddannede og akademikere, som man efter almindelige begreber skulle forvente var uddannelsesmæssigt udrustet til at kunne skelne mellem sort og hvidt; mennesker, der i kraft af antagelsen af en lært abstraktionsevne skulle kunne identificere det konkrete ud fra en generel viden. Men akademikerne, især i irreligiøse dele af Tyskland, svigtede stort med filosoffen Martin Heidegger og arkitekten Albert Speer som mest eklatante eksempler.

Vi kan altså konkludere, at man til alle tider sagtens har kunnet være klog i panden og dum i nakken på en gang.

Holdningssiloer i samfundsdebat
I vores tid har diskussionen fået nye udfordringer, nemlig de sociale medier, som endda styres af tech-giganter efter egne moralske normer. De fleste læsere er nok på det rene med begrebet holdningssilo, der dækker over det faktum, at algoritmer sender den enkelte bruger opslag fra andre facebookbrugere, der mener det samme som en selv. 

På den ene side er det ikke et besynderligt udgangspunkt. For de fleste mennesker ønsker i forvejen at leve og bo i nærheden af andre, der enten mener det samme eller lever på samme måde som de selv. Skal man derimod være sammen med folk, der tænker fundamentalt forskelligt i forhold til en selv og måske har en kulturbaggrund, der kræver, at man skal gå på kompromis for at få samvær eller naboskab til at fungere hæderligt, er det som menneske nemmere at fravælge kompromisets besvær. I stedet for vælger man at være sammen med folk, der er som en selv. Dette menneskelige træk er en grundsten i de sociale mediers konstruktion. 

På den anden side indebærer algoritmerne, at vi ikke udfordres på vores holdninger, i et omfang som de sociale medier ellers kunne muliggøre. Man kan med andre ord hævde, at diskussionsrammerne på sociale medier – der trods alt er udbredt over hele kloden – forhindrer os alle i at tage globalismen til os; vi har reelt set ingen forudsætninger for at være globalister, selvom vi gerne bilder os selv ind, at vi kan forholde os til alt.

Nogenlunde på samme måde som når unge i 1980’erne rejste ud i verdenen og påstod, at de ikke var turister. De mente nemlig at vide, at de mødte verdenen med indsigt og større åbenhed end charterturisten, der bare lå ved hotellets pool. Men selv om de unge havde Fjällräven på ryggen, så var de ikke andet end turister, og i bedste fald kun marginalt mindre ignorant end charterturisten.

De sociale medier rækker i dag langt ud over sig selv, og bevidst som ubevidst er de kommet afsted med at få brugerne (som er os alle sammen) til at lægge snart sagt alle andre platforme, for eksempel pressen, i et benspænd. Endda til trods for, at vi aldrig før i historien har haft så mange højtuddannede som nu. Vi burde uden videre kunne fastslå at have de bedste forudsætninger for at kunne skelne mellem sandt og falsk og i det hele taget forvente den enkeltes beherskelse af abstraktion. Men det akademiske hoved fungerer åbenbart ikke så ideelt, som vi turde håbe på?

Kriser i et ideologisk lys
Vi har netop gennemlevet en stor krise: coronaepidemien, og vi gennemlever allerede en ny krise: inflation og manglende adgang til energi. For begge kriser gælder det, at ideologi fylder alt for meget.

Under epidemien hånedes skeptikere af vacciner, hvad enten det var godtfolk eller videnskabsfolk, der udtalte sig. Ført an af et EU, der viste sig fra en hidtil uset autoritær side, bragte landsdækkende medier artikler igen og igen med videnskabsfolk, der havde et udgangspunkt for deres videnskab, som lå op ad EU-kommissionens og de nationale regeringers linje; et såkaldt ensartet politisk narrativ. Indimellem spædede man tilmed nyhedsfladen op med ubegavede tågehorn, der med falsk mangfoldighed skulle illustrere, at samtlige vaccineskeptikere måtte bære den såkaldte sølvpapirshat.  

Så godt som ingen i pressen talte Rom imod under coronaepidemien. De færreste etablerede medier rejste kontroversielle spørgsmål. Enten fordi man var ideologisk optaget af det store narrativ og derfor frygtede at blive vægtet som tåbe, eller værre: at blive sat uden for det gode selskab, hvis man gik imod. Samfundsdebatten om coronavacciner endte i følgagtighed. Svært lidt håb gav det, når journalist Bent Blüdnikow flere gange på Kontrast, men i anden sammenhæng, førte bevis for, at journalister kan optræde følgagtige og kan overse at varetage deres funktion som retsstatens vagthund.

Ubehagelige spørgsmål blev i pressen uden videre rubriceret som værende konspirationsteori, og sådanne tanker har kun plads i skarnkassen. Endda desuagtet, at konspirationsteorier somme tider har vist sig at indeholde gran af sandhed med det mest oplagte eksempel og alle journalisters målestok for et scoop: Watergate-skandalen i 1970’erne. I begyndelsen blev udsagn mod præsident Nixon anset som tosset konspiration, men journalisterne Bernstein og Woodward endte med at sætte nye høje standarder for mediers mod. Det var dengang.

At det er forkert, at Rusland er gået ind i Ukraine, kan alle enes om. Men hvorfor er der ingen diskussion om, hvorvidt den igangværende inflation er forårsaget af krigen eller af de sanktioner, der har til hensigt at skade Rusland? Følgagtigheden i medierne fortsætter under den nuværende energikrise og inflation. Medierne trykker krigstelegrammer fra den ukrainske regering i et væk, og samtidig har EU besluttet sig for, at EU-borgerne ikke må læse den russiske nyhedskanal Russia Today (RT). 

Det er ikke, fordi jeg læser dette dubiøse medie, men jeg bryder mig ikke om, at instanser skal kende mig for uegnet til selv at danne en mening. Vi er trods alt ikke underlagt Sandhedsministeriets luner som i George Orwells futuriske roman 1984. 

Jeg kunne ønske mig at læse analyser i pressen af, hvor meget våbenhjælp og militærrådgivning NATO-landene kan yde Ukraine, uden at det vil blive anset som egentlig krigsdeltagelse. Måske husker man fra foråret en politisk og flittigt medierefereret sondring mellem forsvars- og angrebsvåben, og at denne forskel skulle være udslagsgivende for våbenhjælpens karakter à la aktivisme og ideologi. I dag er man vistnok vendt tilbage til, at våben nu engang er og forbliver våben.

Vi kører selv ind i muren
Det er, som om den demokratiske ideologi i 2022 når nye højder i aktivisters velmenende forestillinger om at gøre verdenen til et bedre sted at leve, samtidig med at man undervejs ikke har spurgt borgerne i EU, om de vil påtage sig et markant fald i levestandard (købekraftens forringelse), affinde sig med kæmpeudgifter til energiforsyning – og, nok så vigtigt, at den industri, der er grundlaget for vores velfærdssamfund skal til at reducere sin produktion på grund af formindsket adgang til energi. 

Man kan med nogen ret hævde, at vi læner os op ad et økonomisk selvmord i Vesten, i hvert fald i EU som konsekvens af aktuel politisk aktivisme. Pigeskolerne i Afghanistan interesserer vi os i Vesten ikke længere for, Kina kan gøre med Hong Kong og Nepal, som det passer dem – bye, bye frihed. Østrig kunne på trods af menneskerettigheder og Nürnberg-konventionens bestemmelser tvinge sine borgere til at underlægge sig coronavaccination. Ingen sagde stop.

Men når det gælder Ukraine, så siger vi eftertrykkeligt fra – endda efter mange års politisk indretning, der har gjort os afhængige af energileverancer fra Rusland. Hvorfor var der ingen, der tænkte over den i Europa så upopulære amerikanske præsident Trump, der allerede for flere år siden erindrede tyskerne og os andre om sårbarheden ved at lægge alle æggene energimæssigt i en kurv? For mig at se har vi selv kørt os ind i muren med 180 km/t.

Er vi mon atter tilbage i en politisk verden, der minder om konsekvenserne af akademikeres radikalisering af nazismen, og som afstedkom, at vanvid tog om sig? Noget kan tyde på, at når først akademikere med hovmodig selvindbildning om at befinde sig på et højere abstraktionsniveau end Maren i kæret får magt, går det galt for os alle sammen. 

Visdom kommer med eftertænksomhed, men også med erfaring og alder. Jeg kan savne Winston Churchills forståelse for, at ”demokrati er den mindst ringe form for samfundsindretning”, ihukommende, at de vigtigste ting altid er simple, og at de simple løsninger altid er de sværeste. Demokrati skal ikke være ideologi. Politikere i et demokrati er valgt til at varetage borgernes interesser, og alle, inklusive medier, bør have dette omdrejningspunkt for øje. Hvis ikke, får vi travlt med at søge ly og beskyttelse.