Vi har et problem. Hvad skal vi som borgerlige stille op, når institution efter institution falder? Det første, vi må gøre, er at forstå, at det ikke bare drejer sig om denne eller hin institution. Selvom der også dér er eksempler nok at tage af i en bizar tid som vores, hvor ledende medarbejdere på Kunstakademiet ser det som kunstnernes opgave at ødelægge kultur frem for at skabe kultur. 

Men borgerlighedens institutionelle udfordringer er meget dybere, for de handler om et kulturskred.

For et par dage så jeg en spritny reklamefilm fra Mærsk. Når jeg her skal opfordre læseren til at udsætte sig for det samme, skyldes det alene, at jeg ikke er helt sikker på, at jeg er i stand til at udtrykke min forfærdelse præcist. 

Videoen er en slags danseshow, hvor en kortklippet kvinde danser rundt, mens hun laver den ene mere eksotiske bevægelse efter den anden. Hun rapper naturligvis. Der er også en mand, der rapper. Og så er der naturligvis en masse andre dansere. De har papkasser. Det hele er naturligvis holdt i en multikulturel palet. ”Integration beats isolation and creates innovation,” forklares det.

Videoen viser Mærsk, ikke som en verdensomspændende dansk virksomhed, men som et ægte globalt foretagende, der har hjemme i hele verden. Eller måske mere præcist en virksomhed i evig bevægelse, gennem verden og over grænser; uden hjem og derfor fri. Altid frem!

Det er en dyrkelse af den moderne globale virksomheds mobilitet, en anti-hjemstavnsfabel, en hyldest af kapitalismens evne til at realisere progressive politiske dagsordener, nedbryde kulturelle dogmer, krydse grænser og omsmelte verden til ét forskelsløst hele. Det er kort sagt en ny udgave af den famøse SAS-reklamefilm. 

Det er woke-kapitalismens apoteose. 

Reklamevideoens spjættende progressivisme står i grel modsætning til det image, Mærsk havde for ganske få år siden, såvel politisk som æstetisk. 

Politisk og samfundsmæssigt fik virksomheden sit ansigt gennem Mærsk Mc-Kinney Møller. Han fremstod som bekendt ikke bare som borgerlig, men også stokkonservativ. Og så havde han i allerhøjeste grad sans for, hvor han havde hjemme. Han var en dansk mand.

Og så er der det med æstetikken og de ydre former. 

For få år siden måtte man angiveligt ikke engang tage habitjakken af, når man arbejdede i Mærsk. Skjorte og slips uden jakke blev anset for næsten frivolt. Nu hænger jakken på knagen, og senest er slipset røget. Staven knækket over en af den borgerlige kulturs ydre udtryk. 

Dette er naturligvis i sig selv et spørgsmål af lille eller ingen betydning. Herregud! 

Nødvendigheden af orden

Men det er alligevel interessant som en indikation på noget andet. Et lille skred i en serie af skred, som langsomt, men sikkert har eroderet jordbunden under den borgerlige kultur, opløst dens karakter af levet virkelighed og reduceret den til noget, som fortrinsvis foregår på avisernes debatsider.

Sat på spidsen eksisterer den borgerlige livsform ikke længere som praksis. Og i det omfang, det borgerlige liv eksisterer som teori, er det først og fremmest noget negativt, stift og livløst, der forsøges fremmanet.

Det disciplinerede, stille borgerlige liv er ikke længere et ideal. Det er det modsatte. Et skræmmebillede, et udtryk for ufrihed og stramtandet normering af tilværelsen. 

Såvel den radikale venstrefløjs aktivister som den moderne woke-kapitalismes lønnede kommunikationsfolk henholdsvis prædiker og sælger et budskab om frihed, der først og fremmest er friheden fra kulturelt overleverede og indlejrede normer. 

Jeg kommer til at tænke på den amerikanske sociolog Peter Berger, der døde for et par år tilbage. Berger tilhørte den kreds af liberale centrister, som i efterskælvet af 1968 og mødet med studenterradikalismen opdagede, at de var ved at blive konservative. 

De opdagede helt enkelt, at der var noget, de havde taget for givet, som var ved at skride under dem – eller måske mere præcist ved at blive revet væk under dem.

For Berger var dette i høj grad netop den borgerlige orden og det menneskebillede, som hørte med til den. En af følgerne af 1960’ernes og 1970’ernes kulturskred var netop en mere afslappet tilgang til former. Skjorten kom op af bukserne. ”Let it all hang loose”, sagde tidsånden og de unge. Hertil svarede Peter Berger ifølge historien lakonisk og ikonisk ”Tuck it back in!”

Og hvorfor så det? Ja, fordi tingene hænger sammen. De ydre former, æstetikken, høfligheden og manererne er, når man tænker efter, netop ikke bare ydre forhold, men små hverdagsbekræftelser af en større, overordnet kulturel orden. De er aftryk af en forestilling om menneskets behov for at leve under en sådan orden. De er en erkendelse af, at mennesket i modsætning til svin ikke trives i en svinesti, men har brug et hjem.

Denne forestilling om nødvendigheden af orden er institutionernes institution. Det er den klippegrund, man kunne bygge sit hjem på. Eller det var. For det er netop denne institution, vi har tabt og hver dag taber mere af. Det hele skvatter sammen. 

Derfor ryger buster i havnen. Derfor væltes statuer, og derfor spjæt-prædiker Mærsk den globalistiske hjemløsheds hellige evangelium.