Jeg bemærker til stadighed noget forfærdeligt sludder, der fortjener at blive kendt som Det Værste Argument i Mediedebatten. Vrøvlet har fået en renæssance på sociale medier i den ellers glædelige debat om skævhed i journalistik, som vi har sparket i gang her på Kontrast, så lad os se, hvad vi kan gøre.
Det Værste Argument i Mediedebatten forekommer, når nogen bringer en liste over de mange journalister og andre mediefolk, der har valgt at blive borgerlige politikere. Er det ikke sjovt, at der er så mange af dem, hvis det er sandt, at journalister m.fl. hælder til venstre? Beviser det ikke, at der må være masser af blå journalister derude? Eller sagt med andre ord: Gotcha! Forklar det, blå lejesvend!
Jamen så gerne da.
For det første skal vi forstå, at Det Værste Argument i Mediedebatten er effektivt, fordi det bygger på en kerne af sandhed. Der er vitterlig en blå overvægt blandt de mediefolk, der bliver politikere.
Det er ligeledes sandt, at stikprøver kan lede til meningsfulde konklusioner: Hvis vi har en sæk med farvede kugler, og de fleste af dem, vi tilfældigt trækker op, er blå, kan vi hurtigt sandsynliggøre, at der næppe er overvægt af røde kugler i alt.
Hvorfor er Det Værste Argument i Mediedebatten alligevel forfejlet? Fordi gruppen af mediefolk, der skifter karriere, ikke er tilfældigt udtrukne af en sammenhæng, men består af mennesker, der har truffet et aktivt valg, som ikke er lige aktuelt for alle. Modsat kuglerne op af sækken er det ikke kun den oprindelige fordeling, der afgør sandsynligheden for blå eller røde politikere ud af mediebranchen. Det beror på forskellige ønsker, muligheder, begrænsninger osv. for forskellige mennesker. Derfor er stikprøven ikke brugbar.
Sagt mere enkelt: Hvis man skal acceptere Det Værste Argument i Mediedebatten, skal man acceptere en skør præmis. Man skal godtage, at mennesker, der aktivt vælger at forlade en gruppe, er repræsentative for den gruppe, de har forladt. Herfra kommer man hurtigt på tynd is.
Vi kan illustrere problemet ved at bruge samme logik med mere indlysende absurde resultater: Vi har givet, at de fleste af dem, der forlader folkekirken, er unge mennesker. Giver det på den baggrund mening at formode, at flertallet af de resterende medlemmer af folkekirken også er unge mennesker? Om noget ville vi formode det modsatte.
Heller ingen ville tro, at mængden af borgere, der forlader et land for et andet, er repræsentative for hjemlandets befolkning. Eller at avislæsere, der dropper deres abonnement, har den samme holdning til pågældende avis som dem, der læser videre. Er vi enige så langt, er det svært at se, hvorfor det giver mening at sige noget om journaliststanden ud fra dem, som har forladt branchen for at træde politisk i karakter.
Det værste ved Det Værste Argument i Mediedebatten er ikke dets logiske brist i sig selv, eller at det generer mig. Vi skal gøre op med det, fordi det virker, enten fordi det ikke modsiges, eller fordi det bliver uhensigtsmæssigt modsagt.
Jeg har bemærket to typiske responser, når den åndssvage liste dukker op eller bliver refereret på SoMe og andre steder. Den ene respons er at oplyse om, at der også findes journalister, der går med de røde partier. Den anden er at påpege, at der er noget problematisk ved en analyse, der vil fortælle om en højrefløjstendens og som eksempel bruger Bjørn Elmquist.
Begge svar er korrekte påstande i sig selv, og begge går de lige i fælden, fordi de spiller med på den forkerte præmis. Det er præmissen, der skal angribes, men det er lettere sagt end gjort på et format som Twitter.
Derfor denne tekst. Jeg har skrevet den, for at jeg selv og den sympatisk indstillede læser har noget at linke til, næste gang det gebrækkelige argument dukker op. Samtidig skal vi vogte os for egne fejlslutninger: Et elendigt argument indebærer ikke, at afsenderen selv er elendig, og det beviser heller ikke, at ens egen side har ret. Men lad os endelig udråbe det, præcis som det er, Det Værste Argument i Mediedebatten.
