I Danmark er der en populær opfattelse om, at eksamen egentlig mest er synd for eleverne. Man opfatter det som grundlæggende uretfærdigt, at elever sådan kan blive stillet til ansvar for, om de har lært noget. Personligt ansvar er i det hele taget lidt uvelkomment i Danmark, og eksamenssituationen udkrystalliserer det personlige ansvar på en meget utvetydig måde. 

Måske er det også derfor, at en af vores yndlingsfortællinger om eksamen er, at ”klappen kan gå ned”, eller det er almindeligt at have dårlige dage, som kan forklare en dårlig præstation. Det er dog den rene udenomssnak: En velorganiseret eksamen som afslutning på et vellykket undervisningsforløb er oftest et ret præcist billede på, hvad eleven kan og ikke kan.

Der er aktuel grund til at tage fænomenet eksamen frem i lyset nu, fordi Folketingets partier for tredje år i træk har følt trang til at blande sig i sommerens eksaminer i folkeskolen og på gymnasierne og dermed endnu engang demonstrerer, at de ikke har nogen særlig indsigt i, hvad der er foregået på skolerne i dette år. Og endnu vigtigere, hvorfor vi i det hele taget holder eksamen.

Hvorfor eksamen?
Den indgåede aftale blandt alle Folketingets partier handler i kort form om at reducere antallet af eksaminer, samtidig med at man vil gøre det mere klart på forhånd, hvilke prøver eleverne skal til i eksamensperioden. Årsagen er lidt uklar, fordi de forskellige ordførere har vidt forskellige grunde, men meget lidt af det, der siges, passer til den oplevelse, jeg selv har af tingene på det gymnasium, hvor jeg arbejder. 

De fleste i sektoren, som jeg har talt med om aftalen, havde hellere set en helt normal afslutning på skoleåret, og ingen har opfattet selve aftalen som logisk, ideel eller i det hele taget ønskelig. Mit ærinde her er dog ikke at udsætte den politiske aftale for nærmere undersøgelse og pilleri, som formodentlig kun ville interesse folk i min branche. 

Min påstand her er, at hele tilgangen til eksaminer under coronaperioden har afsløret den dybere sandhed, at mange i Danmark ikke har et ret godt greb om, hvorfor vi holder eksamen, og hvad det skal gavne.

Der er sjældent nogen, der kobler eksamen til tilegnelsen af kundskaber i fagene, på trods af at der er en indgående sammenhæng mellem netop de to ting. Der er heller ingen, der har lavet den ellers logiske slutning, at dårligere undervisning hen over et år på grund af nedlukning og fjernundervisning burde medføre flere og ikke færre eksaminer, hvis det var elevernes indlæring, man faktisk var bekymret for.

Lad mig gentage det, for det er det centrale: Hvis man er bekymret for, om elever har lært nok, så skal man sende dem til eksamen. Ikke aflyse eksamen.

Giver fokus og koncentration
Eksamen og eksamensforberedelsen spiller nemlig en afgørende rolle i tilegnelsen af kundskaber i et fag. Det er i denne afslutning på faget, at en betydelig del af tilegnelsen af faget sker. 

Fagene i hverdagens skoleliv står almindeligvis ikke så klart for eleverne. Måske har de 3-4-5 fag på en dag, lektierne blev læst lidt hurtigt i de fleste fag, og både morgen- og eftermiddagstimer er præget af træthed og manglende koncentration. Sådan går det hen over året, indtil eksamen nærmer sig, og elevernes arbejdslyst skærpes i de fag, der potentielt skal afsluttes med en skriftlig eller mundtlig eksamen.

Der er to effekter, som er værd at nævne: For det første bliver man mere koncentreret og fokuseret på at lære fagets indhold i perioden op til en mulig eksamen. Det er ikke et brændstof, der kan fungere over et helt skoleår, men det er tydeligt i den sidste periode frem mod dagen for eksamenstrækning og de skriftlige eksaminer. Når forligskredsen allerede i marts aflyser eksamen i en række fag, så fjerner det i væsentlig udstrækning nerven i undervisningen, og erfaringsmæssigt kan udsigten til en årskarakter fra egen lærer ikke erstatte den målrettethed, der går tabt uden eksamen som mulighed.

For det andet er der den afgørende eksamenslæsning. Det er i den periode, at mange for første gang overhovedet får lærebøgerne og faget til at give mening. Effekten af at læse koncentreret på ting som man tidligere har arbejdet med i timerne – måske uden helt at forstå det – er ofte stærk. Man kan pludselig forbinde dele af faget som tidligere har været løsrevne i ens forståelse, og mange oplever aha-oplevelser, når de vender tilbage til tidligere dele af faget og kan perspektivere dem til andre ting, man har arbejdet med. Mit bud er, at op mod en tredjedel af den læring, der sker i et fagligt forløb i gymnasiet, kommer i eksamensperioden. 

Det ideelle system
Dermed er det også min klare opfattelse, at noget går tabt uden en eksamen. I en ideel verden burde alle fag afsluttes med en eksamen, hvis ens formål var at lære eleverne mest muligt. Måske endda helst en skriftlig eksamen, fordi evnen til at tænke stringent og sammenhængende fremtræder langt klarere på skrift end i tale og dialog. Jeg ved godt, at der er praktiske og økonomiske hensyn, der gør det umuligt at gennemføre, men man burde arbejde for at maksimere antallet inden for de mulige rammer frem for at begrænse det. 

I den ideelle verden var der også flere ting fra de faktisk eksisterende eksamensformer, der blev smidt ud på uddannelsesverdenens efterhånden stærkt voksende mødding med dårlige idéer. En af de mere oplagte er den udbredte eksamensform, hvor eleven skal fremlægge en forberedt fremlæggelse, der fylder op mod 30-40 procent af eksamenstiden, og hvor man vel at mærke ikke må afbryde eleven. Ingen kan kontrollere, hvem der har skrevet fremlæggelsen, og der er aldrig nok tid til at nå at finde ud af, om eleven faktisk er dygtig eller ej.

En anden ting, man roligt kunne smide ud, er nogle af de evindelige idéer til at akademisere ungdomsuddannelserne, for eksempel ved at kræve en obligatorisk metodesnak i den mundtlige fremlæggelse af de større skriftlige opgaver. Eleverne anvender sjældent egentlig videnskabelig metode, og metode bliver derfor noget, man rituelt skal aflire, inden man skal tale om det egentlige. Når man som censor hører den samme metoderemse for 10. gang, bliver man efterhånden noget træt.

Så nej, det er ikke synd for elever, at de skal til eksamen. Faktisk er eksamen som regel den flittige elevs fest, og det er i hvert fald mere retfærdigt end årskarakterer, som er notorisk svære at give, fordi der er så mange variable og ubekendte. 

Hvis man vil gøre danske skoleelever på folkeskoler og ungdomsuddannelser en tjeneste, så arbejdede man for flere eksaminer i det hele taget, flere af dem skriftlige, og så for eksamensformer, der løsrives fra politiske ønsker om for eksempel at forbedre den sociale arv eller at fremme bestemte erhvervspolitiske dagsordener.