Anmeldelse

22.12.22

Premium

En blandet fornøjelse fra Vestfronten

To historikere gransker Netflix’ epos om Første Verdenskrig. De giver filmen ros for meget, men også ris, især for politisk bias.
‘Intet nyt fra Vestfronten’ kom på Netflix i oktober 2022. Filmen er instrueret af Edward Berger og indstillet som tysk bud på en Oscar for bedste internationale film i 2022. (Alle fotos: Reiner Bajo / Netflix)
‘Intet nyt fra Vestfronten’ kom på Netflix i oktober 2022. Filmen er instrueret af Edward Berger og indstillet som tysk bud på en Oscar for bedste internationale film i 2022. (Alle fotos: Reiner Bajo / Netflix)

Intet nyt fra Vestfronten er for tredje gang blevet filmatiseret, denne gang specielt til Netflix og de elektroniske medier, og for første gang med en tysk instruktør og tyske skuespillere. Taberne af krigen. 

Det er lidt af en begivenhed, så den tyske ambassade i København har sammen med Netflix arrangeret en enkelt fremvisning af Intet nyt fra Vestfronten i Danmark, i det smukke, gamle Grand-biografteater i Københavns centrum. Hvor filmen nok i virkeligheden hører til, på det store lærred. Jo, mange har i dag fladskærme på størrelse med Lars Løkkes øllede ego, men der er og bliver noget særligt ved biografen, ikke mindst til episke udstyrsstykker som denne film. Ikke overraskende er begivenheden i Grand, med mondæne supereuropæere som Mogens Lykketoft og Lykke Friis blandt gæsterne, desuden en lejlighed til endnu engang at demonstrere de oplagte muligheder for at politisere Erich Marie Remarques romanforlæg. Denne gang i høj grad ved at fortolke det ind i en moderne sammenhæng. Det vender vi tilbage til.

Felix Kammerer debuterer i hovedrollen som den unge Paul Bäumer, her på vej til fronten. 

”Intet nyt fra Vestfronten” er ordret overskriften på en notits i Vejle Amts Folkeblad, den 15. december 1916. Og der uddybes forsøgsvist i brødteksten: ”Der er intet sket af betydning på Vestfronten.” ”Intet nyt fra Vestfronten” lyder det f.eks. også som overskrift i Horsens Avis i efteråret 1914, og i Bornholms Avis så sent som den 11. november 1918, selve den dag, hvor krigen afsluttes med en våbenstilstand. Aviserne i de år er fulde af den slags intetsigende anti-nyheder fra Første Verdenskrig. Som bekendt fordi fronten ikke bevæger sig meget i Frankrig og Belgien under det meste af krigen. Der er langt mellem de afgørende gennembrud, og soldaterne ligger meget af tiden i skyttegrave. Måske de stormer et ingenmandsland her eller en sønderbombet fabriksbygning der og vinder et par hundrede meter, men det er dog sjældent noget, der regnes for nyhedsværdigt.

Men der gemmer sig ikke desto mindre uhørte dramaer bag overskrifterne. For eksempel her i midten af december i 1916, hvor den allersidste fase af Slaget ved Verdun bliver udkæmpet mellem franske og tyske tropper. Verdenskrigens længste slag, måneders opslidningskrig, hvor i alt omkring 300.000 soldater dræbes, og mange flere såres. På sådan en helt almindelig dag, som ingen aviser gider skrive om, kan tusinder være blevet slået ihjel.

Derfor udgiver den tyske forfatter og lærer Erich Marie Remarque i 1929 en bog, Im Westen nichts Neues. For netop at vise alt det, der sker i en krig bag de intetsigende overskrifter, alt det kedsommelige, smukke, grumme, menneskelige og meningsløse. Og for, i modsætning til f.eks. Ernst Jüngers drabeligt realistiske, men også heroiserende I Stålstormen fra 1920, at advare mod krigen. Krigen, der måske kan virke glorværdig for politikeren, blændet af ureflekteret patriotisme, eller for den unge, idealistiske rekrut. Men som bare tager og tager – håbet, æren, illusionerne, førligheden, livet. Den slags ved Remarque rigtig meget om, han har som Jünger nemlig selv tjent som tysk soldat på vestfronten, mere præcist ved slaget ved Ypres, hvor han såres alvorligt efter seks uger og havner på lazaret.

Et årti senere, efter en del bøvl med at finde en modig forlægger, ligger værket der så i store stakke i boghandlerne, med et klart budskab allerede i Remarques fortale:

”Denne bog skal hverken være en anklage eller en bekendelse. Den skal kun være et forsøg på at berette om en generation, som blev ødelagt af krigen – selv om den også undslap granaterne.”

Remarques bog bliver nærmest øjeblikkeligt en international succes, både kommercielt og kunstnerisk. Den regnes for et mesterværk af mange, inspirerer til lignende antikrigs-udgivelser, og bliver filmatiseret i USA som All Quiet on the Western Front for første gang allerede i 1930, og endnu engang i 1979. Men Remarque med de fransk-katolske rødder bliver sammen med bogen lagt for had af højreekstremister i Tyskland for forfatterens og bogens antimilitarisme, der angiveligt besudler ”den tyske frontsoldats ære”. Derfor brændes bogen af nazisterne efter magtovertagelsen i 1933, derfor må Remarque flygte med sin kone, først til Schweiz og siden til USA, derfor halshugges Remarques søster efter en tur i Hitlers farceagtige folkedomstol i 1943. 

I Danmark bliver bogen i 1929 lynoversat (efter sigende lidt vel frit og sjusket) som Intet nyt fra Vestfronten af selveste Tom Kristensen. Den roses af bl.a. sønderjyske veteraner, der har måttet kæmpe for tyskerne, og beskrives som det forløsende ord, som tusindvis af forhenværende frontsoldater har ventet på. Og Remarques beretning om krigens gru og meningsløshed bruges endda angiveligt i dagbladet Politikens kampagne i 1929 til støtte for Det Radikale Venstres program om nedskæring af forsvarsbudgettet. ”Hvad skal det nytte”, som Radikales senere stifter Viggo Hørup som bekendt siger om Københavns befæstning allerede i 1883. Så sent som efter Den Kolde Krig ser vi et ekko af denne kulturradikale pacifisme i Klaus Rifbjergs forord til en nyudgave af bogen, hvor han bl.a. skriver følgende om sin læsning af Remarques bog:

”Tanken om vores egen rolle som krigsførende nation melder sig uafviseligt undervejs. Hvad er det dog, vi vil, hvad er det, vi bilder os ind?”

Vi har altså at gøre med en forfatter, Erich Marie Remarque, og en bog, Intet nyt fra Vestfronten, som mest bare vil beskrive en oplevet virkelighed og en tabt generation, og nok helst vil undgå al den politisering og det postyr, der følger i kølvandet. Men som så mange andre forfattere må Remarque indse, at han ikke kan styre effekten af det værk, han har sluppet løs. Det bruges og misbruges stort set efter forgodtbefindende. Også her i 2022.

De brede strøg på det store lærred
Det begynder med et par skæve smil i Grand. En dansk filmanmelder er indkaldt til at styre slagets gang og indleder på halvdårligt engelsk med at slynge ud i det blå, at der muligvis er nogen derude i publikum, der ikke kender hende. Det er der. Dernæst holder den tyske ambassadør en sympatisk tale på udmærket dansk om krigens rædsler og meningsløshed, særligt Første Verdenskrig, selvfølgelig. Med den vante tysk selvudslettelse, og med behørig opmærksomhed på de mange dansksindede sønderjyske ofre for den tyske militarisme. Vi er jo i Danmark, og der er stadig gang i det tyske bodsarbejde efter verdenskrigene.

Ambassadøren kommer også ind på parallellerne til i dag, med krigen Ukraine osv., hvor EU i særdeleshed, og det internationale samarbejde generelt, fremhæves som det positive modbillede til Putins militarisme. Det er klichéer og politisering, ja, men med bund i virkeligheden i Europa lige nu, hvor massevolden som bekendt er vendt tilbage. Og han lyder i det mindste, som om han mener det. Så er der en fra Netflix, hende med finansieringen, der ikke siger meget andet, end at det er ekstra vigtigt, at netop tyskerne får lejlighed til at lave filmen. Imens hun taler, får i hvert fald den ene af Kontrasts anmeldere studeret det udsøgte stukarbejde i biografens loft ekstra grundigt, bl.a. en fedladen lurblæsende baby, måske en engel. Det kan ikke være basuner det hele.

Så dæmpes lyset, og filmen går i gang. Hvad får vi så serveret? Langt hen ad vejen en kompromisløs vision, der er tro mod i hvert fald den antimilitaristiske ånd i Remarques bog, om end ikke så meget mod bogstavet. 

Premium

Dette indhold kan kun ses af medlemmer.

Månedlig betaling

49

Normalpris 99 kr./md.
Afmeld når som helst

Årlig betaling

79

Spar 20% med årsabonnement
KUN 948 kr./år

Ubegrænset adgang til lukket indhold: artikler, analyser, debatter, videoer, interviews

Få Kontrast Nyhedsbrev i din indbakke flere gange om ugen. Så er du altid opdateret

Adgang til Kontrasts Ekkokammer på Facebook. Del og kommenter indhold med redaktionen

Støt Kontrasts arbejde med at styrke den borgerlige debatkultur og dagsorden