Danmark oplever i disse måneder en regulær kulturarvskatastrofe i langsom gengivelse, uden at det påkalder sig synderlig offentlig opmærksomhed – og da slet ikke nogen form for engagement fra den generelt meget usynlige socialdemokratiske kulturminister.
Det drejer sig om salget af indboet fra hovedbygningen på Valdemars Slot på Tåsinge, som i 12 generationer er bygget op af adelsslægten Juel tilbage til 1677, hvor søhelten Niels Juel fik overdraget godset af kong Christian V som delvis betaling for de prisepenge, hans sejre i Skånske Krig havde gjort ham fortjent til. Den store hovedbygning, som oprindelig er opført af Christian IV 1639-44 til hans søn Valdemar Christian, er i de forløbne knap 350 år blevet fyldt med fornemt herregårdsinventar, herunder ikke mindst en meget stor portrætsamling med talrige medlemmer af slægten Juel/Iuel-Brockdorff og storslåede portrætter af danske konger, mange af billederne udført af de skiftende perioders bedste danske og europæiske kunstnere.
Siden den tidligere ejer, lensbaron Niels Iuel-Brockdorffs død i 2017 har der udspillet sig en bizar og stærkt ugebladsvenlig arvestrid om det voldsomt underskudsramte gods mellem lensbaronens to døtre, hvoraf den ene er fotomodellen og realitystjernen Caroline Fleming. Lensbaronen valgte inden sin død at testamentere både gods og indbo til hendes søn, Alexander Fleming, og han står fortsat formelt set som ejer af hovedbygningens indbo, efter at den yngre søster Louise i april afværgede en truende tvangsauktion ved at købe selve godset og bygningerne.
I hvad der meget ligner en form for hævnaktion fra den ældre søsters parti, blev hovedbygningen herefter kort efter tømt for dens rige indbo, og en pæn portion af det er nu sat til salg hos auktionshuset Bruun Rasmussen og ventes at komme under hammeren den 21. september. På auktionshusets hjemmeside kan man nu studere en stor del af tidligere adelsgenerationers liv med pudderparykker og brokadekjoler, salutkanoner, rokokospejle, barokborde, punchebowler og meget andet.
Bag forløbet gemmer sig mange års aktiv politisk undergravning af de danske godsers økonomiske grundlag, som går tilbage til lensafløsningen i 1919, der var et efter danske forhold meget voldsomt ekspropriationslignende indgreb fra statens side over for godserne, som måtte aflevere en stor del af deres jord og formue, og Valdemars Slot er langtfra det eneste danske gods, som økonomisk hænger i med det yderste af neglene med en masse af fredede bygninger af umådelig kulturhistorisk værdi, hvis ekstremt bekostelige vedligeholdelse indtægterne fra de tilbageblevne jorder og andre aktiviteter ofte slet ikke kan honorere.
Et gods, der ikke løber rundt, og konflikter mellem rige mennesker fra ugebladenes spalter burde ikke i sig selv være nogen stor sag for det danske samfund, hvis det ikke var for det enorme kulturhistoriske tab, salget af Valdemars Slots indbo i realiteten indebærer. Det burde være en national opgave at sikre, at inventaret på Valdemars Slot kan bevares på stedet og fortsat være tilgængeligt for offentligheden.
Det er bestemt ikke et spørgsmål om at redde indboet for en bestemt familie, men om at vi i fællesskab mister noget vigtigt. Valdemars Slot er – var - et af Danmarks vigtigste og mest velbevarede herregårdshjem og en meget værdifuld kulturhistorisk helhed, som nu er i overhængende risiko for at gå tabt for altid. De enkelte genstande vil selvfølgelig kunne leve videre i andre sammenhænge, en del vil sikkert blive købt af offentlige samlinger, men det er helheden, kulturmiljøet og samspillet mellem bygninger, inventar og historie, som har gjort Valdemars Slot til en i virkeligheden umistelig del af dansk kulturarv og en meget stor seværdighed i landet, lige siden hovedbygningen blev åbnet for offentligheden i 70’erne.
Sagen giver anledning til at overveje, om der i 11. time kan gøres noget for at redde Valdemars Slots indbo i sin helhed. Det vil givetvis kræve, at behjertede fonde beslutter sig for at træde til, men interessen for den type af kulturhistoriske helheder er traditionelt ringe blandt danske fonde, også dem, der interesserer sig for det byggede miljø. Det gælder blandt andet Realdania, som i årenes løb har gjort en del for istandsættelse af herregårdsbygninger, herregårdshaver og lignende, og som gennem datterselskabet Realdania Byg ejer en del mindre ejendomme.
I de senere år har Realdania dog skiftet fokus bort fra den klassiske bygningsbevaring og over mod mere politisk betonede projekter omkring klima, velfærd m.m., og der er ingen tegn på, at de interesserer sig for bygningernes inventar. A.P. Møller Fonden har tidligere løst store og vigtige nationale opgaver, men om en indsats for at redde Valdemars Slot ville falde inden for deres interesser, er ikke let at vide.
Andre europæiske lande er her noget bedre stillet. I Storbritannien har man de kæmpestore velhavende fonde National Trust og English Heritage, som ejer og vedligeholder hundredevis af historiske bygninger og sørger for, at der er offentlig adgang til dem - herunder ejer de talrige fantastiske herresæder, som derigennem er blevet bevaret – meget ofte inklusive deres historiske inventar. Eksempelvis har National Trust eksisteret i mere end 125 år og er med 3,6 mio. medlemmer den største medlemsorganisation i Storbritannien. I Danmark mangler vi en National Trust, der på baggrund af folkeligt engagement kan være med til at sikre vores kulturarv og dermed i realiteten også give mulighed for, at visse bevaringsopgaver kan løftes af andre end den danske stat.
Det truende salg af Valdemars Slots indbo giver samtidig anledning til at overveje mulighederne for en opstramning i fredningslovgivningen i de helt særlige tilfælde, hvor bygninger og store historiske samlinger er knyttet tæt sammen. I blandt andet Italien har staten mulighed for at kræve, at store historiske kunstsamlinger bliver holdt (og eventuelt solgt) samlet, hvilket bl.a tidligere har reddet den fantastiske Borghese-samling i Galleria Borghese i Rom. Valdemars Slots indbo er naturligvis ikke Borghesesamlingen eller anden umistelig kulturarv på verdensplan, men i en dansk kontekst er det måske ikke så langt derfra.
En fredning af væsentligt historisk inventar på stedet ville naturligvis kræve, at staten trådte til og købte bygninger og samlinger, såfremt det var umuligt for den hidtidige ejerfamilie at fortsætte driften. Det er næppe realistisk under den i bedste fald arbejderistiske, i værste fald ikkeeksisterende kulturpolitik, som præger den nuværende regering, og det redder ikke Valdemars Slot nu og her. Men på sigt burde en ny borgerlig regering overveje både denne og flere andre muligheder for styrkelse af fredningslovgivningen. Er århundredgamle kulturhistoriske helheder først spredt for alle vinde, kommer de ikke tilbage, og vi bliver et kulturelt og historisk fattigere land.
