Danmark står i en historisk unik situation, hvor det skal tage 11 år at leve op til NATO’s mål om at bruge to procent af BNP, og det for første gang i danmarkshistorien åbenbart er et problem at øge de offentlige udgifter hurtigt. Samtidig er det angivelig helt afgørende, at Danmark på tre måneder tilslutter sig et utvivlsomt hastigt voksende og med tiden formodentlig suverænitetsafgivende EU-forsvarssamarbejde.
Alt vedrørende danske EU-forbehold bliver med usvigelig sikkerhed dybt splittende. Det ved regeringen og partierne bag en kommende afstemning om forsvarsforbeholdet, men de har ikke desto mindre valgt, at danskerne under den største krig i Europa siden 2. verdenskrig skal stemme om at fjerne dette.
Regeringen vil forsvare sig med, at det er vildt presserende, at man netop nu og med uhyrligt kort varsel gør op med forbeholdet. Men det ved regeringen også godt ikke passer. Der er ingen igangværende EU-aktioner, som har det fjerneste med konventionelt territorialforsvar af Europa at gøre. Hvis man er i tvivl, er listen over igangværende aktioner her.
Stort set alt militært vedrørende Europas forsvar over for Ruslands invasion af Ukraine er i NATO’s hænder, hvilket er aldeles glimrende, eftersom NATO er en kompetent og veludrustet aktør under amerikansk de facto-ledelse. En organisation, som jeg i lyset af de seneste årtiers konflikter i Europa til hver en tid vil foretrække med ansvaret for Europas sikkerhed frem for nogen europæisk nation eller europæisk kollektiv afkoblet USA.
Derfor er det trist, at regeringen med vidt åbne øjne har valgt krigen som baggrund for afstemningen om forbeholdet, der med al den sikkerhed, som den historiske erfaring med EU-afstemninger giver, vil opdele befolkningen i to ganske store grupper.
Det er en både unødvendig og uansvarlig splittelse i en situation, hvor der intet realpolitisk imperativt er i forhold til den aktuelle situation (i modsætning til eksempelvis finsk og svensk medlemskab af NATO). Putin er temmelig ligeglad med det militært ubetydelige Danmarks finere franske fornemmelser for en politisk union, der aldrig har evnet at gøre militær magt gældende og næppe heller kommer til det foreløbig. Om end han vil værdsætte den splittelse, som regeringens timing af afstemningen vil medføre.
Selvstændighed og salamitaktik
Rationalet fra regeringens side er, at netop den militære trussel vil gøre en afskaffelse af forbeholdet mere spiselig for vælgerne. Og derfor vil historien naturligvis være den samme som altid. På den ene side er det af altafgørende betydning, for hvis ikke danskerne stemmer ja, så falder himlen ned, lyder det, fordi det er nærmest umuligt at indkøbe militært grej uden fælles EU-koordinering. Selvom noget næppe vil ske her uden at være koordineret med NATO, og Danmark uden problemer har leveret våben til ukrainerne trods forbeholdet.
Dertil kommer en anden fortælling, som godt nok burde være udelukket af den første, men ikke er det. Den går på, at det slet ikke er vigtigt for Danmarks selvstændighed, for det er kun et meget lille stykke af salamien, vi skærer af. På overfladen er det rigtigt, for i modsætning til for eksempel retsforbeholdet handler forsvarsforbeholdet ikke om afgivelse af suverænitet. Lige nu.
Men historien om EU er historien om et projekt, der evigt æder sig ind på nationalstaternes suverænitet og gør det med en fortælling om indledningsvist frivilligt og mellemstatsligt samarbejde, der gradvist bliver forpligtende gennem juridisk samt politisk kodificering.
Hvis nogen havde hævdet i 1973, at EU i 2022 ville have fælles flag, valuta, indflydelse på danske regler for barsel, sociale ydelser, fælles ydre grænser, forsøg på at påvirke sammensætningen af virksomheders bestyrelser og ret til at opkræve skat (i det små, men det skal nok vokse sig større), ville det være blevet udskreget som komplet vanvittig skræmmekampagne. Disse ting har EU nu, og vi skal stadig høre på historien om, at EU skam ikke er på vej mod at blive et føderalistisk projekt, mens alle små skridt entydigt går i den retning.
Ensrettet EU-tendens
Dertil kommer, at EU grundlæggende mangler demokratisk legitimitet. Trods flag og hymne og det omrejsende parlamentscirkus findes der ingen fælleseuropæisk offentlighed. De eneste tidspunkter, hvor europæerne går op i EU, kan mobiliseres, er, når Sydeuropa er ved at gå konkurs, eller unionen ikke magter at håndhæve de ydre grænser under en flygtningestrøm.
I Danmark er de eneste undtagelser fra det førnævnte, når vi selv stemmer om noget relateret til EU, og vi forbigående kan mønstre et engagement. Europa-Parlamentet er imidlertid fuld af politikere, der med usvigelig sikkerhed får overbevist sig om, at en hel masse beslutninger tages bedre af dem end af de nationale parlamenter, der faktisk har deres befolkningers og mediers interesse. Udviklingen er hidtil kun gået én vej, og det er mod mere EU. Sådan vil det naturligvis også gå med et forsvarssamarbejde.
Kan der komme en dag, hvor Europa ansvarligt kan varetage sin egen sikkerhed? Måske. Men jeg er langtfra sikker på, at det vil være en god ide at kæde dette sammen med et EU, der som handelsunion er glimrende, men som politisk projekt lider af åbenlyse strukturelle defekter, der kun synes at blive større.
Derfor har jeg ingen intention om at give min stemme til mere utvivlsomt stadig mere forpligtende forsvarssamarbejde i regi af et EU, der ikke har demonstreret nogen militære evner nogensinde. Et utal af konflikter på kontinentets dørtrin har tværtimod med sørgelig og usvigelig sikkerhed vist det modsatte.
Særlig fordi vi allerede har en glimrende forsvarsalliance i NATO, der har demonstreret sin evne til at sikre Europa gennem 70 år, og som er eneste militært relevante spiller på den vestlige halvdel af skakbrættet mod Putin. Dertil kommer, at jeg, og en del andre, også har en nagende mistanke om, at et sådant samarbejde bliver stadig mere domineret af et stærkt føderalistisk orienteret Frankrig, hvis evner som garant for europæisk fred og sikkerhed jeg ikke har den store tiltro til.
Utidighed forklædt som timing
Historisk set er det ikke dårligt for en småstat som Danmark, at Europas forsvar er i hænderne på en fjern og kompetent beskytter som USA i stedet for en af de større nationer i Europa, hvoraf de fleste har langt mere presserende, og for Danmark potentielt problematiske, egeninteresser i Europa. Foruden naturligvis, hvis vi ser historisk på det, en historie med at angribe Danmark et par gange.
Men skulle vi komme dertil, hvor et reelt militært EU-samarbejde med betydeligt ansvar for Europas sikkerhed for alvor afløser NATO, så vil det tage år, hvis ikke årtier, at opbygge. Dermed er dansk tilslutning i ingen meningsfuld forstand et aktuelt spørgsmål på den korte bane og i den aktuelle krise, hvor ingen anfægter, at det er NATO, der både kan og bør spille den ubestridte hovedrolle i forsvaret af Vesten.
Skulle danskerne stemme nej, vil vore hjælpsomme politikere utvivlsomt også sørge for, at vi får muligheden for at stemme om det en gang eller to yderligere. Men danskerne vil med lige så stor sikkerhed ikke få nogen mulighed for at fravælge et sådant samarbejde senere. Derfor kunne en afstemning om forsvarsforbeholdet uden problemer både tages om et eller to år, forhåbentlig i fredstid og uden at skabe splittelse i en situation, hvor kompromisløs enhed over for den russiske fremfærd og fokus på dette emne være altafgørende.
Men regeringen og dens aftalepartier har med tilsyneladende køligt overlæg valgt at bruge den mest alvorlige situation i nyere tid til et aldeles unødvendigt politisk slagsmål, som de ved vil splitte danskerne i den tid, hvor der er brug for alt andet end netop det. Der er tale om kynisk, splittende og dybt unødvendig politisk opportunisme nødtørftigt forklædt som rettidig omhu.
