Vi har vendt tingene på hovedet i vores fængsler. Når man idømmes en fængselsstraf, er det ikke en reel konsekvens, men i alt for høj grad en pause fra virkeligheden. For i de fleste celler står der et fjernsyn – og dermed får de indsatte adgang til den samme sløvende strøm af ligegyldigheder, som i forvejen æder vores tid og tanker udenfor murene.
Et fængselsophold er begyndelsen på resten af en kriminels liv. Eller sådan bør det i hvert fald være. Fængslet skal give den indsatte mulighed for at reflektere over, hvad han har gjort galt og rette op, og det skal være en tydelig og mærkbar konsekvens.
Hjemmets fængsel
Noget, der absolut ikke gavner den proces, er adgangen til fjernsyn i fængselscellerne. For de fleste af os er fjernsynet jo egentligt hjemmets fængsel. Vi kan ikke give slip på det, og vi får timevis og atter timevis til at gå foran flimrekassen. Tid, hvor vi ikke behøver tænke eller bruge hovedet, og hvor timer hurtigt kan føles som minutter.
Det strider fuldstændigt imod det ideal, vi bør have for vores fængsler.
Her skal tiden, man sidder, dels mærkes til fulde, men det skal også være lejligheden til refleksion og til, for en gangs skyld, at kunne tænke sig godt om. Fjernsyn i fængselsceller er på ingen måder formålstjenstligt, og bidrager kun til unødvendig – og uretfærdig – tidsfordriv.
Kom med Bibelen
Jeg mener i stedet, at alle danske fængselsceller bør udstyres med Bibelen. Bogen, der igennem næsten to årtusinder har været lyset i selv det dybeste mørke for milliarder af mennesker. Bogen, som har givet håb til folk i krig, katastrofer og dyb personlig krise.
Bibelen vil ikke blot være et stykke læsestof til at fordrive tiden med, men en et redskab, der kan være en uvurderlig hjælp i rehabiliteringen af kriminelle. I stedet for at drive den af til pornografi og åndsforladt reality på fjernsynet kan vi give de kriminelle muligheden for at lære, at selv de også er elskede og faktisk rummer et potentiale for dem selv, for deres medmennesker og for samfundet, hvis blot de tør udleve det.
De vil lære, at tilgivelsen findes for dem, der tør søge den. Det vil lære dem, at hvis de kommer på bedre tanker, er det faktisk muligt at leve et meningsfuldt og betydningsfuldt liv, og den vil ikke mindst hjælpe dem på vej mod de bedre tanker.
Ny kurs
Som samfund er det vores chance for at hjælpe de kriminelle på ret kurs. Vores chance for, at fængslerne ikke blot bliver parkeringspladser, men reelt bidrager til rehabiliteringen.
Vores chance for at vise, at Danmark i sandhed er et kristent land, der også tror på Jesu lære om tilgivelse.
Milliarder har igennem historien fundet håb, fred og kærlighed gennem Bibelen. Hvorfor skulle vi nægte indsatte i Danmark den samme mulighed? Lad os få fjernsynene ud af fængselscellerne – og Bibelen ind!