Alle ved, at fascisme og nazisme er ekstreme højreorienterede ideologier. Vi ved det, fordi vi hørte det i skolen, læser det i bøger og aviser, hører det på radio og tv og desuden jævnligt bekræfter hinanden i denne indiskutable sandhed.

Desto mere underligt er det at opdage, at man før 1945 i betydende kilder ikke rigtig støder på denne udlægning, idet man jo dengang – særligt i 1930‘erne – jo burde være meget optaget af kampen mellem højre- og venstreekstremismen. Den foregik især i Tyskland, Italien og Spanien, men også i resten af Europa. Hvorfor udlagde dengang man ikke kampen mellem fascisme og socialisme som en klokkeklar højre-venstre-konflikt? 

For at svare på det må man først gå etymologisk, og dernæst politisk historisk, til værks. Begrebet fascisme kommer af det latinske fascis, der betyder ”bundt”. Ordet kendes også fra det ligeledes latinske fasces, som var et bundt stave, som de romerske liktorer (særlige politibetjente) havde som symbol. I den italienske mellemkrigstid henviste ordet fascisme afledt heraf også til den navnkundige bevægelses syndikalistiske, kooperative karakter. Begrebet nazisme er selvsagt en sammenskrivning af navnet på det tyske Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei, på dansk det Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti. Her henvises naturligvis direkte til en særlig national socialisme, som særligt henvender sig til de tyske arbejdere.

Det italienske fascistparti udsprang af forskellige italienske socialistgrupperinger, herunder Kampforbundet og afhoppere fra andre grupper, og søgte at mobilisere underklassen til (om nødvendigt) voldelig revolution. Dets leder, Benito Mussolini, var tidligere redaktør på en socialistisk partiavis, men forlod denne grundet uenighed om Italiens deltagelse i 1. verdenskrig. Mussolini fastholdt, at han var socialist, men i modsætning til mange andre italienske socialister støttede han altså krigsdeltagelse af nationale årsager. Mussolini blev i den forbindelse af kritikere betegnet som national socialist. 

I 1921 stiftede Mussolini det fascistiske parti og havde succes med at vinde tilslutning fra en stor del af Italiens land- og industriarbejdere. Hovedkonkurrenten var de internationale socialister, der appellerede til de samme vælgergrupper, og et intenst had, som internt blandt socialistgrupper har varet op til vor tid, blev intensiveret i den forbindelse. Efter Mussolinis magtovertagelse indledtes da også en regulær forfølgelse af både liberale og de socialistiske rivaler. Ideologisk var fascistpartiet selvsagt et socialistisk arbejderparti, der ønskede en protektionistisk, kollektivistisk mobiliseringsøkonomi, hvor staten regulerede samfundets mekanismer til alles bedste. Dette blev som nævnt kombineret med en nationalistisk, militaristisk profil (som vi i Sovjet også så hos Stalin fra 1942 til 1945 under ”den store fædrelandskrig”).

Det tyske nationalsocialistiske arbejderparti udsprang fra mindre tyske socialist- og veterangrupper og fik succes under Adolf Hitlers lederskab. Nazisterne kombinerede ligesom fascisterne en kollektivistisk, socialistisk økonomisk politik med nationalisme og militarisme, men føjede hertil en antisemitisk dimension, som havde stor politisk gennemslagskraft. I højere grad end i Italien lykkedes man i Tyskland med en næsten total kollektivisering af økonomien, og til sidst var de oprindelige kapital- og fabriksejere reelt bare statslige kransekragefigurer, der måtte følge den centrale planlægning i et og alt. Ligesom i Italien var nazisternes politiske hovedfjende de konkurrerende socialistiske bevægelser, særligt de Moskva-tro af slagsen, og også her blev intensive forfølgelser gennemført efter magtovertagelsen.

Både for fascismen og nazismen gælder det, at individet i alle henseender er underlagt kollektivet, og i grunden er den enkelte betydningsløs som værende andet end en del af et storslået kollektiv. Politik handler derfor i denne optik om at gøre det, der er bedst for kollektivet, og om nødvendigt må det så gå ud over de individer, der lider af usolidariske fejlopfattelser. Som i andre socialistiske stater ledes denne proces af en fører og et parti, og i og med at disse har en helt særlig adgang til den politiske sandhed, er der i længden ikke brug for andre. Lenin, Stalin, Hitler, Mussolini, Tito, Kim‘erne fra Nordkorea, Pol Pot og mange andre har gennem historien nydt denne særlige ære sammen med deres respektive socialistiske bevægelser.

Sluttelig er det særligt for nazismen og fascismen, at de ligesom alle andre socialistiske positioner abonnerer på en særlig utopisk frelse-fortælling. Når først politikken er rendyrket og endeligt realiseret, vil man nå til en ideologisk idealtilstand, hvor alting slutter, og politikken i grunden kan høre op. Denne paradisiske idealtilstand er så smuk og ren, som noget tænkes kan, og alle vil her være glade og lykkelige til evig tid. Derfor må og kan det accepteres, at vi sammen udholder store moralske og økonomiske ofre for at nå derhen. Alt det onde, vi politisk må gøre, sker jo i en god sags tjeneste, og hele menneskeheden vil med tiden profitere heraf. Sådan er logikken.

Men tilbage til det i indledningen antydede spørgsmål: Hvordan gik det til, at fascisme og nazisme i dag betragtes som højreekstreme bevægelser? De er jo som nævnt udgået fra socialismen, betegner sig selv som socialistiske, bruger samme førerdyrkelse som socialismen, og har en udpræget kollektivistisk ideologi? Svaret herpå et lidt komplekst, men i det følgende skal jeg give en kort skitse.

Afgørende for den ideologiske repositionering er først og fremmest en succesfuld nyfortolkning af historiske begivenheder. Da Nazi-Tyskland afbrød det hidtidige, noget paradoksale, samarbejde med Sovjetunionen og indledte Operation Barbarossa (angrebet på Sovjet), skulle der hurtigt etableres en meningsfuld politisk ramme for samarbejdet mellem de tidligere dødsfjender, altså det liberale Vesten og det kommunistiske Sovjet. Bare 20 år tidligere havde vestmagterne jo forsøgt at vælte det kommunistiske regime, før det overhovedet var blevet rigtigt etableret. Derfor skabte man en fælles ideologisk fjende i form af en særlig fascistisk position, der hverken var borgerligt-liberalt eller socialistisk på den traditionelle politiske skala, men altså noget helt, helt andet. 

Efter krigen blev dette grundbillede først forsøgt fastholdt, om end venstreorienterede intellektuelle havde succes med gradvist at skubbe fascismen og nazismen til højre, således at det med tiden blev til et faktum, at der her var tale om en særlig højreorienteret position. Argumenter var der ikke mange af, men man kunne da anekdotisk henvise til nationalismen og ”samarbejdet” med storkapitalen. Dertil kunne man – dog med en vis ret – anekdotisk henvise til det nødtvungne parlamentariske samarbejde med ultra-nationalistiske konservative grupper i 1930’erne, men altså her ignorerende, at også internationale socialister nødtvunget etablerede samarbejde med nationalkonservative (som det for eksempel skete i den danske modstandsbevægelse og befrielsesregering). 

I det omfang der var behov for yderligere kommentarer, kunne man sige, at Mussolini tog helt fejl, når han kaldte sig selv socialist, og det nationalsocialistiske tyske arbejderparti på en eller anden måde havde glemt at ændre sit navn til noget mere højreorienteret og retvisende. I den helt latterlige ende kunne man henvise til, at socialisterne jo bekæmpede fascisterne, og derfor ideologisk ikke kunne have noget som helst med dem at gøre. Taget i betragtning, hvor intenst socialistiske grupper har bekæmpet hinanden til alle tider, er det bemærkelsesværdigt, at nogen overhovedet har konstrueret dette ”argument” i første omgang. Ikke desto mindre er det ofte blevet fremført, bl.a. i undertegnedes skoletid.

Hvor om alting er, så ved alle i dag, at fascisme og nazisme er højreorienterede ideologier, og især tiltrækker ekstreme borgerligt-liberale mennesker, der er imod individuelle frihedsrettigheder og liberalt demokrati, men går ind for socialistisk kollektivisme og arbejdervælde. Sådan er det.