Det har en stærk effekt, når der bliver sat ansigt på et enkelt offer. Det skete for nylig, da liget af Sarah Everard dukkde op i England. Med hashtagget #textmewhenyougethome har tusinder af unge kvinder delt deres ubehagelige oplevelser i nattelivet.

Men hvad, der burde have været en debat om overfald og voldtægter, er blevet kapret af venstrefløjen og brugt til at fremme deres dagsorden. Og vores mandlige politikere i blå blok er blevet så håndsky, at de ikke tør udfordre feministernes socialkonstruktivistiske narrativ. 

Mest bemærkelsesværdigt har Jakob Ellemann-Jensen selv brugt hashtagget og i svævende vendinger problematiseret kvinders utryghed. Problemet er bare, at feministernes analyse er ubrugelig til at skabe tryghed for de kvinder, der er bange for at gå alene hjem. 

Politisk ukorrekte statistikker

45 pct. af voldtægtsdømte i 2017 havde ikke-vestlig baggrund, selvom de kun udgør 5 pct. af befolkningen. De resterende 55 pct. af voldtægtsforbryderne er selvsagt etnisk danske mænd, men de vil meget typisk begå en anden type voldtægt, hvor de kender deres offer på forhånd. 

Husk så på, at de danske kvinders historier handler om frygten for det vilkårlige sammenstød med en fremmed voldtægtsmand. Her har en optælling lavet af BT vist, at 10 ud af 12 overfaldsvoldtægter i Danmark over halvandet år blev begået af mænd med indvandrerbaggrund. 

Desværre er frygten for voldtægt i debatten forvandlet til et spørgsmål om magtstrukturer takket være blandt andre køns- og diskriminationsforsker Mira Skadegård. Forskeren, der også er aktivistisk feminist, påstår i Politiken, at problemet skyldes en generel objektivisering af kvinder. 

På den måde blandes alle slags voldtægter sammen i feministernes akademiske narrativ, og utrygheden i nattelivet bliver til et spørgsmål om strukturer og normer for maskulinitet. Det konkrete drukner i det abstrakte. 

Vores politikere kan så se sig lettet af den byrde, det er at forholde sig til de meget politisk ukorrekte statistikker – men kvinderne er ikke bedre stillet. 

Mine egne erfaringer

Everard blev myrdet af en etnisk engelsk mand, så meget skal siges. Dog stemmer min egen oplevelse kun alt for godt overens med statistikkerne. Jeg tror ikke, de er unikke, men jeg tror derimod, at mange andre kvinder har undladt at tale om etnicitet af åbenlyse årsager.

Den store forskel imellem de ubehagelige oplevelser, jeg har haft med etnisk danske mænd og ikke-vestlige mænd ,er, at alle sammenstød med etnisk danske mænd er sket i sociale situationer, hvor jeg var forberedt på det. Der er tale om en uønsket hånd på et lår på en bar eller til en fest.

I kontrast hertil er jeg blevet jagtet rundt på Odense Banegård af en afrikaner, som jeg havde hjulpet med at købe billet. Jeg er blevet fulgt hele vejen hjem fra Ørestad Station til mit kollegium af en indvandrer, som kontaktede mig for at få en smøg, men til slut ville med op. Og så er jeg blevet befølt på inderlåret i en bus af en – beklager – indvandrer.

Og imens jeg selvfølgelig i alt har haft flest klamme oplevelser med danske mænd, så har det kun været mænd med indvandrerbaggrund, der har antastet mig ud af det blå om natten. Og kun her har jeg frygtet for mit liv.

Den rå virkelighed

Jeg tror, at de fleste kvinder kan nikke genkendende til, at man i løbet af sine 20'ere bliver mere forsigtig. Alder betyder måske noget i sig selv, men også ubehagelige oplevelser som dem, jeg har nævnt. Man lærer at se folk an. Man lærer at være mindre tillidsfuld. Man lærer kort sagt at være mere fordomsfuld. 

Mine egne fordomme handler dog mindre om etnicitet og mere om "typen" – jeg registrerer lynhurtigt kropssprog, stemme og tøj. Men dette kan jeg sige: 

Hvis jeg står alene på en mørk perron og ser en mandsperson, bliver jeg tryg, når jeg ser, at det er en dansker. Hvis jeg har registreret en flok indvandrerfyre, der larmer og laver ballade, rykker jeg mig gerne tættere på den nærmeste danske mand.

Og sådan vil jeg og alle andre kvinder lære og tilpasse os. Vi kommer til at aflære os al den fordomsfrihed, som en opvækst i Danmark har lært os, indtil de kønskritiske feminister bliver fravristet dagsordenen om trygheden, og nogle gode politiske håndværkere tager over og kommer med resolutte løsninger, der svarer til den rå virkelighed.