Jeg har tidligere fornøjet mig med at skrive en satirisk anmeldelse af den ganske alvorligt mente omend svært ufrivilligt komiske dokumentar Oprør på Akademiet. Det er en arbejdsskade efter at have været både professionel polemiker og satiriker. Så når DR nu engang formåede at servere en godbid, der inviterede til en kombination af de to genrer, var det svært at modstå.
Derfor var jeg fristet til at fortsætte samme greb, da jeg læste en række artikler på websitet for Filmmagasinet Ekko om drama på Den Danske Filmskole. De er foranlediget af, at en anonym (så farlig er filmkritik nemlig!) studerende raser over, at skolen er præget af “den konventionelle, hvide, mandlige instruktør”, og at undervisningen har ”eksplicit racistisk og minoritetsfjendtligt indhold”. Desuden er den anonyme studerende rasende over, at en række af skribentens medstuderendes åbenlyst parodisk woke studenterfilm angiveligt er horribelt racistiske.
Men den tilgang, som der bliver lagt for dagen i hele affæren, er mere forstemmende end komisk. Eksempelvis kritiserer den anonyme filmskoleelev en anden studerendes film, fordi der heri “danser en asiatisk person rundt som en abe”. Til det replicerer instruktøren bag filmen defensivt:
”Jeg er selv en queer, mix-raced filminstruktør, og min kvindelige hovedperson i midtvejsfilmen har en større krop, end man normalt ser i hovedroller på film. Min mandlige hovedperson er østasiatisk, og den kvindelige elsker er ikke tyveårig, men en 50-årig kvinde”, hvorefter han forklarer, at:
”I scenen, som jeg bliver kritiseret for, kaster kvinden en anklage mod manden. Hun kalder ham ’fucking primitiv’, hvortil han svarer: ’Ja, gu’ er jeg primitiv, jeg er en abe’. Og så hopper han frem mod hende på en aggressiv, liderlig måde. Det illustrerer i mine øjne en skrøbelig maskulinitet.”
Filmen kan man ikke selv se, men et kunstværk, hvor kvalitet bliver målt på de medvirkendes vægt, alder og etnicitet, lyder heller ikke som noget, jeg ville bruge tid på. Men min kvalitetsvurdering i den henseende er irrelevant.
Det tragikomiske er, at selvom den gode instruktør både har den parodisk mangfoldige og rette seksuelle samt etniske baggrund og ifølge instruktøren en ambition om at skildre skrøbelig maskulinitet i et behørigt tvivlsomt lys, er det stadig ligegyldigt. Filmen indeholder nemlig en scene, som i en 1:1-læsning kan opfattes som racistisk, og så er fanden naturligvis løs i Laksegade.
For, som den anonyme studerende skriver i sit harmdirrende debatindlæg: “... hvis vores fælles verden ser ud som den, der bliver repræsenteret i fiktionsmidtvejsfilmene, er der ikke meget håb for fremtiden”.
En anden elev opsummerer sin kritik mod lærene således:
“De taler meget om den ’frie kunst’, men hvad er det? Og fri for hvem? For os betyder det ’fri for negative stereotyper’ og ’fri for problematiske fremstillinger af minoriteter’.”
De mennesker, der skal forestille at beskæftige sig med og producere kunst fremover, raser altså over banale scener, fordi de opfatter sigtet med kunst som at skabe banale moralsk-pædagogiske lærestykker om, hvordan verden burde være. Man må nemlig forstå, at film ikke kunstnerisk skal afspejle en eksisterende verden, hvor kontroversiel adfærd eksisterer, begået af både hvide midaldrende mænd og homoseksuelle med anden etnisk baggrund.
Og det bliver såmænd værre endnu. For ikke nok med, at eleverne køber ind i denne tankegang. Det gør Filmskolens ledere såmænd også. I et interview med Ekko forklarer lederen af skolens manuskriptlinje, at “Det er klart, at vi ikke skal vise film, som vi ved kan krænke elever.” Og med det niveau af krænkelsesparathed er der unægtelig et problem i forhold til en række filmhistoriske klassikere. Et dilemma, som Ekkos journalist fint påpeger:
“Da jeg spørger, om En nations fødsel, der i 1915 revolutionerede filmsproget og banede vejen for den klassiske spillefilm, men samtidig er en dybt racistisk film, vil kunne vises på Den Danske Filmskole, bliver de meget tavse.
”Jeg vil ikke kommentere på det. Jeg er ikke med til at planlægge den del af undervisningen,” siger Jonas Frederiksen efter noget tid.
– Men du har vel en holdning til det?
”Jamen, den er privat. Jeg vil ikke kommentere det.””
Og det er jo forståeligt. Hvis man ikke vil vise film, man ved kan krænke elever, kan man naturligvis ikke vise En nations fødsel, der skildrer Ku Klux Klan positivt. Og man kunne naturligvis fortsætte listen i det nærmest uendelige. Borte med blæsten er proppet med særdeles tvivlsomme stereotyper og romantisering af et dybt racistisk samfund, Leni Riefenstahls æstetisk og filmisk banebrydende Viljens Triumf er en visuel kærlighedserklæring til Adolf Hitler. Både Alfred Hitchcock, Orson Welles (der var i blackface i sin udgave af Othello!), John Huston og mange andre har lavet bunkevis af film med alskens skildringer af minoriteter og køn, der rummer et nærmest uendeligt krænkelsespotentiale.
Med andre ord siger ledere på Den Danske Filmskole, at de ikke vil inddrage helt afgørende produkter fra filmhistorien, hvis disse risikerer at krænke studerende, der åbenlyst er utrolig lette at krænke. Hvis man bliver krænket af en progressiv kortfilm af en medstuderende “queer, mix-raced filminstruktør”, der ønsker at problematisere skrøbelig maskulinitet, er det svært at forestille sig, at man kan klare to timer i selskab med Hitler og Leni Riefenstahl eller tre med D. W. Griffith og Ku Klux Klan i En nations fødsel.
Så der står vi tilsyneladende. Med ledere af en filmskole, der fortæller, at de ikke vil vise eleverne afgørende og genreskabende værker fra den filmhistorie, de som færdiguddannede formodes at skulle skrive sig ind i. Og elever, der ikke kan tolerere, at deres medstuderende laver film, hvis der her optræder scener eller tematikker, som ikke 1:1 afspejler deres dogmatiske og politisk forudfattede verdenssyn.
Og det supplerer jo ganske fint et kunstakademi, hvor undervisere smadrer kunst, de opfatter som politisk problematisk, og studerende frejdigt erklærer, at de ikke vil se på værker lavet af hvide mennesker.
Det burde være satire. Men er det desværre ikke.
