Anmeldelse

16.10.21

Sublim DR-satire om kunstakademi

“Jeg vil ikke snakke om de her ting, hvis det er en hvid mand, der filmer mig.” DR løfter til fulde den satiriske arv fra Team Easy On og snobberne Fritz og Poul i en ny mockumentary om krænkelsesparate studerende på et dansk kunstakademi, skriver Mikkel Andersson.
Foto: Koncern tV/DR
Foto: Koncern tV/DR

Danmarks Radio har en lang og stolt tradition for at lave satire baseret på sociale karikaturer. De fleste over 35 kan huske Peter Schröders evigt indignerede småborger og hans catchphrase “Det er fand’me uhyggeligt, du!” Senere leverede DR mindeværdige karakterer i form af provinscykelholdet Team Easy On og Rytteriets nordsjællandske snobber Fritz og Poul. De senere år har der dog været langt mellem snapsene i DR’s satireproduktion, der har fremstået stadig mere frygtsom og tandløs. 

Men den tendens bliver der gjort markant op med i miniserien Oprør på Akademiet, hvor DR veloplagt og lejlighedsvist ondskabsfuldt har sat sig for for at gøre grin med tidens identitetspolitiske strømninger gennem karikerrede portrætter af yngre krænkelsesparate kunstnere på et fiktivt kunstakademi.

Ikke nok med at man modigt vælger at bruge satire til at tackle en hyperaktuel problemstilling. DR har også formmæssigt valgt at gå nye veje, samtidig med at man bibeholder nogle af de mest effektive virkemidler fra tidligere satiresucceser. 

For mens tv-holdene i en mockumentary typisk fremstår som rene iagttagere og anonyme fluer-på-væggen bag kameraet, er det her en yngre kvinde fra Hellerup, der er uddannet på filmskole i Norge, som skal forestille at lave ‘dokumentaren’. 

Rammefortællingen er, at hun vil lave en dokumentar til de naive masser, der slet ikke har forstået de mægtige kampe, som moderne kunstnere er involveret i. Og selvfølgelig også fordi hun vil fortælle om og gøre op med sin privilegerede baggrund som velstillet (moderen er jurist og faderen succesfuld kunstner) og naturligvis: hvid. 

At man dermed kan satirisere over både personer foran som bag ved kameraet, gør programmet effektivt brug af lige fra indledningens voiceover, hvor den fiktive auteur fortæller, at “Du skal nu til at se en programserie med en række kunstnere, der har holdninger, du nok ikke er vant til at høre”. Herefter bliver seeren så præsenteret for effent karikerede udsagn om angiveligt hvidt overherredømme og en parodisk politisk korrekt kunstverden, som enhver, der har åbnet Politiken de sidste fem år, kender til hudløshed. 

Netop den underspillede fortællerstemme, der serverer skamredne klichéer som dybt originale indsigter (“jeg har nok altid opfattet mig selv som neutral, men det er der jo ikke nogen, der er!”), fungerer godt. Med perfekt indigneret levering fortæller speakeren salvelsesfuldt, at den danske kunstverden faktisk “er en meget hvid verden”, inden der klippes til en kunstner, der med Glyptoteket som baggrund (frækt!) erklærer “Jeg kigger ikke på hvide menneskers kunst længere”. Ligesom hun fortæller, at hun ikke vil medvirke i et bestemt segment af “dokumentaren”, hvis kameramanden er en hvid mand. 

Bum! Så er scenen sat til de følgende løjer, hvor publikum bliver konfronteret med en serie fantastiske karakterer og tableauer. Vi får besøgt den fiktive dokumentarfilmskabers nordsjællandske kunstnerfar, der med udsagn som “hold kæft hvor er jeg bare priviligeret, at jeg har sådan et sted sammen med mor, og jeg er en hvid mand” perfekt personificerer boomeren, der forsøger at tale de unges sprog foran sit idylliske stråtækte hus.

Vi kommer også på besøg hos pop-up-kunstnerkollektivet med det episke navn Galleri Anti, hvor det i en forrygende absurd passage bliver forklaret, hvordan hudfarve, seksualitet og køn ikke skal spille nogen rolle for deres valg af kunstnere, samtidig med at det naturligvis er altafgørende.

Karakterudvalget er udsøgt og fornemt spillet. Man møder eksempelvis den unge og meget vrede Dina, der simpelthen ikke gider se på kunst fra hvide mennesker og selvfølgelig får følgende skudsmål med i voiceoveren:

“Dina er non-binær og foretrækker pronominerne ‘de’ eller ‘dem’ frem for f.eks. ‘han’ eller ‘hun’. Dina bor i Berlin og arbejder politisk med kunst. De er med i kunstnergrupperne Feministisk kollektiv uden navn og DNA, som arbejder for antiracisme og ligestilling.”

Herefter vises en klip fra en slags kunstnerisk nyhedsudsendelse, hvor Dina og to andre kvinder med alvorligt sammenbidt mine erklærer: 

"FCNN News is not for you who believes in freedom of art. FCNN News is not for you who keeps fighting for white supremacy. Either you're with us or get out of our way!"

Det giver måske ikke megen mening, men parodien på en dybt konventionel kunstner med alle klichéerne på plads (Berlin? Check. Laver noget med køn og race? Check!), der i egen selvforståelse er meget transgressiv og rebelsk, sidder lige i skabet. 

Mange danske dramaproduktioner lider under tilstedeværelsen af den, ofte sært påklistede, obligatoriske svensker, der skal sikre produktionsstøtte fra Sveriges DR, SVT. Men i Oprør på Akademiet er den svaghed genialt vendt til en styrke, da man fra andet afsnit har castet en svensker som en i særklasse identitetspolitisk kunstner.

Hende møder vi blandt andet som dybt indigneret over, at der til en paneldebat om politisk kunst, arrangeret af Roskilde Festival og Det Kongelige Teater, findes et stort roterende kunstværk med teksten “Understanding”, der naturligvis er dybt forfejlet, siden det er lavet af en hvid mand, ligesom underrepræsentationen af brune mennesker i panelet gør, at hun helst havde været fri for at tage debatten.

I en særlig mindeværdig scene skal Nadia demonstrere sin kunst, der består i at smadre metalgenstande mod hinanden som led i en lydperformance, mens hun en anden gang som led i en videoinstallation synger de ømme linjer “I’m a Nazi killer / but my heart still bleeds”. 

Der er mange, mange flere fantastiske bipersoner, der optræder i korte passager, som eksempelvis den etablerede danske maler, der iført Ungdomshus-T-shirt erklærer sin ambivalens ved både sit køn og sin hudfarve og erklærer, at han “synes det er ens pligt at gå rundt med en skyldfølelse, fordi man har det godt".

Afslutningen på den satiriske miniserie skal ikke afsløres her, men jeg kan sige så meget som at det involverer et forsøg på dialog, som ikke går helt som planlagt.

Det eneste, der holder Oprør på Akademiet fra topkarakter, er manuskriptforfatternes hang til lidt for absurde overdrivelser i skildringen af de unge kunstnere. Lidt for ofte fremstilles de som endimensionelle tribalistiske karikaturer, der gang på gang bliver sat til ekstremt demonstrativt at illustrere, at identitetspolitikkens optagethed af hudfarve er kammet over i præcis den racisme, som de hævder at modarbejde. Og jojo, vist er det sjovt, men vi havde altså fanget den allerede efter første afsnit. 

Det er dog trods alt kun en mindre skønhedsfejl. For bundlinjen er, at DR har skabt et modigt satirisk nybrud, der effektivt revitaliserer mockumentaryen som genre.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyheder og information om medlemsfordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter