Borgerlig Krise vandt i januar måned Weekendavisens litteraturpris. Forhåbentlig er Christian Egander Skovs debatbog allerede bekendt for Kontrasts læsere. Hvis ikke, så vil jeg opfordre til, at man får den købt og læst, for den forærer læseren – i en beundringsværdig klar og fyndig prosa – en historisk analyse af, hvorledes den danske borgerlighed blev, hvad den er.
Jeg ved ikke af andet, end at bogen har høstet ros hele vejen rundt. Men for en debatbog er det vel lidt af et nederlag – måske ligefrem mistænkeligt. Har bogen ikke strøget én eneste mod hårene? Har den blot sparket lutter åbne døre ind? Eller har analysen bare været så overbevisende, at modstandere på forhånd opgav diskussionen?
Det var Weekendavisens Arne Hardis, der i begyndelsen af januar ved præsentationen af kandidaterne til Weekendavisens litteraturpris med let journalistisk giftighed spurgte Egander Skov om dette punkt. Egander Skovs bog fortjener et modspil, så det vil jeg prøve at give den hér.
Nu er det nogle uger siden, at jeg for tredje gang læste Borgerlig Krise færdig. Hvad står tilbage for mig som det centrale?
Treenigheden mellem det liberale, det konservative og det folkelige som fundamentet for en borgerlighed i balance står vel som det centrale. Længe har det liberales primat været en realitet, men nu ser Egander Skov tegn på et postliberalt tidehverv, som bør føre til en reintegration af både konservative og folkelige elementer i det borgerlige.
En anden ting, som står klart, er begreberne om afkobling og afmagt. De er primært møntet på folk i provinsen. Findes der ikke gode svar på afkoblingen og afmagten, da hjemsøges landet – ifølge Egander Skov – af folkeligheden i skikkelse af populismen.
Endelig er der hans tanker om ”epistemologisk hunger”, behovet for at finde mening i den moderne verden. Ikke mindst når derfra, hvor ens verden går, er nogle af de glemte steder på nutidens danmarkskort.
På mange måder synes jeg, at den historiske analyse af den danske borgerligheds tre kilder er det mest originale ved bogen. Fremstillingen virkede utroligt overbevisende, men synes i sidste ende kun delvis relevant for nutiden.
Hvad havde vi ment, hvis en venstrefløjshistoriker havde fordybet sig i Marx’, Trotskijs og Bakunins tanker og prøvet at forstå Staunings, Krarups og Thornings virke for at udpege en retning for nutidens socialdemokrati? Hvor vellykket analysen og forståelsen end var af fortiden, ville man vel stille sig skeptisk over for, at den også havde fundet svarene på dagens udfordringer. Fortiden gemmer ikke altid på svarene på nutiden, og selv hvis den gør, er det ikke sikkert, der kigges det rigtige sted. Men som historiker er det selvfølgelig dér, man vil lede.
Som læser føler man sig godt oplyst, når man har læst næsten hundrede sider om den borgerlige ideologis historie. Til gengæld virker det utilstrækkeligt med blot syv sider om værdi- og udlændingepolitikken. Egander Skov slutter de syv sider med følgende sætning: ”Med tiden vil det kun blive vigtigere – og vanskeligere.” Hvorfor så ikke tænke og skrive noget mere om den udfordring?
Ligger vejen frem for borgerligheden i Danmark virkelig i at genfinde og i en besindelse på dets konservative og folkelige elementer, når stadig større dele af folket består af folk fra fremmede egne? Christopher Caldwell stillede i bogen Reflections on the Revolution in Europe spørgsmålet, hvorvidt Europa kunne forblive det samme med et andet folk. Hans grundige og skeptiske svar var nej. De mest konservative, stærke, folkelige fællesskaber finder man ikke blandt etniske danskere, men nok snarere i islams umma. I det lys synes Egander Skovs bud på en vej ud af krisen som ét, der har vendt afgørende dele af verden ryggen.
Christian Egander Skov kender selvfølgelig til ghettokvarterer og -gymnasier, men hans blik synes rettet mod fortiden og idéerne i bøgernes verden, samt livet, folkene og meningen, som den udspiller sig i hans sønderjyske hjemby Felsted.
Afkobling og afmagt
Begreberne afkobling og afmagt spiller også en central rolle hos Egander Skov. Han trækker her på den amerikanske filosof Michael Sandels bog The Tyranny of Merit, som ser et stort problem i, at den meritokratiske elite ser ned på almindelige mennesker i provinsen. Det skaber et giftigt og splittende ressentiment. Foragten og ressentimentet er rigtige nok, men Sandel og Egander Skov tager fejl, når de ser dem som ensrettede. De går i alle retninger.
Den økonomiske, politiske og kulturelle elite i storbyerne føler sig også foragtede, fordi de bliver foragtede. Det føler de en del ressentiment over. Etniske minoriteter føler sig foragtede, fordi de bliver foragtede. Arbejdsløse bliver foragtede. Folk i provinsen bliver det. Alle føler og bliver i et eller andet omfang foragtet af nogle, alle nærer en eller anden grad af ressentiment.
Ressentimentet og foragten er ikke et af tidens tegn, men et universelt og tidløst træk i menneskets natur. Kristendommen var de svages drøm om en poetisk retfærdighed for deres liv i forhold til de stærke. Kulturradikalismens finkultur er de stærkes – oftest for dem selv skjulte – ønske om jordisk overlegenhed i forhold til de svage.
Ligeledes er det med afkoblingen og afmagten, de er ikke forbeholdt folk i provinsen. Alle borgere og grupper i demokratiske samfund og moderne økonomier føler sig i et eller andet omfang magtesløse. Jovist kan de alle stemme, arbejde og protestere, men udviklingen, retningen og verdens begivenheder synes de alle i sidste ende blot at være tilskuere til. Over for verdens gang er de magtesløse.
Alle føler sig så nok ikke afkoblede i forhold til økonomien, til gengæld kan tilkoblingen føles tvungen. Bliver nogen afkoblet eller vil de ud, da venter økonomisk smalhals.
Problemet med den økonomiske afkobling af provinsen er, at det, provinsen kan tilbyde centeret, er for lidt værd og ikke kan skaleres. Storbyens virksomheder kan til gengæld tilbyde deres teknologi og tjenesteydelser til et milliardstort verdensmarked. Det skaber en velstandskløft mellem den succesfulde storby og provinsen – i hele Vesten.
Peter Thiel har beskrevet denne knowhow og de skalerbare produkter som en slags ressourceforbandelse. Hvis vi ønsker teknologisk udvikling, stordriftsfordele og verdenshandel, så følger afkoblingen nødvendigvis. Afkoblingen er et reelt problem uden en perfekt løsning. En borgerlig politik må være at finde og leve med et kompromis mellem afkoblingen og velstandsskabelsen.
Endelig er der spørgsmålet om mening, som Egander Skov slutter sin bog med. Jeg er enig med Egander Skov i, at vi har brug for mening, og den findes ikke i individets jagt efter en absolut autonomi. I stedet finder Egander Skov meningen i en forskydning af fokusset fra individet over på relationen. Meningen findes i forpligtelsen på familien og andre af civilsamfundets institutioner. I denne besindelse på det nære ligger der en modenhed.
Egander Skovs afsluttende fortælling om at finde meningen og værdigheden i det nære er sympatisk, men også en smule kedelig. Da var der mere saft og kraft og historisk vingesus over 89’ernes liberalt-borgerlige fortælling, som Egander Skov selv betegner som en ”heroisk fortælling”.
Christopher Booker hævder i bogen The Seven Basic Plots, at alle fortællinger egentlig kan koges ned til blot syv. Der er ”tragedien”, ”komedien”, ”genfødslen”, ”fra fattigdom til velstand”, ”overvindelsen af monsteret”, ”ridderfærden” og ”rejsen og hjemkomsten”.
Egander Skovs fortælling er den sidste – rejsen og hjemkomsten. Rejsen har været i historien, og hjemkomsten er til Felsted. Det er en værdifuld og fin fortælling, men det er næppe en så stærk fortælling, at den vil kunne gribe alle om hjertet, give dem meningen med tilværelsen og placere dem i en sammenhæng.
Dér tror jeg, at det er nødvendigt, at det borgerlige Danmark mestrer flere fortællinger, der bygger på andre plots – ”fra fattigdom til velstand”, ”overvindelsen af monsteret” og ”ridderfærden” er oplagte bud. Egander Skovs bog og fortælling kan ikke stå alene, hvis der skal findes en vej ud af den borgerlige krise.
*
Her kan du læse Kontrasts anmeldelse af bogen: Skov åbner nye døre til forståelsen af dansk borgerlighed.
Hør også vores interview med forfatteren: Christian Egander Skov og vejen ud af den borgerlige krise.
