I den aarhusianske historiker Christian Egander Skov har Det Konservative Folkeparti både en tilhænger, revser og ekspert udi partihistorien af en art, som landets øvrige partier vist knap kan frembyde.
Hans forrige bog, debuten Konservatisme i mellemkrigstiden, havde, som titlen antyder, et periodehistorisk fokus, hvilket hans nye bog, Borgerlig krise – Det ideologiske opbrud i blå blok, også har: Nu og her – selvom der bliver perspektiveret med både det lange historiske og filosofiske lys på. Hvor nationale såvel som internationale perspektiver opstilles.
C.E. Skov har skrevet sin vidtstrakte referencerige debatbog ud fra det aksiom, at ”det borgerlige Danmark er i krise”, og stiller det fundamentale spørgsmål, om der ”overhovedet findes en samlet borgerlig blok længere”. Fraregnet den afsatte venstreformand Lars Løkke Rasmussen og hans solopartiprojekt i spærregrænselandet må svaret på det spørgsmål vel trods alt være ja?
Helt aktuelt markerer blå blok mere kant til rød end i årtier – i denne omgang både med hensyn til fordelings- og værdipolitik. Om end der fra rød side er sket en tilnærmelse til blå bloks graduerede nationalkonservative orientering. Men skulle dette røde ryk mod højre være en indikator på, at der er ideologiske krisetilstande i blå blok?
At blå blok aktuelt skulle befinde sig i en grasserende krise med alarmerende opløsningstendenser, virker derfor som et lidt oppustet polemisk perspektiv at aktualisere bogen med. Men så er der heller ikke meget mere slet at sige om denne udgivelse, hvor C.E. Skov folder sig ud, som vi kender ham helt tilbage fra hans tid som ungkonservativ debattør og tidsskriftredaktør i nullerne. Før han erhvervede sin ph.d.-grad og indledte en forfatter- og forskerkarriere, suppleret med engagerede og dybdeborende analytiske indlæg i medierne. De professionelle publicistiske såvel de sociale medier. På sidstnævnte dog oftest i kortere polemisk form, vendt mod for eksempel den schlütersk/møllerske frederiksbergkonservatisme, der ikke ejer den efterstræbelsesværdige radikalitet, som ph.d.en finder lidt mere af hos den nuværende partileder.
At give en fremstilling af de udfordringer, den hjemlige borgerlighed står med – og har kæmpet med siden demokratiets fremvækst, socialdemokratismens udbredelse og globaliseringen og individualiseringens bagsider – må til enhver tid være kærkomment. Især når det antager form af en fascinerende historisk indføring i, hvordan forskellige borgerligheder og variationer af farven blå har foldet sig ud gennem tiden og markerer sig nu om dage. I bitter rivalisering og sund konkurrence.
Og med socialdemokratismen som en fælles modstander med en velfærdsmodel, man på mange stræk har måttet kapitulere over for, konstaterer forfatteren. Især cocktailen af marxisme og grundtvigianisme, siden Staunings dage, har været vanskelig at matche. “Danmark for folket” kaldte socialdemokraterne denne cocktail, som de var garant for fra og med 1930’erne, og som man i dag serverer på nye flasker under ferme formuleringer som ”Det Danmark du kender”.
Man skal holde på hat og briller, når forfatteren kaster med navne og begreber fra den politiske, akademiske og kunstneriske verden gennem flere hundrede år. Havde nogen for eksempel glemt den åndskonservative litterat Bjørn Poulsen og hans kulturpessimistiske debatbog fra 1960, Ideernes krise i åndsliv og politik, eller den borgerlige presses fyrtårn Henning Fonsmarks Historien om den danske utopi fra 1992, er der genopfriskning at få.
De store sammenhænge foldes ud angående det røde/radikale/progressive pres mod de blå værdier og samfundsvisioner, med en ”march gennem institutionerne” i etableringen af det såkaldte velfærdsdemokrati, som man i det borgerlige Danmark har haft vanskeligt ved at værge sig imod – i det omfang man overhovedet har forsøgt. Og nu sidder man i saksen, som Fonsmark konstaterede i sin tid, hvor vi alle er viklet ind i velfærdsstatens altomfattende systemer på forskellige niveauer, og koalitionen af offentligt ansatte og folk på overførsler kan sætte kursen. En ideologisk udfordring, blå blok ikke just er befriet for i dag – krise eller ej.
Der er mange døre til historien om den europæiske borgerlighed, som åbnes for læseren undervejs. Eksempelvis til den borgerlige nyorientering, der fandt sted i store dele af det kontinentale Europa efter 2. verdenskrig; baseret på en etisk selvbesindelse oven på de højreorienterede ideologiers hærgen i de forgangne årtier.
Her voksede en kristendemokratisk ideologi frem, som manifesterede sig i en række lande - med det tyske CDU som det fremmeste eksempel. Forfatteren skærer med sit idéhistoriske blik igennem og sondrer mellem ”det relativt ligegyldige midterparti” Kristendemokraterne hertillands og den kontinentale “kristendemokratisme”. At det danske kristendemokratiske parti har sine rødder som anti-liberalt protestparti i kølvandet på 1960’ernes kulturelle frisættelse, kunne forfatteren eventuelt have suppleret sin flygtige affejning af ”midterpartiet,” og dets betydning for dansk politik før og nu, med.
At efterkrigstidens kontinentale kristendemokratiske bevægelse ikke fik fat i Skandinavien, skyldtes, at de borgerlige partier stod forholdsvis ukompromitterede efter 2. verdenskrig, hvor man sigtede efter midten og opgav for alvor at udfordre de stærke socialdemokratier og den velfærdsdagsorden, de satte.
Når man læser C.E. Skovs bog, tvivler man på, at nogen hjemlige intellektuelle har bedre overblik over det blå landskab – med det lange historiske lys – end forfatteren selv. Det er således berigende at læse, om end følelsen af at tingene trækkes i langdrag, indfinder sig sine steder. Lange debatbøger er en vanskelig kunstart og derfor mere undtagelsen end reglen.
Det saliggørende i dette tilfælde er dog, at jo længere man når, des mere stimuleret og underholdt er man, alt som det lidt uelegant formulerede narrativ/salgsfremstød om ”den borgerlige krise” trænges lidt i baggrunden.
