Regeringen har for nylig præsenteret sin berygtede uddannelsesreform, som skal forkorte kandidatuddannelserne og sende de unge hurtigere ud på arbejdsmarkedet. Det har naturligvis vakt furore i det akademiske miljø, og straks får man lyst til at optegne to kampfronter. 

På den ene side de privilegerede studerende (og deres forældre), som allerede er ved at betræde den meritokratiske stige mod samfundets top, og som med god grund ærgrer sig over udsigten til manglende fordybelse og uddannelsernes forringelse. Og på den anden side arbejderen, Produktionsdanmark, som synes, at vi i forvejen uddanner for mange akademikere, systemet er for dyrt, de unge er for forkælede, lad os få dem ud i samfundet og skabe værdi i en fart – den slags.

Det virker oplagt, at holdningen til uddannelsesreformen fordeler sig i sådanne to lejre, hvor parallellen til diskussionen om ’folk og elite’ lader sig ane. Dermed lægger regeringens udspil sig også i forlængelse af vor tids populisme, der også indeholder en klassekamp.

Klassekampen er det nye sort. Ikke blot inden for den litterære verden, hvor forfatterskaber som Édouard Louis, Anke Stelling, Annie Ernaux, og herhjemme selvfølgelig Glenn Bech, sætter fokus på den glemte middelklasse. En elitekritik, som venstreliberale livsstilssocialister på nærmest masochistisk (og/eller privilegieblind) vis i øvrigt labber i sig. Men også i det politiske landskab, hvor skellet mellem land og by, folk og elite, har skabt fordelagtige vækstbetingelser for populismen.

Eliten findes på begge sider af det politiske spektrum, men udspringer fra forskellige kilder. Til venstre: en idealistisk elite, som ofte er blind over for egne meritokratiske fordele, alt imens den prædiker wokeness og postkolonialisme. Til højre: en teknokratisk og økonomistisk elite, som fortsat tror på, at enhver er sin egen lykkes smed, og at vi i landet med verdens højeste skattetryk bør have rigelig social mobilitet til at forsvare netop dén logik.

Den konservative tilgang

Som Christian Egander Skov belyser i Borgerlig Krise, kan det siges, at vores egen arbejder- og middelklasse er blevet glemt, mens fokus i stigende grad tilfalder mere sexede problematikker: etniske, religiøse og seksuelle minoriteter. Der findes undtagelser, naturligvis, såsom Mette Frederiksens makrelmadsappel til Arne-segmentet og Venstres fortsatte selvforståelse som bondeparti, selvom begge dele klinger lidt hult.

Skellet har med god grund skabt en akademikerkritisk forståelse af dannelse og kultur i de mere folkelige segmenter, og samtidig en privilegieblindhed hos eliten. Regeringens uddannelsesreform lefler dermed for det salonkritiske Støjberg-segment, hvor den akademiske verden står i modsætning til ’virkeligheden’, og hvor skellet mellem København og det øvrige Danmark er blevet afgrundsdybt.

Men faktisk tror jeg, at kilden til problemet ligger et andet sted og ikke kan løses gennem regneark og optimeringslogik. Vi har hverken brug for akademikerbashing eller eliteklynk. Derimod har vi brug for en konservativ tilgang til kultur og dannelse, der har folkeligheden for øje. Med andre ord: Problemet er ikke de københavnske saloner, men at salonerne er forsvundet fra landet. For var det ikke anderledes engang?

Bær lige over med mig, mens jeg drømmer mig tilbage til et Pontoppidansk landsbymiljø, hvor byernes lærere og præster udgjorde små, akademiske miljøer. De var kontaktfladen mellem storbyens universitet og landbefolkningen. De faciliterede diskussioner, samtaler og foredrag om stort og småt, og gennem disse kunne bønder, præster, købmænd og lærere udfordre hinandens synspunkter. Alle blev desto mere nuancerede og klogere.

Måske er det ikke for sent

Årtiers neoliberale centraliserings- og effektiviseringsreformer har udtømt disse miljøer. Ingen kender længere deres lokale præst, man mødes ikke i forsamlingslokalet til højstemte diskussioner om udviklingen på egnen, lærerbestandens frie tanke og virke er blevet kvalt i reformer, læringsmål og decideret manglende tillid fra politisk side. Disse ellers så vigtige små institutioner er udsultede, magten er rykket tættere på Christiansborg, og universiteterne har mistet deres kontakt med landet.

Vi har brug for folk, der fordyber sig i de humanistiske kernefag, også når markedet ikke dikterer det. Vi har brug for teologer, filosoffer, historikere, retorikere, lige så vel som vi har brug for håndværkere, ingeniører og sætteskippere. Men geografien er essentiel, for det er naturligvis ikke kun København, der skal høste frugterne af disse tænkere. Læs Det forjættede land, og vend tilbage! Det er skønt at forestille sig de livlige debatter, der engang har fået folk til at, nå ja, forsamles i forsamlingshusene rundt omkring.

Men hvordan skal vi gøre?

Her er det svært ikke at blive modløs. De mislykkede forsøg på udflytning af statslige arbejdspladser og uddannelser er en tydelig indikator på, at forcerede Christiansborg-løsninger nok ikke er vejen frem. Vi kan ikke blot omgøre centraliseringen og den kulturændring, der er fundet sted.

Men vi kan gøre andre ting.

Vi kan frigøre lærerne fra bureaukratiseringen, vi kan støtte højskolerne, så de ikke kun bliver tilgængelige for elitens børn, vi kan støtte foreningslivet, fodbold- og spejderklubberne, musikskolerne, vi kan forsøge at genåbne nedlagte landsbyskoler og lægehuse, og håbe, at det ikke er for sent alt sammen. 

Konservativ kultur og dannelsestænkning kunne være et alternativ til såvel populismen som den åndløse økonomisme og den venstreliberale antinationalisme – en forenende, folkelig bevægelse, som skulle styrke kultur og lokalmiljø og forholdet mellem land og by. Suk. Hvis blot vi havde et konservativt parti.